Mens Karl Ove Knausgård hovedsageligt lod første bind af ”Min kamp” koncentrere sig om ungdommen og det forkvaklede forhold til faderen, handler ”Min kamp 2” fra 2009 (”Min kamp 2”, 2010) hovedsageligt om livet som norsk middelklassefar og forfatter i Sverige.
At være far er ikke dans på roser for Knausgård. Trods gode stunder med sine tre børn er der tilbagevendende scener, hvor han kan mærke omgivelsernes blikke på sig selv og sine skrigende møgunger, når de endnu engang blamerer sig på gaden eller i skolen. Samtidig er der også drøje hug til storbyens dannede middelklasse, der fylder deres børn med fuldkornsbrød, brune ris og ”gulerodsslik” for at leve op til forestillingen om det perfekte, afbalancerede liv.
29529833
I ”Min kamp 2” er det Knausgårds syn på sin egen kernefamilie, der står for skud. Hverdagen er triviel, besværlig og fyldt med konflikter. Samtidig findes der et ulideligt sæt af uskrevne regler for, hvordan tingene skal foregå hos ”gode forældre”. Regler, som Knausgård både har svært ved at tolerere og leve op til.
Knausgård forsøger med vekslende held at passe sin forfattergerning midt i familielivet. Skrivningen er et rum, hvor hverdagen kommer på afstand og tilværelsen kan virke større.
Beskrivelserne af en middelklassefars drømme om noget større og mere sublimt minder om Søren Kierkegaards tanker om kampen mellem det etiske og æstetiske i os. På den ene side har vi en forpligtelse til at tage os af vores nærmeste og finde os i dagligdagens banaliteter (etikken), men på den anden side stræber mange efter noget stort og fantastisk, som dagligdagen ikke kan byde på (æstetikken). ”Min kamp 2” tematiserer udspændtheden mellem to yderpunkter som bleskift og forfattergerning. Måske er det vor tids udfordring at kombinere det sublime og banale.