peter nielsen
Foto: Anni Nielsen

Peter Nielsen

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
peter nielsen
Foto: Anni Nielsen
Main image
Nielsen, Peter
Arkivfoto: Scanpix

Indledning

Den danske forfatter Peter Nielsen er en velbevaret hemmelighed for de fleste. Uden at gøre større væsen af sig lever den produktive digter et stille liv i Hinnerup nord for Aarhus, hvorfra han skriver digte med omdrejningspunkt i naturen og musikken. Det er ikke tilfældigt, at hans digte er fulde af liv og toner, for netop ornitologi og musik er forfatterens store interesse. Udover sit virke som forfatter oversætter Peter Nielsen nordisk lyrik, heriblandt Nobelprisvinder Tomas Tranströmer. I 2004 blev han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for samlingen ”Livet foreslår”.

 

47561957

Blå bog

Født: 15. marts 1948 i Århus.

Uddannelse: Uddannet på kommunalt lønningskontor. Forfatter på heltid siden han i 1983 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Debut: Kan sparsommelighed redde proletariatet? Borgens Forlag, 1980.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1999. Adam Oehlenschlaeger, Emil Aarestrup, Herman Bang og Johannes Ewald Fonden, 2016.

Seneste udgivelse: Planetstier. Rosinante, 2019. Digte.

Inspiration: Den østrigske komponist Anton Webern og den svenske digter Tomas Tranströmer.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Men nu peger solopgangen på alting igen. / Smaragdgrønne lysninger og sumpe inde mellem brunkappede / træer kommer først nu til syne. Deres duft af bær og forgængelighed / slynger endnu en historie om varighed fra sig. Det ubestemte / venter tålmodigt på os, men findes der er sted som alle / genkender selv om ingen har været der før?”

”Arkader”, s. 59-60.

Peter Nielsen er en dansk digter og romanforfatter. Han er uddannet på et kommunalt lønningskontor og arbejdede som overassistent på lønningskontoret på Aarhus Kommunehospital, da han i 1983 modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Det gav ham modet til at sige sit job op og forsøge at leve som fuldtidsforfatter, og det har vist sig at være en frugtbar beslutning.

I tiåret, inden Peter Nielsen officielt debuterede i 1980 med digtsamlingen ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, havde han udgivet en lang række hæfter med digte og tekster, først på eget forlag og derefter på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde & Joringel.

Nielsens arbejde er delt op i tre afdelinger: Skrive, oversætte og se på fugle. Peter Nielsen har udtalt, at han lever i en herlig trefoldighed, som skifteholdsarbejder i treskift mellem poesi, oversættelse og ornitologi: ”Funktionen er, at jeg skriver digte som noget primært. Når det kikser, eller der måske lige er grund til at trække vejret i et andet miljø end digtets, går jeg i gang med en oversættelse, forudsat at jeg har en sådan. Det har jeg som oftest. Hvis jeg løber sur i den, eller får en ubændig trang til at komme væk, smider jeg det hele og tager kikkert, teleskop og foto frem – så dyrker jeg, sammen med min bedre halvdel Anni, min store passion: at betragte og helst også bestemme fuglearter i alle mulige sammenhænge, på træk, rastende, fouragerende, ynglende m.m. I moser, ved strande, i skove, grusgrave m.m. Den aktivitet opfatter jeg selv som en direkte forudsætning for at kunne skrive. (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). Denne interesse ses tydeligt i hans værker, der alle i større eller mindre omfang har fugle indlejret i sig.

Udover den store optagethed af fugle, inspireres digteren meget af musik: ”Jeg må tilstå, at musik altid har virket befordrende på skriveprocessen – både når jeg ’skriver i hovedet’ og når det foregår på papiret. Faktisk i endnu højere grad end f.eks. litteratur.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). 

