munch-petersen
Fotograf ukendt / Ritzau Scanpix

Gustaf Munch-Petersen

cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
munch-petersen
Fotograf ukendt / Ritzau Scanpix

Indledning

Gustaf Munch-Petersen forsøgte hele livet at finde sig selv. Gennem afbrudte filosofi- og psykologistudier i København, arbejde i Grønlands kryolitminer, studier i zoologi, kunst- og religionshistorie i Lund og en stadig udvikling af sin surrealistiske litteratur og billedkunst opnåede han blot en voksende indre uro – indtil han satsede alt og meldte sig til Den Internationale Brigade, hvor han i 1938 faldt i den spanske borgerkrig, 26 år gammel. Afstanden mellem ord og handling, hans eget liv og skriften var ikke stor – og om noget var det et mål at mindske den afstand og give alt, han havde, i sin kunst. Gustaf Munch-Petersen endte med at give sit eget liv.

 

28393326

Blå bog

Født: Født 18. februar 1912 i København.

Død: 1938 som frivillig i den spanske borgerkrig.

Uddannelse: Nysproglig student fra Skt. Jørgens gymnasium, 1930. Påbegyndte universitetsstudier på psykologi og filosofi på Københavns Universitet uden dog at færdiggøre dem og læste desuden kunst- og religionshistorie i Lund uden at afslutte studierne.

Debut: det nøgne menneske. Nyt Nordisk Forlag, 1932.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Samlede digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2010.

Inspiration: D.H. Lawrence, Virginia Woolf, Fannie Hurst, Edith Södergran, Vilhelm Grønbech, Elmer Diktonius, Artur Lundkvist og Harry Martinson.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Artikel type
voksne

Baggrund

”overalt kan i se dem / vandrende / elskende / grædende – / deres ansigter er lukkede, / og paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land –”
”det underste land”, ”Udvalgte Digte”, s. 40-41.

Gustaf Munch-Petersen blev født 18. februar 1912 i København som søn af professor ved Polyteknisk Læreanstalt Jon Julius Munch-Petersen og den svenskfødte lektor og dr.phil. Valfried Palmgren Munch-Petersen. Han voksede op i et privilegeret og akademisk miljø med de to yngre brødre Finn (1915) og Jon (1919), men havde svært ved at tilpasse sig. Gustaf Munch-Petersen var et søgende menneske, der påbegyndte flere studier samt arbejdede som både fisker og i de grønlandske miner – og som i den løbende selvudvikling ligeledes udviklede sin litteratur. Som søn af to akademikere har der hvilet meget på Gustaf Munch-Petersens skuldre, og selvom de mange både varme og diskuterende breve til hans mor tyder på et stærkt bånd, vidner et af hans første digte om hans søgen efter identitet og problemerne ved at skulle leve op til forældrenes idealer. Digtet ”til mine forældre” fra debuten ”det nøgne menneske” (1932) indledes med den sigende linje ”jeg blev ikke det, i ventede – / jeg blev alt det, i havde frygtet”.

Munch-Petersen er i den litterære eftertid blevet omtalt som den kunstner, der som en af de første introducerer og beskæftiger sig med surrealismens projekt i Danmark. Surrealismen var en strømning, der netop repræsenterer den tanke, at det er kunstnerens mål og opgave at udforske sit eget ubevidste og vise det gennem kunsten. Den kunst var oftest stærk symbolsk i et forsøg på at afdække en forloren virkelighed og nå ind til noget andet og mere ægte. Dermed udstiller surrealismens kunstnere ofte verdens absurditeter, ubevidste drømme, drifter og lyster, og kunsten var ofte politisk – for ikke at sige socialistisk. Munch-Petersen lever op til alle de kriterier.

Som 26-årig faldt Gustaf Munch-Petersen omkring 1. april 1938 i den spanske borgerkrig. Han havde meldt sig som frivillig i De Internationale Brigader og efterlod sig børnene Mette (1936) og Ursula (1937) samt sin kone, Lisbeth Munch-Petersen (1909-1997).

Munch-Petersens eksperimenterende forfatterskab er i høj grad oplagt til biografisk læsning, og digteren var så konsekvent i sit brug af sproget, at han konsekvent brugte små bogstaver – selv, når han skrev sit eget navn.

