Mens ”Ved slusen” trækker på et realistisk univers, hvor en ung kvinde bevæger sig ud af og videre fra et tab, er den fortsatte fortælling om fotografen Justine af en ganske anden udformning. ”1 2 3 Justine” (2011) satte historien i gang om den unge, kvindelige kunstner Justine i færd med at udforske sine seksuelle, skyldmæssige og menneskelige grænseområder, og i fortsættelsen ”Store Malene” (2013) er Justine taget til Grønland i et forsøg på at komme væk. Hvad det præcist er, hun flygter fra, er hverken helt klart for læseren eller for Justine, og den søgende fornemmelse går igen i løbet af bogen. Med ”1 2 3 Justine” i baghovedet ved læseren dog, at Justine måske har haft en vis skyld i noget slemt, og det kan være det, hun flygter fra.
Sproget i ”Store Malene” veksler – som i ”1 2 3 Justine” – mellem drømmeagtige, groteske sekvenser, beskidte studier i blod, afføring, bræk, sekreter og urin og så mere realistiske og registrerende beretninger, der især præger de mange flashbacks.
29967245
De tiltagende drømmesyn overtager mere og mere og når deres højdepunkter, mens Justine er blevet jaget væk fra det hus, hun ellers lejer, og nu tager bolig i en forladt beton-boligblok med dertilhørende udsyrede mareridt. Her bygger hun mere eller mindre bevidst en verden op af bræk, døde fugle, bloddryppende, muskuløst hvalkød og som kronen på værket – en selvproduceret lort. Til sidst befinder Justine sig så langt inde i tilstanden mellem vågen og drømmende, sanseløst beruset og ædru, at man som læser ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er.
Justine møder i ”Store Malene” adskillige mennesker, men ingen af dem portrætteres som i ”Ved slusen”. Hvor debutromanen tegnede portrætter af personer, der på trods af fejl og mangler bliver portrætteret som sympatiske mennesker, så møder læseren af ”Store Malene” et persongalleri båret af selviske drifter, af en naiv kolonitilgang til det eksotiske Grønland eller af – som i Justines tilfælde – en ødelæggende søgen, der hverken har noget mål eller noget udgangspunkt.