Som offentlig person er Peter Nielsen meget tilbageholden og fortæller i et af sine sjældne interviews, at han i mange år har afvist både at medvirke i interviews og i oplæsninger: ”Jeg har det fint med at befinde mig nede ’under niveau’ og vil nødigt fylde ret meget mere. Jeg går sådan set heller ikke efter at få flere læsere. (…) Hvordan min lyrik bliver modtaget, forholder jeg mig næsten ikke til. Jeg slipper den stort set i samme øjeblik, jeg er færdig med den.” (Claus Grymer: Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.) Faktisk vil han helst slet ikke deltage i oplæsningsarrangementer, da han ikke mener, at hans oplæsning vil tilføre digtene noget: ”Digtene mister noget, når de bliver læst op. Jeg kommer til at lægge tryk og betoninger ind i teksten, som vil præge folks opfattelse af digtene. I mit tilfælde er indenadslæsning absolut at foretrække,” siger han i et interview. (Carsten Andersen: Digteren, der ikke ville være kendt. Politiken, 2007-03-16). Så årsagen til, at Peter Nielsen ikke er kendt uden for snævre litterære kredse, kan langt hen ad vejen findes i hans egen modvilje mod at udstille sin person. For ham taler digtene for sig selv og kan – og skal – ikke forklares. 

Udover sit virke som forfatter har Peter Nielsen været forlagskonsulent og anmelder ved Fyens Stiftstidende, og han er en flittig oversætter af navnlig svensk og norsk litteratur, herunder bl.a. Tomas Tranströmer og Tua Forsström. Han har også oversat Paul Celan.

Peter Nielsen blev i 2004 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen ”Livet foreslår”. Forfatteren bor med sin kone Anni i Hinnerup udenfor Aarhus.

Kan sparsommelighed redde proletariatet?

”et flertal er i en / situation hvor de er / sårbare det har alligevel / vil jeg mene påvirket mig i / gunstig retning / f.eks. nu / din krop i / modsætning / til lad os / tage staten / eller ’tankens / virkelighed’”
”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, s. 90.

I den officielle debutsamling ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” fra 1980 fortsætter Peter Nielsen med at udforske den tematik, som de tidligere udgivne hæfter har præsenteret. Nielsen udgav mellem 1971 til 1980 en række digtsamlinger på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde og Joringel, men de figurerer ikke officielt i det efterfølgende forfatterskab. Fælles for de tidlige værker er en orientering mod natur, sprog og skrift forenet i det, Poul Borum i efterskriftet til udvalget ”48 digte” (1978) kalder ”nærhedspoesi, som er sin socialitet bevidst, uden at nedværdige sig til den flade socialprivatisme”. Sted, krop og sprog forenes i digtene.

I ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” kombineres denne interesse med et gennemgående tema om erindring og glemsel. Kultur og natur er i en evig kamp, som – forstår man – naturen bør vinde. Ansigter, stemmer og sansning vægtes højere end by, larm, fliser og grill: ”men haren blir til steg på grillen bag hækkenes tyve centimeter”, som der ikke ukritisk står på side 32.

Digtene er præget af tydelige enjambementer, som betyder, at en sætning fortsætter på næste linje. Samlingens sparsomme tegnsætning vanskeliggør læsningen af digtene, da sætningerne glider over i hinanden: ”nuancerne driver os / op på hver sin / barrikade finder vi / ingen politik uden / klicheer vi står / op det som falder / og finder intet / andet end reservationer / når det gælder er der / sange nok som dækker / vores fortvivlelse” (s. 27). Disse lange sætningskæder giver en levende og organisk syntaks, der underbygger samlingens hyldest til det organiske over det maskinelle.

Samlingens titel lyder som en kommunistisk parole, og flere digte lægger sig i forlængelse heraf: der er et digt, der beskriver den arbejdende mands tøven, inden han begiver sig ind på Philips-fabrikken (s. 25) og et digt om, at arbejde er den direkte vej til fornedrelse (s. 53). På den måde falder bogen fint ind i 1970’ernes politiske digtning med sin civilisationskritiske holdning og optagethed af den rene natur og ord, der slynger sig i landskabet. I digtet på side 163 lader folk sig beruse af en mark, der hele sommeren har stået uden afgrøder.

