Som tredje del af sin årstidstetralogi udgav Karl Ove Knausgård i 2016 ”Om våren” (”Om foråret”, 2016), der fjerner sig fra det hidtidige format med encyklopædiske opslag og dagbogsnotater. Dette romanlignende værk er delt op i tre afsnit og en epilog og former sig mere direkte som en henvendelse til datteren. Rammen for bogen er en enkelt dag i datterens liv, fra de vågner, sender de store søskende i skole, drikker kaffe hos naboen og kører mod Helsingborg, hvor pigens mor er indlagt med en depression. I løbet af den udførlige gennemgang af dagen stikker fortælleren af i erindringer fra sin opvækst samt fra sit voksne familieliv og refleksioner over abstrakte temaer som personlighed og kærlighed. En længere sekvens om tilknytning og selvmord leder frem til far og datters besøg hos moderen på hospitalet.
Centralt og meget bevægende i romanen er netop forløbet omkring datterens mor og den psykiske sygdom, der tager magten fra hende. Hendes selvmordsforsøg under graviditeten og indlæggelse efter barnets fødsel er beskrevet detaljeret og følelsesladet, og fordi det er fortalt til det lille barn – som uvidende er en del af det – fremstår det ekstra voldsomt.
52523575
Bogen er en intens kærlighedserklæring skrevet af en fader i sine følelsers vold, helt magtesløs over for den fuldkomne hengivenhed og betingelsesløshed, han føler over for sin intetanende datter. Den er en besyngelse af kærligheden og en påmindelse om, at døden hele tiden er i nærheden af livet, som der står, og i denne roman tvindes de to poler sammen – fra ufødt til levende barn, fra uskyldens lys til depressionens mørke.
I og med det dobbelte blik på barndommen – fortælleren ser på sin datters barndom i lyset af sin egen – dukker forskellige spørgsmål op: Hvad tager man med sig fra sin barndom? Måske bliver man voksen, inden man opdager, at det er barndommens forestillinger om verdens indretning, der stadig gør sig gældende? Hvad vil det sige at være voksen og hvordan bliver man sig selv?
Bogen er illustreret af malerier af den svenske billedkunstner Anna Bjerger, der maler ud fra fundne, anonyme fotografier. En praksis, Karl Ove Knausgård i øvrigt undersøger og udfolder i ”Så meget længsel på så lille en flade”.