Gustaf Munch-Petersen

Artikel type
voksne
cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Main image
Munch-Petersen, Gustaf
Fotograf ukendt

Gustaf Munch-Petersen forsøgte hele livet at finde sig selv. Gennem afbrudte filosofi- og psykologistudier i København, arbejde i Grønlands kryolitminer, studier i zoologi, kunst- og religionshistorie i Lund og en stadig udvikling af sin surrealistiske litteratur og billedkunst opnåede han blot en voksende indre uro – indtil han satsede alt og meldte sig til Den Internationale Brigade, hvor han i 1938 faldt i den spanske borgerkrig, 26 år gammel. Afstanden mellem ord og handling, hans eget liv og skriften var ikke stor – og om noget var det et mål at mindske den afstand og give alt, han havde, i sin kunst. Gustaf Munch-Petersen endte med at give sit eget liv.

28393326

Blå bog

Født: Født 18. februar 1912 i København.

Død: 1938 som frivillig i den spanske borgerkrig.

Uddannelse: Nysproglig student fra Skt. Jørgens gymnasium, 1930. Påbegyndte universitetsstudier på psykologi og filosofi på Københavns Universitet uden dog at færdiggøre dem og læste desuden kunst- og religionshistorie i Lund uden at afslutte studierne.

Debut: det nøgne menneske. Nyt Nordisk Forlag, 1932.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Samlede digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2010.

Inspiration: D.H. Lawrence, Virginia Woolf, Fannie Hurst, Edith Södergran, Vilhelm Grønbech, Elmer Diktonius, Artur Lundkvist og Harry Martinson.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Baggrund

”overalt kan i se dem / vandrende / elskende / grædende – / deres ansigter er lukkede, / og paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land –”
”det underste land”, ”Udvalgte Digte”, s. 40-41.

Gustaf Munch-Petersen blev født 18. februar 1912 i København som søn af professor ved Polyteknisk Læreanstalt Jon Julius Munch-Petersen og den svenskfødte lektor og dr.phil. Valfried Palmgren Munch-Petersen. Han voksede op i et privilegeret og akademisk miljø med de to yngre brødre Finn (1915) og Jon (1919), men havde svært ved at tilpasse sig. Gustaf Munch-Petersen var et søgende menneske, der påbegyndte flere studier samt arbejdede som både fisker og i de grønlandske miner – og som i den løbende selvudvikling ligeledes udviklede sin litteratur. Som søn af to akademikere har der hvilet meget på Gustaf Munch-Petersens skuldre, og selvom de mange både varme og diskuterende breve til hans mor tyder på et stærkt bånd, vidner et af hans første digte om hans søgen efter identitet og problemerne ved at skulle leve op til forældrenes idealer. Digtet ”til mine forældre” fra debuten ”det nøgne menneske” (1932) indledes med den sigende linje ”jeg blev ikke det, i ventede – / jeg blev alt det, i havde frygtet”.

Munch-Petersen er i den litterære eftertid blevet omtalt som den kunstner, der som en af de første introducerer og beskæftiger sig med surrealismens projekt i Danmark. Surrealismen var en strømning, der netop repræsenterer den tanke, at det er kunstnerens mål og opgave at udforske sit eget ubevidste og vise det gennem kunsten. Den kunst var oftest stærk symbolsk i et forsøg på at afdække en forloren virkelighed og nå ind til noget andet og mere ægte. Dermed udstiller surrealismens kunstnere ofte verdens absurditeter, ubevidste drømme, drifter og lyster, og kunsten var ofte politisk – for ikke at sige socialistisk. Munch-Petersen lever op til alle de kriterier.

Som 26-årig faldt Gustaf Munch-Petersen omkring 1. april 1938 i den spanske borgerkrig. Han havde meldt sig som frivillig i De Internationale Brigader og efterlod sig børnene Mette (1936) og Ursula (1937) samt sin kone, Lisbeth Munch-Petersen (1909-1997).

Munch-Petersens eksperimenterende forfatterskab er i høj grad oplagt til biografisk læsning, og digteren var så konsekvent i sit brug af sproget, at han konsekvent brugte små bogstaver – selv, når han skrev sit eget navn.

 

simon begynder

”to løveunger – to rovdyrunger leger paa en uendelig solsitrende steppe – ingen lyd (…) et øjeblik bliver legen pludselig doven – med et smelter solen ud til en stribe – (…) – de to vælter sig rundt paa den endnu varme jord – i den bløde kælne luft – de har ingen alder – mørket er ikke farligt – (…)”
”aften”, s. 16.

Efter debuten udgav Gustaf Munch-Petersen i 1933 romanen ”simon begynder”, der meget vel kunne have heddet ’Simon går’ i stedet, da bevægelse er et gennemgående billede. Simon går fra autoriteter, fra kærlighed, ansvar og sine medmennesker, og gangen kan meget vel symbolisere det at rykke sig fra det blivende eller eksisterende og at være i en udviklingsproces.

De flimrende prosastykker fortæller historien om en utilpasset ung mand, Simon, hans bekendtskaber med vennen Mikael og især to kvinder, Inga og Elisabeth, og Simons forsøg på at finde sig selv – og om, hvor tæt på vanviddet han befinder sig. Der foretages ofte symbolske omskrivninger af handlingen, og sproget svinger mellem at være metaforisk og realistisk. Som i stykket ”aften”, hvor Simon og Inga er sammen og indledende bliver beskrevet som løveunger, der leger, og dernæst, hvordan Inga slukker lyset og går hjem.

Meget af handling og forløb i ”simon begynder” kunne ligeså godt fungere som selvbiografisk materiale. ”simon begynder” er ofte overset i eftertidens behandling af forfatterskabet og er blevet kaldt ufuldendt (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og de mange ’scener’ leder da også tankerne hen på drejebogen til en film. Idealet i romanen er den konsekvente ærlighed, men i rastløshed og søgen efter frihed og sandhed ender vores hovedperson med at indse sine måls egen urealisme. Den frigørende undergang er svimlende nær – som den var for Gustaf Munch-Petersen selv.