Fri panik

”Manden talte kort og præcist, det matchede udmærket hans øjenbryn. Daniel ventede allerede at høre en militærisk ordre. Selv da kvinden gjorde plads til en kommentar, lod han en pause være sit udtryk og foretog i stedet en gestus med den ene flade hånd.”
”Fri panik”, s. 103.

Romanen ”Fri panik” fra 1983 handler om den unge arbejdsløse Daniel, der blaffer rundt på de danske landeveje uden mål og med. Han har ikke noget mål for sin rejse, men rejser tilsyneladende bare for ikke at være hjemme. Den noget ældre Rolf giver ham et længere lift, og de to følges helt til Nordnorge, hvor Rolf skal arbejde. Undervejs på turen kommer de to langsomt nærmere hinanden uden nogensinde at åbne sig helt. Der er transportstrejke i Norge, så de kører op gennem Sverige, inden de svinger ind i Norge og overnatter nogle dage på hotel i en lille by. Rolf arbejder og samler damer op, og Daniel går rundt i gaderne i en mærkelig døs, passiv og ude af stand til hverken at formulere ønsker for dagen eller handle. I en tiltagende ubehagelig stemning først fortættes siden udløses indestængt energi, og romanen ender fatalt.

Romanen fungerer som ramme for Daniel og Rolfs diskussioner af samfundets brug af arbejdere, om at finde identitet i sit arbejde, om strejke, solidaritet og skruebrækkere. Lige i tidsånden tages produktionsapparatet op til debat, og der spørges til, om man kan udtale sig om arbejdernes forhold og vilkår, hvis man som Daniel kun har et teoretisk udgangspunkt, eller om man som Rolf skal have fået hård hud på hænderne for at kunne vide, hvad der tales om. Den underliggende kritik af mennesker som ”salgsobjekter for hinanden” (s. 38) løber gennem romanen, men samtidig er arbejde en måde at fastholde en stabil tilværelse på. Den arbejdsløse Daniel har lidt af svære angstanfald og ensomhed og har problemer med at finde en identitet.

Mellem karaktererne er der tydeligt etablerede magtforhold, og denne magtpositionering mellem mennesker er et vigtigt tema i bogen. Mænd bestemmer over kvinder, ældre bestemmer over yngre, erfarne bestemmer over uerfarne osv. Udover det samfundskritiske element i bogen er der en for Peter Nielsen typisk optagethed af musik og fugle. Den ellers sløve Daniel bliver entusiastisk og passioneret, når han hører musik eller iagttager nogle af de mange fugle, de ser undervejs på turen.

”Fri panik” er kritisk samfundsanalyse og politisk diskussion i kombination med psykologisk drama. Ud af civilisationen og ind i ødemarken, hvor drifterne råder.

Under hver sin himmel

”Valmuer og vasketøj / Blade der bekræfter vindens / mindste vink Dagens sekunder / føjet sammen i ét / offentligt gys De silkeagtige / kronblade tåler ikke / at nogen ånder på dem Dit hår / min hånd glider ned over det Stofligheden / overvælder I morgenen / rækker vi hændernes ingenting frem (…)”
Digtet ”Skal vi bo i dette styrt”, ”Under hver sin himmel”, s. 25.

Digtsamlingen ”Under hver sin himmel” fra 1990 har stedet som omdrejningspunkt. I prologen udstikkes en retning for samlingen i digtet ”En vej”: ”Det er en slags stedsans / der ikke findes steder for” (s. 7). Netop denne sans for noget, der måske ikke findes eller kan ses rækker ned igennem digtene. Udover prologen optræder bogens 31 digte under overskriften Tærskler, og det er netop tærsklerne, der undersøges i teksterne. Tærskler mellem forskellige tilstande, mellem natur og kultur, mellem dag og nat, mellem synligt og usynligt.

