Brandhaner, sukker, jeget, bål, livsfølelse, fisk, støvler, vatpinde, forsvindingspunkt, vandaber, tøjdyr, kulde, fyrværkeri og månen er nogle af kapiteloverskrifterne i andet bind af Karl Ove Knausgårds encyklopædi til en ufødt datter, ”Om vinteren” fra 2015 (”Om vinteren”, 2016).
Dette bind har illustrationer af den svenske kunstner Lars Lerin, men ligner ellers i form og indhold ”Om efteråret”. En far tegner verden op for den kommende generation; verden, der består af de mindste og mest simple begreber og samtidig af de største og mest svimlende formater. Der er langt fra et blødt tøjdyr til et begreb som kulde, men i et almindeligt liv vil alle stifte bekendtskab med begge og have et indgående, sanseligt og næsten ordløst forhold til dem.
52208483
Nogle ting har ikke værdi i sig selv, men i kraft af deres egenskaber, som f.eks. de støvler, den unge Karl Ove arver fra sin storebror: tyndslidte, grå og triste, men perfekte til at glide ekstremt hurtigt ned ad en snedækket bakke: ”Det er den eneste gang jeg har opnået alt hvad jeg drømte om” (s. 189). Registreringer af sne, kulde og vinterlyde fylder meget i bogen, og der er et kapitel om både ’sne’ og ’den første sne’. Hvor ’sne’ er et fysisk fænomen, der kan dissekeres i krystaller og er til i verden i egen ret, handler ’den første sne’ om forventninger, om kulturskabte vinterforestillinger og er til i forhold til mennesker i verden.
At menneskets oplevelser i dagligdagens situationer er indlejret i historie og kulturarv skinner igennem, da fortælleren en dag væmmes ved tanken om at spise hanekød. For at finde en mulig forklaring på ubehaget må han lede i litteraturen, hvor han først finder en hane i et digt af Olav H. Hauge og dernæst en underjordisk hane i ”Vølvens Spådom”. Denne kobling mellem konkret, sanset hverdagsliv og æstetisk, kulturelt betinget arv og intellektuel bevidsthed er tæt og tyk og fundament for såvel denne encyklopædi som for forfatterskabet.
Midt i bogen, i et af tre ”Brev til en ufødt datter”, kommer datteren til verden, og tekstens modtager manifesterer sig som en for tidligt født lilla klump, og endelig kan jeg og du mødes: ”… og så trak du vejret, ikke uden smerte, går jeg ud fra, og verden strømmede ind i dig.” (s. 165).