peter nielsen
Foto: Anni Nielsen

Peter Nielsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
peter nielsen
Foto: Anni Nielsen
Main image
Nielsen, Peter
Arkivfoto: Scanpix

Indledning

Den danske forfatter Peter Nielsen er en velbevaret hemmelighed for de fleste. Uden at gøre større væsen af sig lever den produktive digter et stille liv i Hinnerup nord for Aarhus, hvorfra han skriver digte med omdrejningspunkt i naturen og musikken. Det er ikke tilfældigt, at hans digte er fulde af liv og toner, for netop ornitologi og musik er forfatterens store interesse. Udover sit virke som forfatter oversætter Peter Nielsen nordisk lyrik, heriblandt Nobelprisvinder Tomas Tranströmer. I 2004 blev han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for samlingen ”Livet foreslår”.

 

29941262

Blå bog

Født: 15. marts 1948 i Århus.

Uddannelse: Uddannet på kommunalt lønningskontor. Forfatter på heltid siden han i 1983 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Debut: Kan sparsommelighed redde proletariatet? Borgens Forlag, 1980.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1999. Den brændende fornuft, 2004.

Seneste udgivelse: Feltstudier. Samleren, 2013. Digte.

Inspiration: Den østrigske komponist Anton Webern og den svenske digter Tomas Tranströmer.

Baggrund

”Men nu peger solopgangen på alting igen. / Smaragdgrønne lysninger og sumpe inde mellem brunkappede / træer kommer først nu til syne. Deres duft af bær og forgængelighed / slynger endnu en historie om varighed fra sig. Det ubestemte / venter tålmodigt på os, men findes der er sted som alle / genkender selv om ingen har været der før?”

”Arkader”, s. 59-60.

Peter Nielsen er en dansk digter og romanforfatter. Han er uddannet på et kommunalt lønningskontor og arbejdede som overassistent på lønningskontoret på Aarhus Kommunehospital, da han i 1983 modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Det gav ham modet til at sige sit job op og forsøge at leve som fuldtidsforfatter, og det har vist sig at være en frugtbar beslutning.

I tiåret, inden Peter Nielsen officielt debuterede i 1980 med digtsamlingen ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, havde han udgivet en lang række hæfter med digte og tekster, først på eget forlag og derefter på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde & Joringel.  

Nielsens arbejde er delt op i tre afdelinger: Skrive, oversætte og se på fugle. Peter Nielsen har udtalt, at han lever i en herlig trefoldighed, som skifteholdsarbejder i treskift mellem poesi, oversættelse og ornitologi: ”Funktionen er, at jeg skriver digte som noget primært. Når det kikser, eller der måske lige er grund til at trække vejret i et andet miljø end digtets, går jeg i gang med en oversættelse, forudsat at jeg har en sådan. Det har jeg som oftest. Hvis jeg løber sur i den, eller får en ubændig trang til at komme væk, smider jeg det hele og tager kikkert, teleskop og foto frem – så dyrker jeg, sammen med min bedre halvdel Anni, min store passion: at betragte og helst også bestemme fuglearter i alle mulige sammenhænge, på træk, rastende, fouragerende, ynglende m.m. I moser, ved strande, i skove, grusgrave m.m. Den aktivitet opfatter jeg selv som en direkte forudsætning for at kunne skrive. (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). Denne interesse ses tydeligt i hans værker, der alle i større eller mindre omfang har fugle indlejret i sig.

Udover den store optagethed af fugle, inspireres digteren meget af musik: ”Jeg må tilstå, at musik altid har virket befordrende på skriveprocessen – både når jeg ’skriver i hovedet’ og når det foregår på papiret. Faktisk i endnu højere grad end f.eks. litteratur.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). 