Som i tidligere samlinger er der tydelige enjambementer, men i denne er sætningerne markerede med stort begyndelsesbogstav, og læseren kan nemmere orientere sig i tekstens slyngede forløb. I digtet på side 13 forsøges det abstrakte at gøres så konkret som muligt, og det er netop en pointe i samlingen. ”Imens fryser gaden ned / Det synger En hel sommers / dufte og farver / stikkes ned / i en blændende hvid / konvolut Igen og igen / betror de os / deres / kærlighed”. Sommerens fysiske nærvær og sanselige oplevelser gemmes til efteråret i en konvolut, der ellers er beregnet til at opbevare ord, sætninger og henvendelser. Sproget hænger for Nielsen uløseligt sammen med naturen, og i mange af digtene væver de mindste elementer fra naturen sig sammen med sprogets mindste elementer, ordene. De fleste af digtenes titler er hentet i naturen: Frost, Fugletræk, Løvfald, Himmel, Gulbug osv., og digtene følger årstidernes skiften, det uafvendelige forfald og forløb. Spindelvæv er et centralt billede, der bringer forskellige elementer sammen fra naturens, menneskets og sprogets sfære. En art livsvisdom formuleres i digtet ”Gulbug”: ”Der er kun det / at vi er her / og ikke ved hvordan og hvorfor vi skal / glemme Huske kan vi / i det mindste delvist Eksempel: At hylden / om ni måneder står gennemsigtig / af blomster At gulbugen synger / beruset i dens midte” (s. 24). I naturens midte findes den største visdom, og mennesket er overladt til øjeblikket, kroppen og nærværet. Huden holder kroppen sammen, som himlen holder sammen på det hele.

Naturnærværet står i skarp kontrast til den civiliserede verden, der omtales negativt: i digtet ”Verdens skjul” står der f.eks.: ”We have the technology / lyder det sørgmuntre kor fra haverne” (s. 29). Således lægger en ellers lavmælt digtsamling sig i forlængelse af tidligere digte og romaner, hvor en kapitalismekritik udfolder sig med naturen som det eneste acceptable alternativ.

Livet foreslår

”De tanker der forsvinder / når man har haft dem hos sig en tid, eller de begynder at opføre sig / som natsommerfugle, der findes overalt omkring os men som vi aldrig / opdager på grund af deres kamuflage. Man strejfer et træ – straks flyver et par stykker ud fra barken. Tankerne glider i et med omgivelserne. Livet foreslår endnu en håndfuld variationer.”
”Livet foreslår”, s. 103.

Peter Nielsens digtsamling fra 2003, ”Livet foreslår”, blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Samlingen består af otte tekster, hvoraf de første syv er korte, og den sidste er et 80 siders langdigt i 35 afsnit. I en slentrende prosastil beskriver digterjeget sin sansende erfaring af omverdenen. Med et præcist blik for farvernes og vejrligets skiften, fuglene i flugt over marken og birketræernes lys vandrer digteren, øjet og skriften rundt derude. I andre tekster sidder digterjeget inde og rydder op på skrivebordet, og det er den nære og lille verden, der udgør referencerammen for teksterne. Som titlen foreskriver, så er det netop livet, der foreslår mennesket ”nogle variationer og undlader at oplyse om/ hvilket tema der ligger til grund” (s. 69). Det er ikke individet, der er i centrum, men livet som sådan med relationer, omgivelser, steder, tiden, lyset og luften. Det er på den måde et ydmygt digterjeg, der orienterer sig i verden og tilspørger den, hvordan man kan vide sig sikker på den og hinanden. Og sig selv. Der er en autenticitetsdiskussion indlejret i samlingen, da det ikke er evident, hvornår noget er ægte eller ren overflade.

Også i dette værk diskuteres forholdet mellem natur og kultur: ”Selv gadelygterne tøver. Smukke og hjælpeløse / står de der og ved ikke om de er noget værd / i forhold til den månebelyste eng, der breder sig foran dem.” (s. 65-66). Synsvinklen er her hos gadelygterne og ikke hos jeget.

I den drivende pludren er der indbrud af vitser, spidsformuleringer og spørgsmål til eksistensen og vores ophold i den. Tableauer fra naturen spiller sammen med musikken, og der er regn, rum og klang i digtene. Udgangspunktet er en almindelighed og genkendelig verden med marker, vinduer og biler i tomgang. Herfra reflekterer digtene over tingenes væren og værdi: ”Ikke mindst ting som undlader at ulejlige sig med at komme til syne, betyder så meget: en vilkårlig skygge der gør det muligt at se, et vilkårligt lys der gør det nødvendigt at lukke øjnene. Skalaer.” (s. 34). 