 

simon begynder

”to løveunger – to rovdyrunger leger paa en uendelig solsitrende steppe – ingen lyd (…) et øjeblik bliver legen pludselig doven – med et smelter solen ud til en stribe – (…) – de to vælter sig rundt paa den endnu varme jord – i den bløde kælne luft – de har ingen alder – mørket er ikke farligt – (…)”
”aften”, s. 16.

Efter debuten udgav Gustaf Munch-Petersen i 1933 romanen ”simon begynder”, der meget vel kunne have heddet ’Simon går’ i stedet, da bevægelse er et gennemgående billede. Simon går fra autoriteter, fra kærlighed, ansvar og sine medmennesker, og gangen kan meget vel symbolisere det at rykke sig fra det blivende eller eksisterende og at være i en udviklingsproces.

De flimrende prosastykker fortæller historien om en utilpasset ung mand, Simon, hans bekendtskaber med vennen Mikael og især to kvinder, Inga og Elisabeth, og Simons forsøg på at finde sig selv – og om, hvor tæt på vanviddet han befinder sig. Der foretages ofte symbolske omskrivninger af handlingen, og sproget svinger mellem at være metaforisk og realistisk. Som i stykket ”aften”, hvor Simon og Inga er sammen og indledende bliver beskrevet som løveunger, der leger, og dernæst, hvordan Inga slukker lyset og går hjem.

Meget af handling og forløb i ”simon begynder” kunne ligeså godt fungere som selvbiografisk materiale. ”simon begynder” er ofte overset i eftertidens behandling af forfatterskabet og er blevet kaldt ufuldendt (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og de mange ’scener’ leder da også tankerne hen på drejebogen til en film. Idealet i romanen er den konsekvente ærlighed, men i rastløshed og søgen efter frihed og sandhed ender vores hovedperson med at indse sine måls egen urealisme. Den frigørende undergang er svimlende nær – som den var for Gustaf Munch-Petersen selv.

 

mod jerusalem

”under BAAL’s Tempel / glider jeg –, / jeg den 600’de af / de blaa orme – / jeg æder mig / frem gennem kobberfjældet, / hvorpaa BAAL’s / Tempel er sat – / vi brødre og søstre, / vi de 600 blaa orme, / vi hader / BAAL / og foragter hans / Tempel (…)”
”præsentation”, s. 24.

Højdepunktet for Munch-Petersens surrealisme, ”mod jerusalem” fra 1934, er blevet kaldt ”den mærkeligste digtsamling i dansk litteratur” (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og grunden er formentlig kombinationen af stærk symbolisme, manifest og graden af eksperiment.

Både omslag og illustrationer er tegnet af Vilhelm Bjerke-Petersen, som Munch-Petersen sideløbende startede det surrealistiske magasin ”linien” med, og begge mente de, at det surrealistiske var en livsretning, og at kunsten derfor var et middel til at ændre samfundet. Samfundskritikken findes bl.a. i digtet ”præsentation”, hvor en gruppe ormes hadefulde relation til Baal repræsenterer forholdet mellem samfundets nederste og dets overhoveder. På samfundets bund findes imidlertid et bror/søster-fællesskab, der samler og giver styrke til en drøm om frigørelse og ændring. Samlingen bærer formentlig inspiration fra Munch-Petersens fire måneders arbejde i Grønlands miner i 1932.

Titlen peger på en overskridende bevægelse mod ’noget andet’; en anden verden, der er mere ideel end den nuværende eller eksisterende. Jerusalem ses som et fremtidigt surrealistisk paradis på jorden, og det motiv, der står klarest gennem samlingen, er ’drømmen’. Drømmen om, at kunsten bliver revolutionens forbundsfælle og drømmen som sandhedsbærer.

