Beslægtede forfatterskaber

I Erling Jepsens ”Kunsten at græde i kor” (2002) befinder vi os også i 1960’ernes Jylland, og ligesom i ”Sommerbarn” er der tale om en fortælling, hvor vi oplever en dysfunktionel familie set gennem barnets øjne. Ligesom Anne er den 11-årige dreng i ”Kunsten at græde i kor” det, man kalder et oversamarbejdende barn, et barn der vil gøre alt for at gøre sin familie glad. Både Anne og drengen fra ”Kunsten at græde i kor” søger deres forældres anerkendelse, men får den ikke.  

En anden forfatter, der behandler den dysfunktionelle familie fra barnets perspektiv, er Suzanne Brøgger i romanen ”Til T” (2013). Ligesom i ”Sommerbarn” finder vi også her en mor, der ikke magter moderrollen og en far der er fraværende. 

Årsagen til, at Annes far er fraværende, skyldes blandet andet hans alkoholforbrug. Også i romaner som Jens Blendstrups ”Gud taler ud” (2004) og Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2010) lever børnene med en alkoholiseret far, men modsat ”Sommerbarn” er fædrene i disse romaner meget dominerende.

”Sommerbarn” er en af de romaner, hvor det er vanskeligt at gennemskue, hvornår der er tale om fiktion, og hvornår der er tale om en biografisk fortælling. En sådan genre kaldes for ’autofiktion’. De to ovennævnte romaner af Jepsen og Knausgård falder også under denne genre, det samme gør bl.a. Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden” (2006) og Peter Høegs ”De måske egnede” (1993).