Selv fortæller Peter Nielsen om tilblivelsen af ”Livet foreslår”: ”Jeg forkastede på et tidspunkt den idé der indtil da havde båret det – at skrive en poetik. Nu gav jeg mig i stedet til at komprimere, slette, fortætte, og kom ned til nogle andre temaer. Det var ligesom at tømme et landskab for huse og infrastruktur. Så begyndte en håndfuld temaer at korrespondere med hinanden – jeg skulle bare med forsigtig hånd væve nogle tråde ind og sikre mig, at det ikke blev for overtydeligt.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16).

Arkader

”’Man får den mistanke at følelser er artens tanker’, / og du tænker uvilkårligt på den komponist der, hvis han findes, / har erklæret at hans musikalske drøm er at kunne indspille / lyden af svampesporer der falder ned i mos.”

Peter Nielsens seneste digtsamling, ”Arkader” fra 2009, rummer tre lange digte – kaldet Arkader – i hhv. 43, 55 og 44 dele. En arkade er en række af buer båret af søjler eller udgør den ene side i en buegang, og samlingens optagethed af mønstre og sammenvævninger følger naturligt op på titlens anslag. 

En spindstruktur med plantegninger, skovstier, krakeleringer og forgreninger er gennemgående i ”Arkader” og forener digtene i et fintmasket net af natur, sansning og erindring. Som søjlerne i arkadens buegange binder arkaden sammen, binder de sproglige strukturer digtene sammen. Digtene har ikke noget defineret centrum, men er et jegs retningsløse vandren rundt i verden, betragtende omgivelserne og sig selv i disse. Det er ikke et tydeligt jeg, der er på færde, men mere, som i ”Livet foreslår” et jeg, der er observerende tilstede i verden. I brudstykker af erindringer, drøm og sansende nutid opleves verden fra flere sider: fra barndommen, fra drømmen og fra kroppens tilstedeværelse i byen og naturen. Et præcist registrerende blik noterer de levende organismer i naturen, som alle har en forgrenet struktur: Knudret Orangelav, Engelsød, Fjerbregne og medusers tentakler. Havet er også et gennemgående billede, der optræder både som kanten mod verden, som vi betræder, og som det store opslugende og omsluttende hele.

27729010

Den naturmæssige ornamentik danner baggrund for en fortløbende undersøgelse af erindrings- og bevidsthedsmæssige mønstre, der både kan optræde kaotisk og ordnet, men som uanset struktur er det nødvendige grundlag for at indgå og optræde i verden. En anden sammenkædende faktor er sang, der både lyder fra naturen og fra fysioterapeuten, campisterne og jernbanesvellerne. Som i øvrigt i Nielsens forfatterskab spiller liv, natur og musik sammen i en fuga, der uden begyndelse og slutning driver hinanden videre i nye temaer. Som en endeløs buegang med nye udsigter undervejs. Drømmen er at forene natur og musik: ”Hvis jeg har en drøm, er det at dråbernes fald / fra tagskægget en dag vil indgå i en eller anden forbindelse / med en harmonilære.” (s. 65).

Genrer og tematikker

Peter Nielsens forfatterskab har en sammenhængende motivkreds fra de tidlige selvudgivne hæfter til de seneste digtsamlinger. Selvom det formelle udtryk har ændret sig gennem tiden, er det et kendetegnende, at temaer optræder sideordnet i teksterne: erindringer, filosofiske overvejelser, sansninger og kommentarer til biler i tomgang rangerer på samme niveau i digtene. Der er ingen overgange fra høj til lav, og de forskellige elementer har samme rang i digtene, modsat det hierarki udenfor digtene, som også beskrives. Digtene er ikke, som hos f.eks. Søren Ulrik Thomsen, afrundede enheder, men en lang strøm, der både løber gennem den enkelte samling og gennem forfatterskabet. De samme temaer og motivkredse afsøges og udforskes gennem de mange samlinger. 

