Han sidder ved Smeltediglen

Citat
”Aah, disse Jøder! Pestbaciller omkring os! Jeg aabner min Pung for at købe mig Føde, der sidder en Jøde i den. Jeg gaar til min Seng for at finde Hvile, en Jøde har skjult sig i den. Selv i mit Hjerte, mit tyske Hjerte, sidder, uudryddelig, Jøden.”
”Han sidder ved Smeltediglen”, s. 45.

Hvor ”Ordet” beskæftigede sig med Kaj Munks trosmæssige overvejelser, så er dramaet ”Han sidder ved Smeltediglen” (1938) i høj grad et opgør med Kaj Munks tidligere fascination af fascismens og nazismens store ledere. Stykket skrev Kaj Munk i Paris og Berlin i januar 1938, og det havde allerede urpremiere i april i Oslo og dansk premiere i august samme år.

Om den lidt mystiske titel skrev Kaj Munk i programmet til teaterpremieren: ”Jorden er Smeltedigelen, og den kristne Gud saa stor, at han lader Guden i Helvede skovle Kul paa ’under Guds Smeltedigel’” (Per Stig Møller: Opslag i Dansk Forfatterleksikon. Rosinante, 2001). Med ’guden i helvede’ mente Kaj Munk nazismen og forsøgte dermed at skabe et billede af den glødende nazistbevægelse som én, der forsøgte at konformere jordens forskellighed og smelte den sammen til en race; den ariske.

”Han sidder ved Smeltediglen” handler i store træk om den lidt excentriske, tyske arkæologiprofessor Mensch og udviklingen af hans forhold til arkæologassistenten frøken Schmidt, der hen imod slutningen af stykket afslører sig selv som værende af jødisk afstamning. Vi følger professor Menschs udvikling fra at tale den nazistiske kollega Dorn efter munden og nære antipati mod jøderne til at forelske sig i den jødiske frøken Schmidt og knuse et vigtigt arkæologisk fund for at redde sig selv og sin elskede.

Dramaet er i høj grad en iscenesættelse af Kaj Munks egen bevægelse hen imod at tage stærk afstand fra nazismens åndelige påvirkning og menneskelige overgreb og et lysende eksempel på Kaj Munks egen anti-ideologiske holdning, hvor sandheden må vige fra det, der i sidste ende er vigtigst; kærligheden.

Som med så mange andre af sine teaterstykker var Kaj Munk selv ude og læse op fra ”Han sidder ved Smeltediglen” rundt om i Danmark. Den 30. november 1938 læste Kaj Munk dermed op for arbejdsløse i K.B. Hallen, hvor der kom omkring 4.000 tilhørere, og indtægterne gik til Kirkens Korshærs arbejde for de arbejdsløse. Gennem oplæsningerne for ikke bare intellektuelle – men også den almene dansker – forsøgte Kaj Munk at bremse antisemitismen dér, hvor man kunne frygte, den kunne få fat: blandt arbejdsløse, frustrerede danskere, der ledte efter en leder og en vej ud af den forkrøblende arbejdsløshed.