Gustaf Munch-Petersen var dybt optaget af professor Vilhelm Grønbechs bog ”Primitiv religion” fra 1919, og bogen var på et tidspunkt nærmest hans håndbog (Ole Sohn: Gustaf Munch-Petersen – og Den spanske Borgerkrig. 2007). I ”mod jerusalem” kommer Gustaf Munch-Petersens fascination af det primitive eller oprindelige til udtryk i de stærkt symbolske billeder, der tegnes i samlingen. Instinkterne leder læseren ind gennem søvnen og hvad, der synes som spontane associationer, og overordnet set svinger ”mod jerusalem” i kraftig pendulfart mellem det stærkt metaforiserede og demetaforiserede sprog.

nitten digte

”magter, som styrer himlen og jorden / solen og stormen og havet, / magter, som styrer, usynligt for blikket, / menneskenes færden og liv, (…) magter, jeg tigger i pine, / giv mig lys for mit virke, / magter, lad mig ikke dø unyttigt, / mægtige, brænd eders mærke / dybt ind i mit vaklende sind –”
”bøn”, s. 21.

I sommeren 1935 indtraf noget afgørende for Munch-Petersen, da han i idylliske Gudhjem på Bornholm mødte keramikeren Lisbeth Hjorth og forelskede sig. Over to år skrev han ”nitten digte” (1937), og samlingens tone er ligeledes idyllisk og fyldt med berusende og sanselig fryd.

I digtet ”pynten” beskrives havet, bølger og solnedgang med en rolig og dvælende tone, som ikke er set før i digtningen, og samtidig anes en følelse af afmagt i digtet ”bøn”. Perceptionerne sker – om end sanseligt – så ikke så indforstået subjektivt som tidligere, og på den vis er ”nitten digte” den nemmeste fattelige og smukkeste af alle digtsamlingerne. Skønheden ligger i de på samme tid rolige og vibrerende naturbeskrivelser, iagttagelser af liv og så den kontrast, der alligevel gemmer sig under overfladen. For hvordan kunne han fortsætte et idyllisk og stilfærdigt liv og producere ligeledes idyllisk poesi, når verden omkring ham rasede, og hans idealer gav, at kunst og dets drømme skal udleves og ikke blot forblive tanker og nedskreven poesi?

Stærkest står ”bøn”s næsten tryglende formulering ”lad mig ikke dø unyttigt” – ikke bare som uhyggelig forudanelse om Munch-Petersens skæbne, men som indikator for, hvor stor betydning denne indre uro har haft. Angsten for ikke at efterlade sig spor bekendes, og selve det at skabe lyrik er ikke tilstrækkeligt. Dermed er det tidligere formål forsvundet, men har blot efterladt et vaklende og tvivlende tomrum.

”nitten digte” har været altafgørende for Munch-Petersens skæbne. At se så formfuldendte digte blive til, mens kaos herskede i den internationale politiske verden, og han selv levede trygt med sin familie på Bornholm, har været for meget for digteren. Han opgav det hele og ofrede ikke bare sig selv, men i sidste ende også sin families trygge liv.

Genrer og tematikker

Nogle forfatterskaber synes at udfolde sig ved en læsning på teksternes egne præmisser løsrevet fra forfatterens øvrige liv – eller som en del af en litterær strømning. Andre forfatterskaber synes først at åbne op for dets virkelige litterære klangbund, idet man sideløbende læser forfatterens liv med og ind i forfatterskabet i en såkaldt biografisk læsning. Munch-Petersens liv og kunst var sammensmeltede i en sådan grad, at den konsekvente brug af udelukkende små bogstaver (og andre sproglige regelbrud som anvendelsen af tankestreg i stedet for punktummer) ligeledes gjorde sig gældende i måden, han skrev sit eget navn på. Nogle litterater har derfor udelukkende anvendt små bogstaver i omtaler og analyser af forfatterens digte og i omtaler af ham, og i portrættet her anvendes små bogstaver, når der refereres til digtsamlinger og titler.

To af Munch-Petersens posthume digtsamlinger, ”black god’s stone” (1959) og ”solen finns” (1959), betegner digterens overordnede skrivestil og –udvikling. Den engelske samling er formentlig en af forfatterens mest surrealistiske tekstsamlinger, og den er skrevet under ophold i Värmland i Sverige i slutningen af 1934 og begyndelsen af 1935 samtidig med en flittig produktion af malerier. Den forholdsvise optimisme, man kunne spore i ”mod jerusalem” er de fleste steder forsvundet i ”black god’s stone”. Snarere præger tvivl, skepsis og rådvildhed digtene og det surrealistiske projekt, og den fællesskabsfølelse og mulighed for revolution, der tidligere fandtes, er forsvundet. ”solen finns” er skrevet umiddelbart efter på det svenske modersmål, men er ikke sprogligt eksperimenterende og kan læses som et udtryk for, at forfatteren definitivt har forladt surrealismen. Tonen er vemodig og stemningen statisk. Drømmen om at vise menneskene vejen til en bedre verden syntes uendelig fjern, og dermed har hele formålet med surrealismen virket som en utopi.

