Beslægtede forfatterskaber

Litteraten Torben Brostrøm anser Gustaf Munch-Petersens symbolisme som begyndelsen på den litterære modernisme i Danmark, og hans litteratur må derfor forstås i et internationalt og ikke dansk litteraturhistorisk perspektiv (Flemming Harrits: Stedord – gustaf munch-petersen: Digte. Læsninger i Dansk Litteratur III. 1997). Selv skulle han fuldkomment have afvist al dansk litteratur (Troels Andersen, Lars Kærulf Møller og Lene Sørensen: Gustaf Munch-Petersen. 2000). Især Edith Södergrans ekspressionisme, Elmer Diktonius’ revolutionære vitalitet, Artur Lundkvists surrealisme, Harry Martinsons primitivisme og andre figurer fra den tidlige, nordiske modernisme har ligheder med Munch-Petersens forfatterskab.

Inden for danske grænser er Gustaf Munch-Petersen mest beslægtet med den kunstnergruppe, der var omkring surrealismen – og tidsskriftet ”linien”. I starten af 1934 startede han det surrealistiske tidsskrift sammen med billedkunstnerne Ejler Bille, Richard Mortensen og Vilhelm Bjerke-Petersen. Selv tog han sig ikke af det organisatoriske, men udgav flere tekster i tidsskriftet – deriblandt et manifest, hvor kunstnerens rolle i samfundet blev præciseret og titeldigtet fra ”det underste land” (1933), der blev et slags kunstpolitisk programdigt for surrealisterne. Digtet slutter med en kunstnerisk fællesskabsfølelse: ”overalt kan i se dem / vandrende / elskende / grædende – / deres ansigter er lukkede, / og paa indersiden af deres sjæle sidder jord / fra det underste land –” (”Udvalgte Digte”, s. 40-41.)

”Linien” var delt i en gruppe, der mente, at surrealismen var en kunstretning og hvor kunsten var et mål i sig selv. En anden gruppering mente, at det surrealistiske var en livsretning, og at kunsten derfor var et middel. Til første gruppe tilhørte Ejler Bille og Richard Mortensen, mens Vilhelm Bjerke Petersen og i første omgang Gustaf Munch-Petersen var af den anden overbevisning. I efteråret 1934 brød de to grupperinger offentligt, selvom Munch-Petersen siden hen skiftede holdning og mente, at surrealismens mål var kunsten.

Mens han levede, opnåede Munch-Petersen hverken som digter eller billedkunstner nogen egentlig anerkendelse. Tværtimod skrev Ekstra Bladet i en anmeldelse af Gustaf Munch-Petersen: ”digtene vidner tydeligt nok om, at manden er sindssyg – på uigenkaldeligt sidste stadium” (Ole Knudsen: Gustaf Munch-Petersen. Litteratursiden.dk) og ”hans kæphest er at skrive åndssvage digte med lutter små bogstaver. Et talentløst pattebarn, der behager sig i perversiteter” (Jens Andersen: Nøgenhedens tabte legionær. Berlingske Tidende, 2004-03-08).

Anderledes er det gået siden. Titeldigtet fra ”det underste land” blev i 2006 optaget i Kulturkanonen, og allerede ved udgivelsen af ”Udvalgte digte” i 1938 begyndte han at sælge langt bedre end tidligere. Formentlig med den voksende myte omkring hans død som katalysator.