Min kamp 3

Citat
”Det eneste jeg kan huske fra de første seks år af mit liv, og alt hvad der findes af billeder og genstande fra den tid, trækker jeg til mig, de udgør en vigtig del af min identitet, fylder ”jeg”-ets ellers tomme og mindeløse udkant med mening og kontinuitet.”
”Min kamp 3”, s. 15.

Tredje del af Karl Ove Knausgårds monstrøse selvportræt tager fat på barndommen i det norske Sørlandet, hvor han vokser op med sine forældre og sin bror.

Familien bosætter sig som en ægte kernefamilie på en idyllisk ø i 1969, og Karl Ove er kun et år gammel, da beretningen indledes. Derfor er indledningen i ”Min kamp 3” fra 2009 (”Min kamp 3”, 2011) skrevet i 3. person, hvilket adskiller sig fra resten af ”Min kamp”s meget bogstavelige selvbiografiske jeg-fortæller. Årsagen er naturligvis, at det simpelthen omhandler begivenheder, som Karl Ove Knausgård ikke har nogen erindring om, og man skal ikke længere end til side 12, før jeg-fortælleren igen sætter scenen og lader endnu et krast faderopgør udspille sig for læserens øjne.

29591199

Hvor første del af ”Min kamp” stillede skarpt på Karl Oves teenageår, er det her den tidligere barndom, der genskabes. Her udpensles det problematiske forhold til faderen, som i ”Min kamp 1” forblev lidt af et mysterium. Faderen går ikke af vejen for at straffe sine sønner fysisk, han håner dem og efterlader en indgroet modvilje i sine sønner.

I ”Min kamp 3” understreges også Karl Ove Knausgårds subjektive forhold til erindringen, og disse passager kan ses som et indlæg om den voldsomme debat, som ”Min kamp” har afstedkommet i især Norge. Knausgård skriver, at han ”bygger” sin barndom samt de mennesker og steder, der indgår i selvbiografien. Dermed peger Knausgård på ”Min kamp” som en konstrueret størrelse, noget genskabt, som ikke nødvendigvis er fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. Med disse metarefleksive brud på historien tager ”Min kamp” del i offentlighedens debat om sig selv. Det er i sandhed svært at snakke om et ”udenfor” og et ”indenfor” i Karl Ove Knausgårds kæmpeværk.