Sidste Digte – Den skæbne ej til os

Efter sin død blev Kaj Munks tekster endnu mere populære, og med den posthume digtsamling ”Sidste Digte – Den skæbne ej til os” (1946) slog digterpræsten for alvor igennem i offentligheden. Det var især i kraft af digtet ”Den Blaa Anemone”, der i 1945 blev sat til musik af Egil Harder, men først i 2006 optaget i Højskolesangbogen efter utallige opfordringer.

Digtet skrev Kaj Munk formentlig i det tidlige forår 1943 ved synet af den vestjyske præstegårds første forårsblomster, og i julen 1943 lod han digtet trykke i 300 eksemplarer. Det brugte Kaj Munk som julehilsen til venner og bekendte, og dets første linjer med det næsten mistroiske spørgsmål ”Hvad var det dog, der skete?” fortsætter på sin vis Kaj Munks tidligere beskæftigelse med miraklet. Det er imidlertid ikke bare en botanisk mirakelfortælling om en lille, blå anemones rejse fra Lollands fede muld til Vestjyllands barske klima, digtet handler om. Da Kaj Munk skrev digtet i 1943, var Danmark besat, og den lille blomsts mirakuløse overlevelse i en fjendsk zone var en slet skjult bemærkning om den danske mentalitets spirende modstandskraft. ”Den Blaa Anemone” handler om at være i fortvivlet og sorgfuld krise over tingenes tilstand og alligevel kunne få øje på lyset og på det spirende håb, der findes i livskraften.

De øvrige digte i ”Sidste Digte – Den Skæbne ej til os” er som ”Den Blaa Anemone” opfordringer til at tro på, at det gode vil sejre. Nogle mere billedlige med især naturmetaforer, der skal illustrere danskernes kraft og vilje, andre direkte henvendelser til ministre og kommentarer til danske, navngivne politikere og tanker om ”Brittens Dygtighed”. ”Sidste Digte – Den skæbne ej til os” er i høj grad en digtsamling af sin tid og er stærkt præget af besættelsesmagtens påvirkning på danskerne.