Peter Mouritzen kan lide at skrive gysere. Den første var Haltefanden, en fantastisk bog trykt på måneskinsblåt papir, der giver stemning til bogens mange makabre og uhyggelige scener.
Den handler om en dreng, der som en anden Dr. Frankenstein bygger et monster af gamle skeletdele fra kirkegården for at skræmme sin plageånd, Anton. Men der er naturligvis en årsag til, at en dreng går så drastisk til værks.
Han mener selv, at det er fordi han er ond. For han, der ellers er præstens søn, tror ikke mere på Gud eller det gode. Tværtimod mener han, at Fanden har forgiftet ham med sygdom, så han har fået dårligt ben og bliver kaldt Haltefanden.
Som man kan forstå, føler han sig som en outsider, både hjemme i præstegården og blandt kammeraterne. Og som i alle forfatterens gyserbøger hænger hovedpersonens gyselige monsteroplevelser sammen med hans følelse af at være udenfor, splittet og uden mening.
Men gyset bliver også en anledning til, at situationen forandrer sig. Ved bogens slutning halter Haltefanden ganske vist stadig, men han føler sig ikke længere besat af det onde.