I anden række

Citat
”»Min mor er halv,« siger jeg. »Hun er totalt ligeglad med mig, hvis du absolut vil vide det. Det er ikke alle, der har sådan en kyssemor som dig.« Jeg ånder tungt ud og fortsætter ned ad gaden med kapslen. »Og mormor og morfar er ikke en skid bedre,« tilføjer jeg.”
”I anden række”, s. 69.

I 2011 udkom Mette Eike Neerlins debut, ungdomsromanen ”I anden række”. Romanens fortæller og hovedperson er den 13-årige Malou, som bor på Nørrebro i bedsteforældrenes Bed & Breakfast. Malous mor er død af kræft lige inden Malous 9-års fødselsdag, og faderen ved hun ikke, hvem er. Det eneste, hun ved, er, at han vistnok er franskmand og en meget dygtig fodboldspiller.

Romanen foregår over en sommer, hvor den jævnaldrende Vår og hendes mor flytter ind i Bed & Breakfast’et, alt imens de går og sætter deres nye lejlighed i stand. Malou tager ikke ligefrem kærligt imod Vår, som ellers gør en ihærdig indsats for at blive venner med Malou. I det hele taget er Malou ikke god til at have folk tæt på sig. Hun har ingen venner – ud over måske den ældre mand Poul, som er fast beboer i Bed & Breakfast’et. Efterhånden går det op for læseren, at grunden til, at Malou er så afvisende, er, at hun er hårdt ramt af sorg og vrede.

28779097

”I anden række” handler om sorg. Om en mor der midt i døden tænker mere på sig selv end sin datter (deraf titlen – det er således Malou, der kommer i anden række), og om omgivelser, der svigter det sørgende barn ved at forsøge at skjule sandheden. For hvad stiller man op som barn, når de voksne fortier og fordrejer sandheden?

Selvom Malou er temmelig afvisende overfor Vår, bliver Vår hendes redning. Vår er således en stor kontrast til de voksne, der omgiver Malou. Hun er åben og direkte, og indirekte hjælper hun Malou med at få åbnet op for sin vrede og sine sårede følelser. Sammen går de to nemlig på jagt efter sandheden. Først og fremmest forsøger de at finde ud af, hvem Malous far er, og efterhånden udvikler bogen sig til en slags detektivhistorie.