Som offentlig person er Peter Nielsen meget tilbageholden og fortæller i et af sine sjældne interviews, at han i mange år har afvist både at medvirke i interviews og i oplæsninger: ”Jeg har det fint med at befinde mig nede ’under niveau’ og vil nødigt fylde ret meget mere. Jeg går sådan set heller ikke efter at få flere læsere. (…) Hvordan min lyrik bliver modtaget, forholder jeg mig næsten ikke til. Jeg slipper den stort set i samme øjeblik, jeg er færdig med den.” (Claus Grymer: Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.) Faktisk vil han helst slet ikke deltage i oplæsningsarrangementer, da han ikke mener, at hans oplæsning vil tilføre digtene noget: ”Digtene mister noget, når de bliver læst op. Jeg kommer til at lægge tryk og betoninger ind i teksten, som vil præge folks opfattelse af digtene. I mit tilfælde er indenadslæsning absolut at foretrække,” siger han i et interview. (Carsten Andersen: Digteren, der ikke ville være kendt. Politiken, 2007-03-16). Så årsagen til, at Peter Nielsen ikke er kendt uden for snævre litterære kredse, kan langt hen ad vejen findes i hans egen modvilje mod at udstille sin person. For ham taler digtene for sig selv og kan – og skal – ikke forklares. 

Udover sit virke som forfatter har Peter Nielsen været forlagskonsulent og anmelder ved Fyens Stiftstidende, og han er en flittig oversætter af navnlig svensk og norsk litteratur, herunder bl.a. Tomas Tranströmer og Tua Forsström. Han har også oversat Paul Celan.

Peter Nielsen blev i 2004 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen ”Livet foreslår”. Forfatteren bor med sin kone Anni i Hinnerup udenfor Aarhus.

Kan sparsommelighed redde proletariatet?

”et flertal er i en / situation hvor de er / sårbare det har alligevel / vil jeg mene påvirket mig i / gunstig retning / f.eks. nu / din krop i / modsætning / til lad os / tage staten / eller ’tankens / virkelighed’”
”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, s. 90.

I den officielle debutsamling ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” fra 1980 fortsætter Peter Nielsen med at udforske den tematik, som de tidligere udgivne hæfter har præsenteret. Nielsen udgav mellem 1971 til 1980 en række digtsamlinger på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde og Joringel, men de figurerer ikke officielt i det efterfølgende forfatterskab. Fælles for de tidlige værker er en orientering mod natur, sprog og skrift forenet i det, Poul Borum i efterskriftet til udvalget ”48 digte” (1978) kalder ”nærhedspoesi, som er sin socialitet bevidst, uden at nedværdige sig til den flade socialprivatisme”. Sted, krop og sprog forenes i digtene.

I ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” kombineres denne interesse med et gennemgående tema om erindring og glemsel. Kultur og natur er i en evig kamp, som – forstår man – naturen bør vinde. Ansigter, stemmer og sansning vægtes højere end by, larm, fliser og grill: ”men haren blir til steg på grillen bag hækkenes tyve centimeter”, som der ikke ukritisk står på side 32.

Digtene er præget af tydelige enjambementer, som betyder, at en sætning fortsætter på næste linje. Samlingens sparsomme tegnsætning vanskeliggør læsningen af digtene, da sætningerne glider over i hinanden: ”nuancerne driver os / op på hver sin / barrikade finder vi / ingen politik uden / klicheer vi står / op det som falder / og finder intet / andet end reservationer / når det gælder er der / sange nok som dækker / vores fortvivlelse” (s. 27). Disse lange sætningskæder giver en levende og organisk syntaks, der underbygger samlingens hyldest til det organiske over det maskinelle.

Samlingens titel lyder som en kommunistisk parole, og flere digte lægger sig i forlængelse heraf: der er et digt, der beskriver den arbejdende mands tøven, inden han begiver sig ind på Philips-fabrikken (s. 25) og et digt om, at arbejde er den direkte vej til fornedrelse (s. 53). På den måde falder bogen fint ind i 1970’ernes politiske digtning med sin civilisationskritiske holdning og optagethed af den rene natur og ord, der slynger sig i landskabet. I digtet på side 163 lader folk sig beruse af en mark, der hele sommeren har stået uden afgrøder.