Mette Eike Neerlin

Mette Eike Neerlin er født og opvokset i en lejlighed på Frederiksberg, men næsten hver weekend i sommerhalvåret blev tilbragt i mormoderens og morfaderens kolonihave. Som barn var hun lidt en nørd, der samlede på alverdens ting, og hun var bestemt heller ikke den første i klassen, der gav slip på barndommens univers. Som hun skriver i et mailinterview: ”Mine veninder og jeg legede længere end de ”sejeste” i klassen, kom senere i gang med fester, drenge og den slags.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, maj 2016).

Hun fortæller endvidere om sig selv: ”Jeg har altid været meget tænkende, drømmende, fantaserende – og med et vist behov for at lukke mig inde og være mig selv. Mit idol har altid været Pippi Langstrømpe. Jeg syntes, det var sejt, at hun boede helt alene og turde skille sig ud fra mængden på den måde. Måske fordi jeg også selv på sin vis følte mig lidt ved siden af.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, maj 2016).

Når Mette Eike Neerlin lukkede sig inde, lavede hun blandt andet historier, og et af de allerførste svar, hun gav på det obligatoriske spørgsmål: ’Nå, hvad vil du så være, når du bliver stor?’ var ’forfatter’. Ifølge moderen har Neerlin da også lavet historier lige siden dagplejen. Den gang kunne hun selvsagt ikke skrive, men forældrene stillede velvilligt op med pen og papir og skrev historierne ned.

I 1998 afsluttede Neerlin gymnasiet, og året efter startede hun på kinesisk på Københavns Universitet. Hun stoppede dog, inden det første år var omme, da hun var kørt sur i den megen udenadslære.

I 2002 kom hun ind på danskstudiet, hvilket hun sådan set var rigtig glad for, lige indtil hun i 2004 opdagede, at der fandtes en Forfatterskole for Børnelitteratur. Hun søgte ind og blev optaget samme år, og som hun selv beskriver det ”var det, som om, der var noget, der faldt på plads inden i mig. Jeg var omsider kommet på den helt rette hylde. Og siden da kunne jeg ikke vende tilbage til danskstudiet, selvom jeg forsøgte. Det andet fyldte for meget. Jeg valgte i stedet at prøve at skrive og arbejde deltid ved siden af. Og fik jo så også sideløbende et par børn.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview. Maj 2016).

I 2011 debuterede hun med ungdomsromanen ”I anden række”, og to år senere udkom billedbogen ”Historien om Ib Madsen”, som fik anmelderne til at juble af begejstring, mens hendes egen datter græd af skuffelse, da hun læste den, fordi hun syntes, den var så dårlig.

Mette Eike Neerlin bor i dag på Frederiksberg med sin kæreste og to børn – i samme lejlighed, som hun er opvokset i. Hun har netop sagt det deltidsjob op, hun siden 2006 har haft i et jobcenter, og vil nu forsøge sig med at skrive på fuld tid. 

Mette Eike Neerlins ungdomsroman ”Hest, hest, tiger, tiger” fra 2015 bliver fortalt af teenagepigen Honey, som er vant til at klare det meste. Forældrene er ikke sammen, faderen har et misbrugsproblem, og moderen arbejder fuld tid hos en skomager. Derfor må Honey ofte tage sig af sin hjerneskadede storesøster, Mikala, ligesom det ofte er Honey, der handler ind og laver aftensmad.

Som de fleste teenagere går Honey meget op i at passe ind. Måske går hun ekstra meget op i det, fordi hun har hareskår og dermed skiller sig ud udseendemæssigt, og fordi hendes familie har det med at være ’for meget’, som Honey siger.

51701763

I hvert fald er hun ekstremt god til at tilpasse sig – nogen gange endda så god, at hun kommer til at sige ting, der ikke passer. Hendes tilpasningsløgne får hende blandt andet til at deltage på et kinesiskkursus og til at besøge den kræftramte mand Marcel på et hospice.

Bekendtskabet med Marcel bliver skelsættende for Honey. Dels fordi det er hendes første møde med døden, og dels fordi Marcel i modsætning til Honeys familie har tid og overskud til at være noget for Honey. Honey og Marcel hjælper hinanden med at komme videre – Honey hjælper Marcel til en form for forsoning med sin datter, mens Marcel opfordrer Honey til at lytte lidt mere til sig selv og ikke bare være den, der altid tager ansvar for andre.

Romanens titel refererer til et ordsprog, Honey lærer på kinesiskkurset. ’Mama huhu’ – eller ’hest, hest, tiger, tiger’, som betyder, at det ikke er helt godt, men kunne være værre. Det må siges at være præcist rammende for Honeys situation. Selvom ”Hest, hest, tiger, tiger” på mange måder er en barsk historie, og Honeys situation ikke ligefrem er misundelsesværdig, så er romanen også fuld af sjove, skæve episoder og ikke mindst kærlighed. På deres egen ikke altid helt almindelige måde viser Honeys forældre nemlig, at de elsker hende højt og gerne vil være der for hende, og et lille kærlighedseventyr spirer ligefrem for Honey mod romanens slutning.