Hvad, sagde Mahler.
Van Veeteren nyste igen.
Fandens også. Jeg har søgt efter en stjerne og fundet en galakse. Jeg troede ellers, at du var digter.”
”Der findes også handlinger, som vi aldrig bliver i stand til at lade bag os eller købe os fri fra. Måske er vi ikke engang i stand til at bede om forladelse for dem”, lyder epigrafen til den tredje roman om Van Veeteren, ”Kvinna med födelsemärke” fra 1996 (”Kvinde med modermærke”, 1997), som igen har kombineret patos med dramatik og enten er selvindlysende eller selvindlysende forkert. Men temaet er slået an. Det er om synd og tilgivelse. Det er bibelsk.
En gruppe soldater voldtager en kvinde, ni måneder senere føder hun en datter, niogtyve år senere dør hun. Datteren opsøger morens voldtægtsmænd for at sige tak for en traumatisk tilværelse, som førte hende ud i stofmisbrug. Hun gør det med en pistol i hånden. Hun er hævneren.
21798843
Overgrebsmændene, hvoraf en altså er hendes far, får et par kugler i overkroppen og et par kugler i nosserne.
Og så er der kun to tilbage. De forbereder sig. Vil det lykkes dem at slå datteren ihjel, før hun slår dem ihjel? Eller vil hun også få ram på dem? Eller vil Van Veeteren komme dem alle tre i forkøbet?
For Van Veeteren er det lidt af en gåde. Han ved ikke, hvad læseren ved. Han ser kun det ene mord følge det andet. Hans jagt på sandheden fører læseren rundt i Maardams (byen, han bor i) grå hjem.
Det, vi lærer om Van Veeteren i de i alt ti bind, som det bliver til, er, at han har to børn og en eks-hustru, et mørkt sind og svingende humør, er glad for bøger, mørk øl og skak og den bedste forhørsleder i landet, som ikke har noget navn. Hans trofaste medarbejdere er jazzelskeren Reinhart og den unge inspektør og familiefar Münster. Halvvejs henne i romanrækken skifter Van Veeteren jobbet som politimand ud med halvpart i en boghandel. Han får kræft og hans søn bliver dræbt.