emma elisabeth nielsen
Foto: Robin Skjoldborg / Gyldendal

Emma Elisabeth Nielsen

cand.mag. og journalist Johanne Luise Boesdal, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
emma elisabeth nielsen
Foto: Robin Skjoldborg / Gyldendal
Main image
Nielsen, Emma Elisabeth
Foto: Robin Skjoldborg

Emma Elisabeth Nielsen giver i sin debutroman et realistisk og skarpt indblik i de voksnes tragedier set fra et barns øjne. Perspektivet er i børnehøjde, men skrivestilen moden. Hun formår troværdigt og underspillet at berøre store temaer som ensomhed, længsel, afmagt og depression. Scenen er dansk provinsbyliv, hvor hovedkaraktererne er ekstra udfordrede på deres abnormitet. ”Den med Richard Lange” henvender sig både til unge og voksne.

 

 

 

51612310

Blå bog

Født: 13. august 1994 i Aalborg.

Uddannelse: Studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Debut: Den med Richard Lange. Gyldendal, 2015.

Litteraturpriser: Talentpris i forbindelse med ”Aalborgs Bedste”, Kulturpris Aalborg, 2013.

Seneste udgivelse: Den med Richard Lange. Gyldendal, 2015.

Inspiration: Helle Helle, Naja Marie Aidt, Herman Bang, Raymond Carver, John Irving og Jonathan Safran Foer.

Artikel type
voksne

Baggrund

”En dag forsvinder hun ind i alt det sorte, og hjulet vil ikke længere knase, og Richard Lange vil tage hjem, og Julian vil blive på afdelingerne og i husene med havelågerne. Måske er det, når jeg bliver voksen. At jeg finder en seddel ved min egen seng, hvor der står, at det altid har set sort ud.”
”Den med Richard Lange”, s. 137.

Emma Elisabeth Nielsen er født i 1994 og opvokset i Aalborg. Hun flyttede til Amager og København i sommeren 2014 for at studere litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I 2011 bidrog Emma Elisabeth Nielsen med en novelle i samlingen ”Vi er herinde”, som blev udgivet i forbindelse med kampagnen ”Læselyst – 3 Ministeriers Kampagne om Børn og Bøger”. Vejen frem til debutromanen har bestået i deltagelse i forskellige novellekonkurrencer, hvor hun blandt andet vandt og efterfølgende udgav to noveller i forbindelse med Metro-Litteratur – en konkurrence udskrevet af Kort&Godt og DM i novelleskrivning. Emma Elisabeth Nielsen har gået på Brønderslev Forfatterskole og har været vært for en læseklub for unge på Brønderslev Bibliotek.

Hun holder foredrag og workshops for børn og unge om det at skrive og fortæller selv om sin debut og sine bevæggrunde: ”Jeg har skrevet, siden jeg var helt lille, og skrev min første roman som 11-årig. ”Den med Richard Lange” skrev jeg, da jeg var 17. Den lå i gemmerne, indtil jeg blev spottet af en redaktør fra Gyldendal i forbindelse med en novellekonkurrence på Bogforum i 2012. Jeg er meget inspireret af minimalismen og har en ambition om at skrive den roman, som kan placere sig der, hvor jeg mener, at den danske litteratur er opdelt i to: den gode historie og det gode sprog.” (Johanne Luise Boesdal: Interview med Forfatterweb, marts 2015).

Den med Richard Lange

”Jo ældre jeg blev, jo tiere kom han, og mor begyndte langsomt at handle igen, hun fik naturligvis sit job i Dagli'Brugsen, men så kom hjemmehjælperen, det var et lavpunkt, og så drak hun en masse rødvin, og Richard Lange plantede et pæretræ.”
”Den med Richard Lange”, s. 27.

I 2015 udkom Emma Elisabeth Nielsens debutroman Den med Richard Lange”. Handlingen udspiller sig i en provinsby med præst, bagerkone og Dagli'Brugs og skildrer de sprækker i normaliteten, der titter frem i skoledrengen Eigils hjem. Et hjem, hvor faren er rejst, moren har et knust hjerte og den autistiske storebror Julian kræver hjemmehjælp og faste spisetider. Som læser er du underlagt Eigils fortolkning af begivenhedernes gang og hvad han mener, det kræver at få moren til at drikke mindre rødvin og droppe drømmene om den rejste far.

Det symbolsk udvalgte persongalleri gør det muligt for romanens hovedperson at vise flere sider af sig selv. Som læser oplever vi ham i samspillet med sin halvdemente mormor, den enlige boghandler Elis, hjemmehjælperen som repræsentant for systemet, den jævnaldrende Anne, den autistiske storebror Julian – og ikke mindst postbuddet Richard Lange.

51612310

Det er i samspillet med dem, at handlingen skrider frem mod forløsningen, der ikke overraskende, men virkelighedstro, ligger i opgivelsen af den eneste ene. For ikke alt går op. Og på bedste Astrid Lindgren-vis er drengen Eigil den første, som ved det. Derfor skjuler han den lille bunke postkort, hans far har sendt igennem tiden, og som har været gemt væk af Richard Lange. Hvor den voksne mands motiv er uforløst kærlighed, har Eigil med sin barnelogik gennemskuet, at faderens nærvær i hverken postkort eller fysisk tilstedeværelse kan reparere morens knuste hjerte.

Eigils forsøg på at forstå de voksnes verden og dens svigt bærer handlingen frem. Men det ser sort ud. Eigil bor i et misligholdt hjem, der er under opsyn af kommunen, og han lever i en hverdagsuvished om hans mor, og eneste forsørger, er mentalt og fysisk tilstede eller ej. ”Dit hoved passer ikke til kroppen,” siger bagerkonen (s. 203) til Eigil, og som læser forstår du, at hans tilværelse heller ikke passer til hans alder. Vi læser således frem mod et sammenbrud, et point of no return, hvor kommunens hjemmehjælpere nok vinder slaget. Men det sker ikke. For Eigils mor opdager ham, der er allertættest på – og derfor så skæbnesvanger svær at se. Haven roder mod slutningen, men vejen er symbolsk våd af regn. Og Richard Lange går i haven med sin rive og sine intentioner om at bygge op.