Peter Nielsens seneste digtsamling, ”Arkader” fra 2009, rummer tre lange digte – kaldet Arkader – i hhv. 43, 55 og 44 dele. En arkade er en række af buer båret af søjler eller udgør den ene side i en buegang, og samlingens optagethed af mønstre og sammenvævninger følger naturligt op på titlens anslag.
En spindstruktur med plantegninger, skovstier, krakeleringer og forgreninger er gennemgående i ”Arkader” og forener digtene i et fintmasket net af natur, sansning og erindring. Som søjlerne i arkadens buegange binder arkaden sammen, binder de sproglige strukturer digtene sammen. Digtene har ikke noget defineret centrum, men er et jegs retningsløse vandren rundt i verden, betragtende omgivelserne og sig selv i disse. Det er ikke et tydeligt jeg, der er på færde, men mere, som i ”Livet foreslår” et jeg, der er observerende tilstede i verden. I brudstykker af erindringer, drøm og sansende nutid opleves verden fra flere sider: fra barndommen, fra drømmen og fra kroppens tilstedeværelse i byen og naturen. Et præcist registrerende blik noterer de levende organismer i naturen, som alle har en forgrenet struktur: Knudret Orangelav, Engelsød, Fjerbregne og medusers tentakler. Havet er også et gennemgående billede, der optræder både som kanten mod verden, som vi betræder, og som det store opslugende og omsluttende hele.
27729010
Den naturmæssige ornamentik danner baggrund for en fortløbende undersøgelse af erindrings- og bevidsthedsmæssige mønstre, der både kan optræde kaotisk og ordnet, men som uanset struktur er det nødvendige grundlag for at indgå og optræde i verden. En anden sammenkædende faktor er sang, der både lyder fra naturen og fra fysioterapeuten, campisterne og jernbanesvellerne. Som i øvrigt i Nielsens forfatterskab spiller liv, natur og musik sammen i en fuga, der uden begyndelse og slutning driver hinanden videre i nye temaer. Som en endeløs buegang med nye udsigter undervejs. Drømmen er at forene natur og musik: ”Hvis jeg har en drøm, er det at dråbernes fald / fra tagskægget en dag vil indgå i en eller anden forbindelse / med en harmonilære.” (s. 65).