På myrens fodsti

Citat
”Vi ventede på en anledning til at gennembanke ham. Vi tævede naturligvis tit hinanden uden anledning, men det blev gjort grundigere, når man havde noget, man kunne hænge det op på.”
”På myrens fodsti”, s. 49.

I 1975 udkom Johannes Møllehaves første erindringsbog ”På myrens fodsti”. Den er trykt i mere end tyve oplag og handler om at se tilværelsen fra barnets perspektiv.

Gennem atten kapitler fortæller forfatteren barndomsanekdoter om sig selv og personer, der prægede hans opvækst: Hans elskede mor og far, hans bekymrede farmor og livsglade mormor, hans modige og handlekraftige ven, den engagerede og indoktrinerende skolelærer, der introducerede ham for moderne litteratur og den lille nabokone, der fik klø af sin fuldvoksne datter.

Alle historierne har afsæt i forfatterens barndom og skildrer rejsen på vej til at blive voksen og stå på egne ben. For eksempel dengang den unge Johannes Møllehave blev betaget af trylleri og opsøgte en lokal tryllekunstner i Valby. Forfatteren købte ’trylleartikler’ af ham, og tryllekunstneren lod ham ikke gå, før han var sikker på, at forfatteren kunne finde ud af at bruge de ting, han havde købt. Efter nøjsom øvelse på barndomsværelset blev han så god, at han kunne begynde at tjene sine egne penge på at lave tryllekunst.

Bogens omdrejningspunkt er at se livet gennem et barns øjne, og historierne formidles da også med en næsten barnlig begejstring og ivrighed og i en personlig og uformel tone. Johannes Møllehaves ønske med den er, at læseren skal huske flygtige episoder fra sin egen barndom. I et fritflydende og humoristisk sprog tager han under alle omstændigheder læseren med tilbage i tiden til sin egen barndom og erindrer de lange sommerferier i sommerhuset ved Roskilde Fjord, og dengang han næsten fik tæsk af den lokale købmand.