Et fast indslag og genkommende motiv i forfatterskabet er musik og fugle. Selv i den samfundskritiske roman ”Fri panik” er der små ophold i teksten, hvor der i et fortættet øjeblik zoomes ind på en fugl eller et musikstykke. Forfatteren siger selv om den musikalske inspiration: ”Det forekommer mig undertiden at musik bedre end f.eks. litteratur fortæller mig, hvordan jeg evt. kan strukturere en tekst. Hvordan jeg kan variere, improvisere, underspille, sætte trumf på osv. Arbejde med sideordning af temaer.” (Nordisk Råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). 

Andre samlende træk i forfatterskabet er den samfundskritiske brod, der ligger under mange af teksterne, det natursøgende menneske og det musikalske, levende antrit. Gennem både digte og romaner er tableauer, øjeblikke, steder og fortætninger tilstede mere end konkrete møder og direkte handling. Sprogets musik giver liv til de slentrende tekster, som i de fleste tilfælde er omveje uden direkte erkendelse. 

Digtene er gennem mange gennemskrivninger, inden de er færdige, og Nielsen tøver ikke med at slette. I arbejdet med ”Livet foreslår” var han begyndt på et langdigt, men kasserede det meste og begyndte forfra. ”Det må aldrig blive for entydigt. Nogle gange starter jeg på et digt, og efter tre-fire ord giver resten af digtet næsten sig selv, men bagefter skærer jeg måske de tre-fire ord væk, der satte mig i gang. Jeg fjerner så at sige stigen. Hvis et digt går ubesværet og gnidningsløst, så er det ikke værd at bevare. Den prøve udsætter jeg digtene for efter et par dage, og jeg kasserer med rund hånd,” siger Peter Nielsen (Carsten Andersen: Digteren, der ikke ville være kendt. Politiken, 2007-03-16). 

Peter Nielsen er både digter og oversætter, og han er bevidst om at adskille de to praksisser og ikke overtage tonen fra den digter, han oversætter: ”Da jeg oversatte Tomas Tranströmers samlede digte, holdt jeg mig fuldstændig væk fra mit eget. Jeg skrev ikke en linje. Turde simpelthen ikke. For nylig genlæste jeg et par digte, jeg skrev for år tilbage, og jeg kunne mærke, at de havde Tranströmers »ånde« over sig. Jeg slettede dem øjeblikkeligt. Jeg er skrækslagen for at tappe sådan fra andre, at jeg selv kan mærke det.” (Claus Grymer: Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.)

Beslægtede forfatterskaber

I Poul Borums efterskrift til ”48 digte” skriver han Peter Nielsens tidlige værker ind i en litteraturhistorisk sammenhæng: ”Peter Nielsen er en af de få betydelige digtere der er fremtrådt herhjemme i halvfjerdserne – på linje med, og i dyb indre sammenhæng med, Marianne Larsen, Eske K. Mathiesen og Flemming Røgilds.” (Poul Borum: Fortætninger på papiret. Efterskrift til ”48 digte”, s. 26). 

Om forfatterskabets brug af enjambementer siger Informations Tue Andersen Nexø i forbindelse med ”I sommervinden”, at Peter Nielsen på dette punkt ligner ”en af enjambementets danske mestre, Emil Aarestrup.” (Tue Andersen Nexø: Peter Nielsen. Information, 2007-03-15). 

Adspurgt, om han læser andre nordiske forfattere, svarer Nielsen i et interview på litteratursiden: ”I høj grad. Forsøger at opsnappe så meget som muligt. Er bekendt med et væld af nordiske forfatterskaber, både lyrikere og romanforfattere. Som oversætter har jeg følt mig inspireret til at forsøge at nå ud i krogene og læse også helt "smalle" forfatterskaber.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). Det er da også oplagt et sammenligne Peter Nielsens lyrik med Tomas Tranströmers, da de har elementer af den samme kiggen på verden og fine registreringer af små forskydninger. Erik Skyum-Nielsen nævner i en anmeldelse af ”Minder på hjemegnen” og ”Gule og grønne skove” slægtskabet med Tranströmer – ”slentrende parlando, garneret med selvkommentarer og metapoetiske refleksioner” (Erik Skyum-Nielsen: Lyrisk tæppebombardement. Information, 2000-08-22) og andetsteds reminiscenser af Per Højholt-lignende humor. 

