Hvad stiller en skolelærer op, hvis det pludselig går op for ham, at han er forelsket i en af sine elever? Mange ville nok sige op eller vælge at konsultere en psykolog, men sådan gør hovedpersonen i ”Ute av verden” (”Ude af verden”, 2005) ikke. Han følger sin lyst og indleder en affære med en af sine 13-årige elever. Det er setuppet i Karl Ove Knausgårds debutroman fra 1998.
Den 26-årige lærer Henrik Vankel har fået et årsvikariat i en udørk i Nordnorge. Her oplever han et stærk begær efter de spinkle teenagepiger på skolen, hvilket fylder ham med skam. Alligevel giver han efter for følelserne og forfører pigen Miriam.
25919726
Affæren opdages af et par af byens børn, hvilket giver anledning til en række krumspring for at dække over udåden, men også til et dybt selvransagende, psykologisk portræt af Henriks opvækst i 1980'ernes Norge. Dog står det hele til sidst fast: Henrik er en fyr, som tager det, han vil have, også selvom han ved, det er grundlæggende forkert.
Det forbudte begær efter en skolepige giver naturligvis mindelser om Vladimir Nabokovs ”Lolita” fra 1955, der beskrev en voksen mands besættelse af en lille pige, mens også den kontroversielle norske forfatter Agner Mykle, der i sin tid blev sagsøgt for at skrive bøger med et påstået pornografisk indhold.
Romanen er fortalt i en vedkommende og selvudleverende jeg-form, som forstærker graden af identifikation hos læseren, og i Norge har de biografiske spekulationer omkring Knausgårds selvbiografiske bestseller ”Min kamp” også fået offentligheden til at interessere sig for Knausgårds egne erfaringer som lærervikar på en skole i Nordnorge. Korte passager er skrevet i en direkte henvendende du-form, en form som i høj grad aktiverer læserens identifikation.
”Ude af verden” indbragte Karl Ove Knausgård de norske kritikeres pris, som den eneste debutant nogensinde.