Det kan være svært at finde et sidestykke til Kaj Munks firedelte virke som samfundsdebattør, digter, dramatiker og præst.
I sin egen tid var han i stadig, men ulige, konkurrence med dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), der dog var langt mere folkelig i stilen med stykker om bl.a. den lille funktionær Larsen. Kulturskribenten og politikeren Arne Sørensen (1906-1978), der i 1936 stiftede partiet Dansk Samling – som var det eneste parti, Kaj Munk identificerede sig med, og det endda kun ved et enkelt valg – byggede sin politik på et kristentsocialt grundlag og afviste såvel liberalismen som den kommunistiske og nazistiske totalitarisme. De var glødende modstandere af samarbejdspolitikken, og i den henseende er der mange ligheder mellem Arne Sørensen og Kaj Munk.
Præsten og salmedigteren K.L. Aastrup (1899-1980) havde – trods et stormfuldt og senere næsten fjendsk forhold til nabopræsten Kaj Munk – også mange ligheder med Munk. Hvor Kaj Munk brugte prædikener, debatindlæg og skuespil til at give udtryk for sine holdninger mod besættelsesmagten, så havde Aastrup forbindelser til det illegale arbejde under den tyske besættelse og måtte grundet det flygte til Sverige i 1944. Efter Kaj Munks død skrev K.L. Aastrup digtet ”Saa skød de Munk”, der udkom i digtsamlingen ”Salmer. Tredie Samling” i 1945. Deres store forskellighed bestod i deres tilgang til det teologiske; mens K.L. Aastrup rent teologisk var fascineret af gruppen omkring det lutherske og mere fundamentalistiske blad Tidehverv, så var Kaj Munk udogmatisk.
I Kaj Munks eftertid har debatten om hans standpunkter floreret, om end hans betydning aldrig har været til debat. Ligesom den indflydelsesrige, tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) – der af hans egen, antisemitiske søster i sit eftermæle blev sat i forbindelse med den nationalsocialistiske ideologi – er Kaj Munks eftermæle og betydning blevet så omdiskuteret, at de forskellige fortolkninger af hans forfatterskab næsten virker modsigende.