Peter Nielsens forfatterskab har sin egen stemme og sin egen vedholdende turen rundt i de indre og ydre landskaber. Tue Andersen Nexø har i forbindelse med ”I sommervinden” rammende sagt det, der er som stedsansen, der ikke findes steder for: ”I sommervinden kan ikke anbefales stærkt nok – selvom man ikke altid ved hvorfor.” (Tue Andersen Nexø: Tankens åndedræt. Information, 2007-07-25). De retningsløse digte fordrer en retningsløs læsen og man ved som læser ikke altid, hvor man er på vej hen. Men man har det godt undervejs.

Bibliografi

Digte

Nielsen, Peter:
Rawlplugs – (danistisk assodigression) : et digt om hvordan noget måske er. Eget Forlag, 1971.
Nielsen, Peter:
Spontan frenesi – overvejende digte. Eget forlag, 1971.
Nielsen, Peter:
Denne i dag. Jorinde & Joringel, 1972.
Nielsen, Peter:
Betydninger. Jorinde & Joringel, 1973.
Nielsen, Peter:
Det er ikke mit ønske at chokere Dem – men de dræber de fleste af os. Jorinde & Joringel, 1973.
Nielsen, Peter:
Gule og grønne skove : 46 stykker. Jorinde & Joringel, 1974.
Nielsen, Peter:
Metaf: (ineffective tekster). Jorinde & Joringel, 1974.
Nielsen, Peter:
Poesi – (iscenesættelser). Jorinde & Joringel, 1974.
Nielsen, Peter:
Arbejde: sekunder i et blikstille. Jorinde & Joringel, 1975.
Nielsen, Peter:
Tegn. Jorinde & Joringel, 1975.
Nielsen, Peter:
Hvirvlende skibe. Jorinde & Joringel, 1976.
Nielsen, Peter:
Praksis. Jorinde & Joringel, 1976.
Nielsen, Peter:
Prosa: (linier & overflader). Jorinde & Joringel, 1977.
Nielsen, Peter:
Signatur. Jorinde & Joringel, 1977.
Nielsen, Peter:
48 digte. Jorinde & Joringel, 1978. Efterskrift af Poul Borum og Per Aage Brandt.
Nielsen, Peter:
Hölderlin og Marx. Jorinde & Joringel, 1978.
Nielsen, Peter:
Forskelle. Jorinde & Joringel, 1980.
Nielsen, Peter:
Kan sparsommelighed redde proletariatet? Borgen, 1980.
Nielsen, Peter:
Mellem tavshed og tale. Attika, 1981.
Nielsen, Peter:
De røde glenter. Borgen, 1982.
Nielsen, Peter:
Koblinger. Borgen, 1982.
Nielsen, Peter:
Vandhullet. Borgen, 1982.
Nielsen, Peter:
Eksempler på sprog. Jorinde & Joringel, 1983.
Nielsen, Peter:
En mur af åbninger. Borgen, 1983.
Nielsen, Peter:
Fragil. Borgen, 1984.
Nielsen, Peter:
30: Nu. Borgen, 1985.
Nielsen, Peter:
Provinsidyl. Borgen, 1986. Serietitel: Hinnerupdigte, nr. 1.
Nielsen, Peter:
Jeg bor her kun. Centrum (Centrums lyrikbibliotek), 1987.
Nielsen, Peter:
Vinter. Centrum, 1987. Serietitel: Hinnerupdigte, nr. 2.
Nielsen, Peter:
Under hver sin himmel. Centrum (Centrums lyrikbibliotek), 1990.
Nielsen, Peter:
Medfødte sekunder. Centrum, 1992.
Nielsen, Peter:
Ansigter, hensigter. Centrum, 1994.
Nielsen, Peter:
I:I. Centrum, 1997.
Nielsen, Peter:
Minder fra hjemegnen. Centrum, 1999.
Nielsen, Peter:
Gule og grønne skove. Centrum, 2000.
Nielsen, Peter:
Livet foreslår. Lindhardt og Ringhof, 2004.
Nielsen, Peter:
I sommervinden. Samleren, 2007.
Nielsen, Peter:
Arkader – tre digte. Samleren, 2009.
Nielsen, Peter:
Feltstudier. Samleren, 2013.
Nielsen, Peter: Tider. Rosinante, 2017.
Nielsen, Peter: Planetstier. Rosinante, 2019.

