I ungdomsromanen ”Ham” fra 2014 begynder 12-årige Kikki pludselig at opføre sig mærkeligt. Hun gemmer sig under skrivebordet på sit værelse, og hun begynder at mishandle dyr.
Uffe, der er Kikkis lillebror og bogens fortæller, er den eneste, hun indvier i sit nye univers. Ifølge Kikki er årsagen til hendes mærkelige opførsel, at der er en mand, som giver hende ordre til at mishandle dyrene. Hvis ikke hun gør, som han siger, straffer Han hende – blandt andet ved at sende strøm efter hende igennem stikkontakterne.
51051246
Uffe prøver at hjælpe Kikki ved at holde Ham hemmelig. Da forældrene helst vil overse alle faresignalerne, Kikki udviser, er det i første omgang let at holde på Kikkis historie. Men da et sødt pindsvin flytter ind i haven, og Uffe bliver bange for, at Kikki og Ham vil slå pindsvinet ihjel, fortæller Uffe sin mor om Ham.
Som om Uffe ikke har problemer nok derhjemme, bliver han også holdt udenfor af sine klassekammerater. Uffe er en nørdet type, der er lidenskabeligt interesseret i sten, og som insisterer på at have en lang hårtot i nakken. Den eneste, som er interesseret i at være sammen med Uffe, er klassens mest kiksede pige, og så vil Uffe hellere være fri for selskab.
Romanen tager tunge temaer op såsom psykisk sygdom, hvordan det er at være pårørende til en psykisk sårbar søskende, samt mobning. Da Uffes søster bliver ramt af en psykisk lidelse og bliver indlagt, mister han ikke bare sin søster, men på mange måder også sine forældre. Da forældrene ikke har det store følelsesmæssige overskud, er de ude af stand til at tage vare på hverken egne eller Uffes følelser. Imens spørgsmålene vokser sig større og større i Uffes hoved, er han stadig mere alene med dem, og det får fatale konsekvenser for den lille dreng.