Forfatterskabet svingede med andre ord mellem komplekse fantasiudladninger og en mere realistisk orienteret og konkret litterær verden, og gennem størstedelen af sit forfatterskab sprængte og saboterede digteren enhver æstetisk normativitet, genreopfattelser og regler. Han ville ændre ikke bare sproget og litteraturen, han ville ændre verden.

Som maler var Munch-Petersen præget af et primitivistisk formsprog og fremstillede usædvanlige og fremmedartede motiver i stærke og klare farver. Ofte lignede hans kompositioner motiver fra drømme – ligesom hans digte gjorde det. Malerierne er symbolske, og oftest ses (nøgne) mennesker i seksuelle stillinger, figurer, natur og eksotiske dyr.

Litteraten Torben Brostrøm har formuleret det: ”Hans digte er oplevelse, ikke tænkning eller konstruktion.” (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967). Med andre ord: Sansninger og subjektiv billedskabelse er i høj grad et afgørende greb hos Munch-Petersen, der udviklede sin poesi sideløbende med, at han udviklede og måske forsøgte at forstå sig selv. I inddragelsen af biografisk materiale kan man forsøge og måske siden hen lykkes med at lirke de kompakte og mættede digte, der var Gustaf Munch-Petersens ypperste, op. Gustaf Munch-Petersens kunst omfatter ikke blot hans produktion, men hele hans liv. I et brev fra Grønland giver han indirekte sin egen definition af, hvad en kunstner er: ”hvis jeg nogensinde ”laver” noget mere af det man tillægger ell. frakender navnet ”kunst”, bliver det vist i en for mig helt ukendt form, maaske den form, som hedder praksis, vist den vanskeligste maade, der findes, at realisere mine tanker” (Troels Andersen, Lars Kærulf Møller og Lene Sørensen: Gustaf Munch-Petersen. 2000).

Med andre ord synes digteren at nære et håb om ikke bare at kunne udtænke kunst, men føre de tanker ud i virkeligheden i en vanskelig, men nødvendig realisation.

 

Beslægtede forfatterskaber

Litteraten Torben Brostrøm anser Gustaf Munch-Petersens symbolisme som begyndelsen på den litterære modernisme i Danmark, og hans litteratur må derfor forstås i et internationalt og ikke dansk litteraturhistorisk perspektiv (Flemming Harrits: Stedord – gustaf munch-petersen: Digte. Læsninger i Dansk Litteratur III. 1997). Selv skulle han fuldkomment have afvist al dansk litteratur (Troels Andersen, Lars Kærulf Møller og Lene Sørensen: Gustaf Munch-Petersen. 2000). Især Edith Södergrans ekspressionisme, Elmer Diktonius’ revolutionære vitalitet, Artur Lundkvists surrealisme, Harry Martinsons primitivisme og andre figurer fra den tidlige, nordiske modernisme har ligheder med Munch-Petersens forfatterskab.

Inden for danske grænser er Gustaf Munch-Petersen mest beslægtet med den kunstnergruppe, der var omkring surrealismen – og tidsskriftet ”linien”. I starten af 1934 startede han det surrealistiske tidsskrift sammen med billedkunstnerne Ejler Bille, Richard Mortensen og Vilhelm Bjerke-Petersen. Selv tog han sig ikke af det organisatoriske, men udgav flere tekster i tidsskriftet – deriblandt et manifest, hvor kunstnerens rolle i samfundet blev præciseret og titeldigtet fra ”det underste land” (1933), der blev et slags kunstpolitisk programdigt for surrealisterne. Digtet slutter med en kunstnerisk fællesskabsfølelse: ”overalt kan i se dem / vandrende / elskende / grædende – / deres ansigter er lukkede, / og paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land –” (”Udvalgte Digte”, s. 40-41.)

