Superman a la retro

Moore markerede i 1996 sit comeback til tegneseriens mainstream ved at påtage sig tjansen som forfatter på serien ”Supreme” om superhelten af samme navn. Oprindeligt er Supreme en ultravoldelig og åndsforladt kopi af Superman, og Moore overtager kun serien på den betingelse, at han må begynde helt forfra med figuren. Moore starter med at bruge sin velkendte teknik med at give hovedpersonen hukommelsestab for derefter at afsløre, at alt hvad læserne indtil videre havde fået at vide var løgn. Men i modsætning til de tidligere serier ”Marvelman” og ”Swamp Thing” fjerner Moore ikke figurens affekterede særheder for i stedet at præsentere endnu et grumt og realistisk portræt af en superhelt konfronteret med den virkelige verdens problemer. Tværtimod forvandler han “Supreme” til en nostalgisk hyldest til den uskyld og fantasifuldhed, der prægede 1960'ernes historier om Superman.

Denne nye version af Supreme har en hemmelig identitet som Ethan Crane, en sagtmodig tegner for Dazzle Comics. Som barn har han fået ufattelige superkræfter ved at være udsat for en meteorit bestående af ren Supremium, et meta-element, der kan ændre virkeligheden. Når Crane ikke er ude og redde verden som den arketypiske superhelt, tegner han tegneserier om Omniman, en ultravoldelig kopi af Superman. Serien ”Omniman” er i ”Supreme” ved at undergå en omfattende opdatering med en ny og temmelig latterlig engelsk forfatter, der planlægger at dræbe Omniman og alle de gamle bifigurer i hans univers, for derefter at genoplive ham som terrorist for Hezbollah. Her laver Moore en tydelig parodi på sig selv og andre tegneserieforfattere, der i 1980'erne overtog gamle tegneserier som for eksempel ”Marvelman” og ”Swamp Thing”, for derefter at gøre hovedpersonen mørk og dyster ved at slagte hele det gamle persongalleri.

Med ”Supreme” udvikler Moore en ny tilgang til tegneseriefortællingen og superhelten som koncept. Det er en kompliceret tegneserie, der indeholder lag på lag af metafiktion, men den er skrevet uden den ironiske distance, der til en vis grad præger Moores tidligere værker. I stedet viser han, at superheltetegneserien både kan være vedkommnede og underholdende på samme tid.