Den første ud af ti bøger om kommissær Van Veeteren, ”Det grovmaskiga nätet” fra 1993 (”Det grovmaskede net”, 1994), åbner med en teaser: ”Når vi endelig finder det, vi har ledt efter, mørket, opdager vi næsten altid, at det var akkurat det, det var. Mørket.”
Teaseren – eller epigrafen – er en velkendt litterær åbning, enten med en klassiker eller en af forfatterens egne karakterer. Hos Nesser skyldes citatet vicekriminalkommissær Reinhart, Van Veeterens jazzelskende højre hånd.
Teaseren er heller ikke nogen sjældenhed i den skandinaviske krimi i øvrigt. Mange forfattere river et afgørende mord ud af handlingen, kursiverer det og placerer det i spidsen, så læseren er på fra starten. Der, hvor Nesser adskiller sig fra sine skandinaviske krimikolleger, er teaserens indhold, og der hvor han adskiller sig fra de fleste forfattere er i dens stil. Hvad der menes med teaseren er ikke helt klart. Det lyder i kraft af sin krimikontekst umiddelbart som en revision af den klassiske kriminologiske indsigt; man jager et monster og fanger et menneske, her jager man så bare et monster og fanger et monster med en poetisk udskiftning af monster med mørke. Men den udlægning passer ikke med handlingen:
27734669
En gymnasielærer vågner op med hukommelsestab og en død hustru i badekarret. Har han virkelig slået hende ihjel? Efterforskningen viser, at konen havde en mørk fortid, som omfattede vold, overgreb og et incestforhold til en bror, og afsluttes med en redegørelse for forbryderen som et produkt af sine omgivelser. På den måde kastes der lys ind i mørket, der opklares, læseren afklares, monsteret, som har huseret over godt tohundrede sider, får menneskelige træk.
Måske er det stilen, som slører budskabet. Blandingen af drama, patos, billedsprog og indforståethed er ikke normalt, hvad man forbinder med god stil. Så meget desto klarere står det som social og ideologisk markør: Nesser interesserer sig for visdom, dog ikke den kanoniserede visdom, men lægmands visdom.
”Det grovmaskede net” fortælles af en tredje person, som følger Van Veeteren med afstikkere til både den mistænkte gymnasielærer og til morderen. Van Veeteren introduceres som plaget, dyster, sandhedssøgende, spekulativ.