Mette Eike Neerlin

Mette Eike Neerlin er født og opvokset i en lejlighed på Frederiksberg, men næsten hver weekend i sommerhalvåret blev tilbragt i mormoderens og morfaderens kolonihave. Som barn var hun lidt en nørd, der samlede på alverdens ting, og hun var bestemt heller ikke den første i klassen, der gav slip på barndommens univers. Som hun skriver i et mailinterview: ”Mine veninder og jeg legede længere end de ”sejeste” i klassen, kom senere i gang med fester, drenge og den slags.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, maj 2016).

Hun fortæller endvidere om sig selv: ”Jeg har altid været meget tænkende, drømmende, fantaserende – og med et vist behov for at lukke mig inde og være mig selv. Mit idol har altid været Pippi Langstrømpe. Jeg syntes, det var sejt, at hun boede helt alene og turde skille sig ud fra mængden på den måde. Måske fordi jeg også selv på sin vis følte mig lidt ved siden af.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, maj 2016).

Når Mette Eike Neerlin lukkede sig inde, lavede hun blandt andet historier, og et af de allerførste svar, hun gav på det obligatoriske spørgsmål: ’Nå, hvad vil du så være, når du bliver stor?’ var ’forfatter’. Ifølge moderen har Neerlin da også lavet historier lige siden dagplejen. Den gang kunne hun selvsagt ikke skrive, men forældrene stillede velvilligt op med pen og papir og skrev historierne ned.

I 1998 afsluttede Neerlin gymnasiet, og året efter startede hun på kinesisk på Københavns Universitet. Hun stoppede dog, inden det første år var omme, da hun var kørt sur i den megen udenadslære.

I 2002 kom hun ind på danskstudiet, hvilket hun sådan set var rigtig glad for, lige indtil hun i 2004 opdagede, at der fandtes en Forfatterskole for Børnelitteratur. Hun søgte ind og blev optaget samme år, og som hun selv beskriver det ”var det, som om, der var noget, der faldt på plads inden i mig. Jeg var omsider kommet på den helt rette hylde. Og siden da kunne jeg ikke vende tilbage til danskstudiet, selvom jeg forsøgte. Det andet fyldte for meget. Jeg valgte i stedet at prøve at skrive og arbejde deltid ved siden af. Og fik jo så også sideløbende et par børn.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview. Maj 2016).

I 2011 debuterede hun med ungdomsromanen ”I anden række”, og to år senere udkom billedbogen ”Historien om Ib Madsen”, som fik anmelderne til at juble af begejstring, mens hendes egen datter græd af skuffelse, da hun læste den, fordi hun syntes, den var så dårlig.

Mette Eike Neerlin bor i dag på Frederiksberg med sin kæreste og to børn – i samme lejlighed, som hun er opvokset i. Hun har netop sagt det deltidsjob op, hun siden 2006 har haft i et jobcenter, og vil nu forsøge sig med at skrive på fuld tid. 

I 2011 udkom Mette Eike Neerlins debut, ungdomsromanen ”I anden række”. Romanens fortæller og hovedperson er den 13-årige Malou, som bor på Nørrebro i bedsteforældrenes Bed & Breakfast. Malous mor er død af kræft lige inden Malous 9-års fødselsdag, og faderen ved hun ikke, hvem er. Det eneste, hun ved, er, at han vistnok er franskmand og en meget dygtig fodboldspiller.

Romanen foregår over en sommer, hvor den jævnaldrende Vår og hendes mor flytter ind i Bed & Breakfast’et, alt imens de går og sætter deres nye lejlighed i stand. Malou tager ikke ligefrem kærligt imod Vår, som ellers gør en ihærdig indsats for at blive venner med Malou. I det hele taget er Malou ikke god til at have folk tæt på sig. Hun har ingen venner – ud over måske den ældre mand Poul, som er fast beboer i Bed & Breakfast’et. Efterhånden går det op for læseren, at grunden til, at Malou er så afvisende, er, at hun er hårdt ramt af sorg og vrede.

28779097

”I anden række” handler om sorg. Om en mor der midt i døden tænker mere på sig selv end sin datter (deraf titlen – det er således Malou, der kommer i anden række), og om omgivelser, der svigter det sørgende barn ved at forsøge at skjule sandheden. For hvad stiller man op som barn, når de voksne fortier og fordrejer sandheden?

Selvom Malou er temmelig afvisende overfor Vår, bliver Vår hendes redning. Vår er således en stor kontrast til de voksne, der omgiver Malou. Hun er åben og direkte, og indirekte hjælper hun Malou med at få åbnet op for sin vrede og sine sårede følelser. Sammen går de to nemlig på jagt efter sandheden. Først og fremmest forsøger de at finde ud af, hvem Malous far er, og efterhånden udvikler bogen sig til en slags detektivhistorie.