Karl Ove Knausgård har med ”Min kamp” skabt et slagkraftigt stykke samtidslitteratur, hvor han med sig selv som centrum behandler aktuelle problematikker omkring køn, det svære forhold til familiemedlemmer, om ikke at være perfekte forældre og drømmen om at skabe sig noget varigt.
Et andet vigtigt element i ”Min kamp” er at genoplive fortiden, hvor det handler om at genskabe eller genskrive barndommen. Det handler om gennem skriften at analysere sig frem til en forståelse af den verden, Knausgård er kommet ud af. Det handler simpelthen om at gengive verden fuldkommen realistisk, så kedelig og banal den måtte være, men med overvejelser, der kan kaste erkendelser af sig.
I ”Ude af verden” og ”Alting har sin tid” behandles klassiske temaer som synd, fristelse og skam, sat ind i en nutidig kontekst.
En af bevæggrundene for at skrive ”Min kamp” har været at gøre det private universelt. Netop ved at skrive så privat som muligt bliver teksten almengyldig og universel, fordi vi alle er ens og er forbundet af alt det, der gælder for alle mennesker: angsten for døden og seksualiteten, kærligheden, hverdagen. Der er et paradoks i, at det, der forener os allermest, ikke er noget, vi taler om. Om den litterære sammenskrivning af livets elementer siger Knausgård i et interview i Klassekampen: ”Jeg søger en helhed: Hvad er et liv? Så søger jeg alle elementerne i det. Romanen er næsten den eneste form, som lader os tænke disse spørgsmål uden at lave en syntese.” (Oss imellem. Klassekampen, 2011-12-27).
Knausgård strækker romangenren til det yderste ved at indskrive lange essays om bl.a. kunst og litteratur. Særlig ekstremt bliver dette i ”Min kamp 6”, hvor det knap 500 sider lange afsnit ”Navnet og tallet” blandt andet indeholder en 50 siders analyse af Celan-digtet ”Tætføring” og en analyse af Hitlers ungdomsår, som de er optegnet i selvbiografien ”Mein Kampf”. Essaystikken har fået sine egne udgivelser i bl.a. ”Sjælens Amerika” og ”I kyklopernes land”.
Den norske natur fylder meget i forfatterskabet. Der er beskrivelser af alle de landskaber, fortælleren bevæger sig i, og der er en stor opmærksomhed på lyset, havet og klipperne. Denne optagethed udfoldes i årstidstetralogien, hvor Knausgård i encyklopædiske opslag registrerer og analyserer farven på den frosne jord, piletræet, vinterhimlen osv. I Morgenstjernen-serien løfter det realistiske sig ind i det overnaturlige, ligesom det enstrengede fortællerperspektiv udvides til komplekse fortællekonstruktioner.
Selvom anslaget og temaet for ”Min kamp” og det øvrige forfatterskab er både tungt og alvorligt, gennemsyres romanerne af en opløftende humor. Knausgård omtaler i ”Min kamp 6” (s. 970) selv bind 2 som en komedie, og det selvudleverende element er gennem hele forfatterskabet komisk og skarpt turneret.