Øen Procida i Napolibugten er det realismefundament, som Elsa Morantes eventyrroman ”L’isola di Arturo” fra 1957 (”Arturos ø”, 2014) vokser ud af. Jegfortælleren og bogens hovedperson er drengen Arturo Garace, der vokser op på øen ”helt uden kys og kærtegn” (s. 50). To ting, han – uden først at ville indrømme det – forgæves hungrer efter hos såvel sin afdøde mor som hos sin far, der kun sjældent befinder sig på øen. Faren, Vilhelm Garace, der alene pga. af sin nordeuropæiske herkomst og blonde udseende skiller sig ud på øen, når topmålet af særstilling i sønnens tilbedende barneøjne. I Arturos verden er faren nemlig en enestående afgud, hvis omflakkende livsførelse er fuldstændig efterstræbelsesværdig.
51116283
Mens Arturo venter – dels på sin fars uforudsigelige besøg – dels på selv at blive gammel nok til at rejse fra Procida, lever han tiden i ensomhed efter sine selvdefinerede ”Absolutte Sandheder”. På disse sandheder hviler hele hans verdensforståelse, og ifølge dem er mandens lykke uforenelig med kvindeligt selskab. Da faren en dag bringer sin nye, sekstenårige hustru med sig til Procida, er det således første gang ud af mange, at Arturo skal opleve sine ellers kompromisløse ”Absolutte Sandheder” krakelere.
Mens Vilhelm fortsætter sit nomadeliv, må Arturo affinde sig med sin kun to år ældre stedmors tilstedeværelse. Værst af alt er dog, at han skal dele farens sjældne, dyrebare selskab med hende, og for første gang mærker han jalousien brænde. En følelse, der skal dominere hele hans barn- og ungdom som resultat af hans konstante higen efter det, der er uden for hans rækkevidde. Men da han endelig forlader Procida for livstid, forlader han også jalousien til fordel for et mere veludviklet følelsesregister.
Romanen er fortællingen om livets overgang fra barndom til voksenliv, men lige så meget – og i høj grad pga. overgangstemaets mystik – er den et funklende eventyr. Øen er på én gang symbol på Arturos ensomhed, på ungdomsboblens isolation samt på den usårlige fuldkommenhed, som Arturo helt frem til romanens sidste side ser sig selv i lyset af.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Arturos ø"