Baggrund

Citat
”Hun var selv ude om det, fordi hun er, som hun er. Men hun kan ikke selv gøre for det. Hun kan ikke lave sig selv om og gøre sig til en anden. Hun er ikke en sød og kvik og sjov lille pige. Hun er Anne, og hun er et dumt, ækelt, svinsk uhyre. Man kan kun være, hvad man nu engang er.”

”Sommerbarn”, s. 295.

Kirsten Myers er født i 1957 og er opvokset i Sydøstjylland. Hun er uddannet bibliotekar. Myers har de seneste 20 år boet i USA og bor i dag sammen med sin amerikanske mand i Pennsylvania.

”Sommerbarn” er Kirsten Myers’ debutroman. I et interview i Politiken (Tine Marie Winther: Debutant afliver Morten Korch med en ond fortælling om livet på landet. Politiken, 2013-07-16), fortæller hun, at debutromanen blot var et hobbyprojekt, der tog sin begyndelse, fordi Myers frygtede, at hun var ved at glemme de danske ordstillinger. Langsomt samlede noterne sig til en roman, som Kirsten Myers ikke havde forestillet sig skulle udgives. Alligevel endte hun med at sende sit manus til Gyldendal, og her var man ikke i tvivl om, at romanen skulle udgives.

Sproget i romanen stammer fra Kirsten Myers’ egen jyske opvækst i 1960’erne, hvor der blev brugt udtryk som ”knyg på” og ”slædede”, fortæller Myers til Politiken. I det samme interview bliver Myers stillet spørgsmålet om, hvor meget af historien i debutromanen er fiktion og hvor meget der er virkelighed. Hertil svarer hun: ”Det begyndte vel ikke som fiktion – mere som erindringer, jeg prøvede at beskrive min barndoms hønsegård, svineslagtninger, skolegård osv. Og efterhånden voksede personer og handlinger og problemer til noget større. I anden forbindelse faldt jeg over emnet ’søskendevold’, som jeg synes var et rigtigt godt emne at behandle” (Tine Marie Winther: Debutant afliver Morten Korch med en ond fortælling om livet på landet. Politiken, 2013-07-16).

Hun fortsætter senere i interviewet: ”Det er ikke muligt at skrive om et barn uden at bruge visse dele af sin egen barndom. Men de elementer, der er, er sat på spidsen, tonet ned, op, til siden … Men ja, jeg fik en del søskendetæsk som barn, og selvfølgelig har jeg brugt de følelser som grundlag for nogle af bogens beskrivelser”. I interviewet fortæller Myers også, at hun ser det som selvfølgelighed, at hun som forfatter bruger af hovedstolen. For gør man ikke det, er man for forsigtig, mener hun.

Kirsten Myers har bevidst valgt ikke at optræde med et klassisk forfatterfoto på romanens omslag. I stedet har hun valgt at bruge et gammelt billede af sig selv på forsiden, hvor Myers ses som barn i landlige omgivelser.