Dødningedukken

"Der sad en død pige i klassen". Så hårrejsende begynder Peter Mouritzens nyeste gyser, Dødningedukken
Hovedpersonen er en forfatter, der besøger en skoleklasse. Da han siger til eleverne, at han ikke tror på, at der findes overnaturlige ting i virkeligheden, begynder der at ske ting, som han ingen kontrol har over. Han lægger pludselig mærke til en pige, der sidder bagest i klassen. Hun er sygeligt bleg, og på hendes bord ligger en mærkelig, dødningeagtig kludedukke. Og da han prøver at spørge hende om noget, bliver det klart, at kun han har set pigen i et kort glimt.

Overrumplet lader forfatteren som om, det var et trick for at få eleverne til at gyse, men i al hemmelighed er han dybt chokeret. Der sker flere foruroligende mystiske ting, inden forfatteren lettet kan sætte sig ind i sin bil for at køre hjem. Men så begynder uhyggen ellers for alvor ...

Som regel kommer det i Peter Mouritzens bøger til et punkt, hvor hovedpersonen er usikker på, hvad der er virkelighed, og hvad der er fortælling. Sådan ender det også i Dødningedukken, men undervejs er det blevet gjort klart, at det virkelig betydningsfulde skel ikke ligger mellem fortælling og virkelighed, men mellem liv og død, eller rettere, at fortælling er uundværlig virkelighed, der kan være hele forskellen mellem liv og død.

Pigen i bogen er død ved en ulykke og henvender sig til forfatteren for at få hans hjælp til at komme ind i livet igen. Og fordi hun får rystet ham med sin tilstedeværelse og sine spørgsmål, så han husker, hvad kærlighed er, bliver han i stand til at fortælle en historie så kraftfuld, at det redder dem begge ud af dødens kløer.

Pigen i Dødningedukken spørger flere gange: Hvad kan man bruge en forfatter til? Det har Peter Mouritzen i en artikel gjort sig tanker om: "... meningen med menneskets eksistens er digtekunsten. Det er den der giver os identitet som mennesker. Og identitet er det mest dyrebare et menneske kan have." Men forfatteren må fortælle med et særligt mål for øje: "Det, det drejer sig om er nemlig ikke at gøre børn til læsere, men til fortællere."

Og det gør Peter Mouritzen ved at fortælle historier, der vækker tanker, også om det, som er fortællekunstens redskab, sproget. 

Peter Mouritzen har med Dødningedukken begået et lille mesterværk, et moderne gysereventyr. Historien rummer mere, end man umiddelbart tror. Jeg er sikker på, at dansklærere rundt om i det ganske land kunne få en hel del ud af  Dødningedukken (skjulte budskaber, symboler og fanden og hans pumpestok), men frem for alt er det altså en god historie, uhyggeligt spændende og godt fortalt, og det er jo det vigtigste ved en gyser. Hvorvidt bogen indeholder mere end en fortælling, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen ... ja, det er jo op til DIG at afgøre, så ... læs den, læs den! (Maria Lützen, 15 år).