Ungdomsbøger

Nielsen, Peter:
Den døde vagthund. Borgen, 1984. Serietitel: Den døde vagthund, nr. 1.
Nielsen, Peter:
Benene på nakken. Borgen, 1985. Serietitel: Den døde vagthund, nr. 2.
Nielsen, Peter:
Medicinmanden. Borgen, 1986. Serietitel: Den døde vagthund, nr. 3.
Nielsen, Peter:
Midnatsforestillingen. Borgen, 1987. Serietitel: Den døde vagthund, nr. 4.

Romaner

Nielsen, Peter:
Dagen og vejen. Arena, 1982.
Nielsen, Peter:
Fri panik. Borgen, 1983.
Nielsen, Peter:
Stik. Centrum, 1987.
Nielsen, Peter:
En lilla duft i mørket. Centrum, 1988.
Nielsen, Peter:
Ørnetimen. Centrum, 1990.
Nielsen, Peter:
Helenas høst. Centrum (Gennembrud), 1994.
Nielsen, Peter:
Den udspekulerede naivitet. Centrum, 1996.

Børnebøger

Nielsen, Peter:
Supersofa. Centrum, 1989.

Oversættelser (et udvalg)

Celan, Paul:
Sort mælk. Husets Forlag, 1984.
Norén, Lars: Ordenes mørke. Husets Forlag, 1985
Tranströmer, Tomas:
Langsom musik. Centrum, 1990.
Celan, Paul:
Du behøver hvert strå. Husets Forlag, 1994.
Forsström, Tua:
Fiskenes himmel. Husets Forlag, 1995.
Ní Dhomhnaill, Nuala: Ellefolk. Husets Forlag, 1996
Tranströmer, Tomas:
Sørgegondolen. Gyldendal, 1996.
Tranströmer, Tomas:
Østersøer. Centrum, 1996.
Tranströmer, Tomas: Samlede digte. Centrum, 1997
Forsström, Tua: Efter at have tilbragt en nat blandt heste. Husets Forlag, 1998
Seierstad, Åsne:
Boghandleren i Kabul. Gyldendal, 2002.
Tranströmer, Tomas: Haiku 1959-2001. Arena, 2002
Mankell, Henning:
Inden frosten. Gyldendal, 2003.
Tranströmer, Tomas: Samlede Tranströmer. Rosinante, 2011

Om forfatterskabet

Kilder

Bedsted, Sven:
Gik fra hus og job for at blive forfatter. Jyllands-posten, 1982-03-28.
Hauptmann, Birger:
Tom og Freddy. Artikel i BUM, årg. 4, nr. 9/19, 1986.
Fotogent lokum. Information, 2003-12-18.
Grymer, Claus:
Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.
Lyngsø, Niels:
Slentren og trasken. Gangarter i nordisk lyrik. Politiken, 2004-02-21.
Brandt, Per Aage:
En digter og den brændende fornuft. Information, 2005-05-13.
Skyum-Nielsen, Erik:
Tilfældigheder og flygtige mønstre. Information, 2009-05-27.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Nielsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Erik Skyum-Nielsen:
Lyrisk tæppebombardement. Information, 2000-08-22.
Claus Grymer:
Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.
Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16.
Andersen Nexø, Tue:
Peter Nielsen. Information, 2007-03-15.
Andersen, Carsten:
Man kommer ikke til Paradis på flad mark. Politiken, 2007-03-16.
Andersen nexø, Tue:
Tankens åndedræt. Information, 2007-07-25.
Grymer, Claus:
Jo, selvfølgelig findes Peter Nielsen. Kristeligt Dagblad, 2009-09-02.