Den med Richard Lange

Citat
”Jo ældre jeg blev, jo tiere kom han, og mor begyndte langsomt at handle igen, hun fik naturligvis sit job i Dagli'Brugsen, men så kom hjemmehjælperen, det var et lavpunkt, og så drak hun en masse rødvin, og Richard Lange plantede et pæretræ.”
”Den med Richard Lange”, s. 27.

I 2015 udkom Emma Elisabeth Nielsens debutroman Den med Richard Lange”. Handlingen udspiller sig i en provinsby med præst, bagerkone og Dagli'Brugs og skildrer de sprækker i normaliteten, der titter frem i skoledrengen Eigils hjem. Et hjem, hvor faren er rejst, moren har et knust hjerte og den autistiske storebror Julian kræver hjemmehjælp og faste spisetider. Som læser er du underlagt Eigils fortolkning af begivenhedernes gang og hvad han mener, det kræver at få moren til at drikke mindre rødvin og droppe drømmene om den rejste far.

Det symbolsk udvalgte persongalleri gør det muligt for romanens hovedperson at vise flere sider af sig selv. Som læser oplever vi ham i samspillet med sin halvdemente mormor, den enlige boghandler Elis, hjemmehjælperen som repræsentant for systemet, den jævnaldrende Anne, den autistiske storebror Julian – og ikke mindst postbuddet Richard Lange.

51612310

Det er i samspillet med dem, at handlingen skrider frem mod forløsningen, der ikke overraskende, men virkelighedstro, ligger i opgivelsen af den eneste ene. For ikke alt går op. Og på bedste Astrid Lindgren-vis er drengen Eigil den første, som ved det. Derfor skjuler han den lille bunke postkort, hans far har sendt igennem tiden, og som har været gemt væk af Richard Lange. Hvor den voksne mands motiv er uforløst kærlighed, har Eigil med sin barnelogik gennemskuet, at faderens nærvær i hverken postkort eller fysisk tilstedeværelse kan reparere morens knuste hjerte.

Eigils forsøg på at forstå de voksnes verden og dens svigt bærer handlingen frem. Men det ser sort ud. Eigil bor i et misligholdt hjem, der er under opsyn af kommunen, og han lever i en hverdagsuvished om hans mor, og eneste forsørger, er mentalt og fysisk tilstede eller ej. ”Dit hoved passer ikke til kroppen,” siger bagerkonen (s. 203) til Eigil, og som læser forstår du, at hans tilværelse heller ikke passer til hans alder. Vi læser således frem mod et sammenbrud, et point of no return, hvor kommunens hjemmehjælpere nok vinder slaget. Men det sker ikke. For Eigils mor opdager ham, der er allertættest på – og derfor så skæbnesvanger svær at se. Haven roder mod slutningen, men vejen er symbolsk våd af regn. Og Richard Lange går i haven med sin rive og sine intentioner om at bygge op.