Gennem Kaj Munks korte liv løb to spor stærkest, nemlig en optagethed af politiske spørgsmål og af troens spørgsmål. Hvor Kaj Munk ikke nødvendigvis troede på demokratiet, så var hans tro på Gud stærk, og Kaj Munk havde sin Gud med i alt. Det var hans elskede plejemor, der opfordrede ham til at læse teologi, men allerede som barn var han dybt troende, og det kristne livssyn gennemsyrede både dramatik og lyrik.
Især ”Ordet”s tematik er åbenlyst kristent, og det er samtidig det stykke, der stod hans hjerte nærmest. Ved skuespillets opførelse i Oslo udtalte Kaj Munk: ”Stykket har ogsaa et andet Bud end det kunstneriske – et religiøst Bud: Du ængstelige, svage Menneske, du har Lov til at bede til Gud” (Søren Lodberg Hvas: Kaj Munk: Ordet – set i et teologisk perspektiv. Nyt Nordisk Forlag, 2014).
Kaj Munk var optaget af sin samtid, og som sådan fulgte hans egen politiske holdning verdens udvikling. Som mange andre var han i begyndelsen af 1930’erne frustreret over Første Verdenskrigs eftervirkninger med høj arbejdsløshed og generelt politisk kaos, og de store ledere Adolf Hitler og Benito Mussolini dannede handlekraftige opponenter til den resultatløse ståen-i-stampe, der ellers herskede i Europa. Som sådan var Kaj Munks livsopfattelse uideologisk og udogmatisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier og troede dermed ikke på, at man kunne leve efter et fastlåst verdenssyn. Kaj Munk var også imod den begyndende amerikanisering i Danmark og befolkningens bevægelse fra landet til byerne, og lige fra de første skuespil var der en politisk tematik; om end dens udsigelse ændrede sig drastisk undervejs i Kaj Munks forfatterskab.
I en kronik fra 1938 fandt Kaj Munk det ”(…) umuligt andet end at prise det Hitlerske Styre for Klogskab over Klogskab.” (Søren Schou: På den yderste højrefløj. Den store danske), og dramaet ”En idealist” er formentlig skrevet om Mussolini. Med teaterstykkerne ”Sejren” (1936) og ”Han sidder ved Smeltediglen” skete der imidlertid et skift i Kaj Munks fascination af nazismen og fascismen. Ligesom omverdenen fik Kaj Munk øjnene op for jødeforfølgelsen og Mussolinis diktatur og invasioner, og fra da af var Kaj Munk glødende anti-nazistisk. Kaj Munks kritik af den tyske besættelsesmagt fortsatte i det offentlige rum, og i 1943 fik han af Werner Best, tyskernes øverstbefalende i Danmark, forbud mod at skrive bøger. Teaterstykket ”Niels Ebbesen” fra 1942 var allerede blevet forbudt lige efter første udgivelse, men det blev til stadighed omdelt illegalt, og Kaj Munk var næsten hver dag ude og læse op fra det rundt om i landet.
En måned før sin død holdt Kaj Munk en prædiken i Københavns Domkirke. Her sagde han: ”Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.” (Henning Nørhøj: Kaj Munk (1898-1944) Kristendom.dk, 2008-08-25). Selv endte han sit liv som offer for overmagten, men med sin tro og overbevisning intakt.