Karl Ove Knausgård nedbryder i ”Min kamp” grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det giver læseren en særligt autentisk læseoplevelse, som gør at man læser værket 1:1. Personer fra virkeligheden, som går igen som karakterer i det måske ikke så fiktive univers, er til gengæld blevet stødt over den måde, de fremstilles på. Der er altså en flydende grænse mellem den litterære fiktion og den virkelige verden hos Knausgård.
Knausgård nævner selv, at læsningen af dagbøgerne til Olav H. Hauge og Witold Gombrowicz inspirerede ham til at skrive løs om sit eget liv, og at dette forsøg på at udforske skismaet mellem levet liv og litteratur senere blev til 1. og 2. del af ”Min kamp”. I bind 6 skriver han: ”Mit litterære jeg var nok gombrowiczificeret, for hans dagbøger havde haft stor indflydelse på måden hvorpå jeg tænkte på identitet, socialitet og litteratur, men det var også larssonificeret, proustificeret, celinificeret, sandemosielt og udhamsuneret.” (s. 265). Det vil sige, at han vedkender slægtskab med den svenske digter Stig Larsson, de franske forfattere Marcel Proust og Louis-Ferdinand Celine, dansk-norske Aksel Sandemose og norske Knut Hamsun.
Denne sammenskrivning af liv og værk ses også hos en lang række andre forfattere. Blandt andre er kunstneren, som tidligere hed Claus Beck-Nielsen (nu Madame Nielsen), blevet hevet i retten af en figur fra romanen ”Suverænen” (2008). Forfatteren Knud Romer lagde sig også ud med personer fra erindringsværket ”Den som blinker er bange for døden” (2006).
Fænomenet er af litteraten Poul Behrendt blevet kaldt ”dobbeltkontrakten”, fordi læseren antageligt oplever noget virkeligt i mødet med skønlitteraturen. Begrebet om dobbeltkontrakten er relativt nyt, men den selvbiografiske nøgleroman er ikke et nyt fænomen. Gennem årene har forfattere som Suzanne Brøgger i romanen ”Creme Fraiche” (1978) udstillet sit privatliv, mens også den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980) nedbrød grænsen mellem fiktion og nonfiktion.
Selv fremhæver Karl Ove Knausgård den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922), der i sit kæmpeværk ”På sporet af den tabte tid” (1913-27) gennem erindringen genskabte sin barndom med alle sanselige detaljer, ”men”, siger Knausgård i et interview i Information, ”Prousts tekst er så gennemkomponeret, at hver sætning er en nydelse. Hans værk er ligesom et sted, man kan gå ind i, et rum. Og hans tekst er så rigt forgrenet, den følger for eksempel vejene til Swann, til Guermantes, som to af bindene hedder, jeg snubler bare fremad i et enkelt spor.” (Karen Syberg: ”Jeg har et voldsomt kontrolbehov, og jeg er narcissist”. Information, 2010-05-20.)
Som kunstnerroman om Knausgårds udvikling som forfatter kan ”Min kamp” på sin vis også give mindelser om den store norske forfatter Knut Hamsuns (dog langt mindre) roman ”Sult” fra 1890, som handler om en sultende ung forfatterspires glubende appetit på kunstnerisk anerkendelse.
Efterdønningerne af en forbrydelse, som behandles i ”Ude af verden” og ”Alting har en tid”, kan også kædes sammen med Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Her begår en ung mand et mord og oplever herefter en indre konflikt på baggrund af sin udåd.