”Linien” var delt i en gruppe, der mente, at surrealismen var en kunstretning og hvor kunsten var et mål i sig selv. En anden gruppering mente, at det surrealistiske var en livsretning, og at kunsten derfor var et middel. Til første gruppe tilhørte Ejler Bille og Richard Mortensen, mens Vilhelm Bjerke Petersen og i første omgang Gustaf Munch-Petersen var af den anden overbevisning. I efteråret 1934 brød de to grupperinger offentligt, selvom Munch-Petersen siden hen skiftede holdning og mente, at surrealismens mål var kunsten.

Mens han levede, opnåede Munch-Petersen hverken som digter eller billedkunstner nogen egentlig anerkendelse. Tværtimod skrev Ekstra Bladet i en anmeldelse af Gustaf Munch-Petersen: ”digtene vidner tydeligt nok om, at manden er sindssyg – på uigenkaldeligt sidste stadium” (Ole Knudsen: Gustaf Munch-Petersen. Litteratursiden.dk) og ”hans kæphest er at skrive åndssvage digte med lutter små bogstaver. Et talentløst pattebarn, der behager sig i perversiteter” (Jens Andersen: Nøgenhedens tabte legionær. Berlingske Tidende, 2004-03-08).

Anderledes er det gået siden. Titeldigtet fra ”det underste land” blev i 2006 optaget i Kulturkanonen, og allerede ved udgivelsen af ”Udvalgte digte” i 1938 begyndte han at sælge langt bedre end tidligere. Formentlig med den voksende myte omkring hans død som katalysator.

 

Bibliografi

Digtsamlinger

Munch-Petersen, Gustaf:
det nøgne menneske. Nyt Nordisk Forlag, 1932.
Munch-Petersen, Gustaf:
det underste land. Nyt Nordisk Forlag, 1933.
Munch-Petersen, Gustaf:
mod jerusalem. Funkis Forlag, 1934.
Munch-Petersen, Gustaf:
nitten digte. Gyldendal, 1937.
Munch-Petersen, Gustaf:
Udvalgte digte. Gyldendal, 1938.
Munch-Petersen, Gustaf (red. Torben Brostrøm):
Samlede skrifter. Borgens Forlag, 1959.
Munch-Petersen, Gustaf:
Malerier og digte. Sohn, 2008.
Munch-Petersen, Gustaf:
Samlede digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2010.

Roman

Munch-Petersen, Gustaf:
simon begynder. Nyt Nordisk Forlag, 1933.

Om forfatterskabet

Originalkilder

Arkiv for Dansk Litteratur.

Artikler

Ukendt forfatter:
En Munch-Petersen til – og heller ikke kedelig. Ekstra Bladet (via Sentura), 1933-09-25.
Trisse Gejl:
Den forsvundne far var et godt kort i baghånden. Information, 2007-07-20.
Rifbjerg, Klaus:
Den ubesindige død. Politiken, 2008-03-29.
Bjørnkjær, Kristen:
Digteren, der ikke vil dø. Information, 2008-04-15.
Liedecke, Anne Mette:
Munch-Petersen, Gustaf: Det underste land. Litteratursiden, 2008-09-03.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gustaf Munch-Petersen

Kilder citeret i portrættet

Bøger

Brostrøm, Torben:
Introduktion. Samlede skrifter. Borgens Forlag, 1967.
Harrits, Flemming:
Stedord – gustaf munch-petersen: Digte. Læsninger i Dansk Litteratur III. Odense Universitetsforlag, 1997.
Andersen, Troels, Lars Kærulf Møller og Lene Sørensen:
Gustaf Munch-Petersen. Bornholms Kunstmuseum – Silkeborg Museum, 2000.
Andersen, Jens:
Nøgenhedens tabte legionær. Berlingske Tidende, 2004-03-08.
Sohn, Ole:
Gustaf Munch-Petersen – og Den spanske Borgerkrig. Sohns Forlag, 2007.

Netkilder

Knudsen, Ole:
Gustaf Munch-Petersen. Litteratursiden, 2009-03-02.