Gennemgående for Iben Mondrups forfatterskab er en kredsen om den konstante magt, der ligger mellem mennesker, der begærer hinanden. Allerede i bøgerne om Justine, der som en ægte jæger ser potentielle byttedyr overalt, var det tydeligt, men i Tabita-trilogien fik magten en anden dimension, der også italesætter magtmisbrug, grooming og overgreb.
I familiedramaet ”Tabita” er især moren Abelones afsnit præget af begær og overlevelsesdrift, mens barnet Tabita forsøger at overleve i det svigt, hun udsættes for, og i Tabita-trilogien tager et nyt tema for alvor over. Moderniseringen af Grønland i 1960’erne, hvor man forsøgte at fordanske det grønlandske samfund, begyndte at nå medierne i 2020’erne, hvor den almindelige dansker for første gang blev opmærksom på bl.a. spiralkampagnen og de mange adoptioner af grønlandske børn. Danskernes ambivalente forhold til Grønland kommer i Iben Mondrups trilogi bl.a. til udtryk gennem karakteren Eva, der undertrykker eller forsøger at fortrænge det grønlandske i sine to adoptivbørn Vitus og Tabita, mens hendes mand Berthel er fascineret af det grønlandske som noget lokkende og eksotisk.
Magttemaet ses bl.a. i ”Vittu”, som handler om de flydende grænser, der omgiver det at have magt over et andet menneske – eller et helt folk – og når en tillid brydes. Moren Alice bruger det at tage billeder af sit adoptivbarn Vittu som et magtmiddel, ligesom kolonialiseringens fotodokumentation af de eksotisk vilde grønlændere var et led i en magtproces, og Alices fascination af Vittus krop og af at se ham gennem linsen bliver hurtigt sygeligt. I mange af Iben Mondrups romaner er der en fotograf blandt persongalleriet, og hun har selv udtalt, at hun er optaget af, at kameraet både kan afsløre meget om selve fotografen og kan fastholde nogen i noget – og især dem, der ikke får en stemme normalt. Mens det ofte har været den hvide mands blik, der har fortalt Arktis’ historie, er faklen nu givet videre til andre stemmer.