Peter Nielsen var en dansk digter og romanforfatter. Han var uddannet på et kommunalt lønningskontor og arbejdede som overassistent på lønningskontoret på Aarhus Kommunehospital, da han i 1983 modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Det gav ham modet til at sige sit job op og forsøge at leve som fuldtidsforfatter, og det viste sig at være en frugtbar beslutning.
I tiåret, inden Peter Nielsen officielt debuterede i 1980 med digtsamlingen ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, havde han udgivet en lang række hæfter med digte og tekster, først på eget forlag og derefter på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde & Joringel.
Nielsens arbejde var delt op i tre afdelinger: Skrive, oversætte og se på fugle. Peter Nielsen har udtalt, at han levede i en herlig trefoldighed, som skifteholdsarbejder i treskift mellem poesi, oversættelse og ornitologi: ”Funktionen er, at jeg skriver digte som noget primært. Når det kikser, eller der måske lige er grund til at trække vejret i et andet miljø end digtets, går jeg i gang med en oversættelse, forudsat at jeg har en sådan. Det har jeg som oftest. Hvis jeg løber sur i den, eller får en ubændig trang til at komme væk, smider jeg det hele og tager kikkert, teleskop og foto frem – så dyrker jeg, sammen med min bedre halvdel Anni, min store passion: at betragte og helst også bestemme fuglearter i alle mulige sammenhænge, på træk, rastende, fouragerende, ynglende m.m. I moser, ved strande, i skove, grusgrave m.m. Den aktivitet opfatter jeg selv som en direkte forudsætning for at kunne skrive.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16). Denne interesse ses tydeligt i hans værker, der alle i større eller mindre omfang har fugle indlejret i sig.
Udover den store optagethed af fugle, var digteren meget inspireret af musik: ”Jeg må tilstå, at musik altid har virket befordrende på skriveprocessen – både når jeg ’skriver i hovedet’ og når det foregår på papiret. Faktisk i endnu højere grad end f.eks. litteratur.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16).
Som offentlig person var Peter Nielsen meget tilbageholden og fortalte i et af sine sjældne interviews, at han i mange år havde afvist både at medvirke i interviews og i oplæsninger: ”Jeg har det fint med at befinde mig nede ’under niveau’ og vil nødigt fylde ret meget mere. Jeg går sådan set heller ikke efter at få flere læsere. (…) Hvordan min lyrik bliver modtaget, forholder jeg mig næsten ikke til. Jeg slipper den stort set i samme øjeblik, jeg er færdig med den.” (Claus Grymer: Hvad livet foreslår. Kristeligt Dagblad, 2004-01-02.) Faktisk ville han helst slet ikke deltage i oplæsningsarrangementer, da han ikke mente, at hans oplæsning ville tilføre digtene noget: ”Digtene mister noget, når de bliver læst op. Jeg kommer til at lægge tryk og betoninger ind i teksten, som vil præge folks opfattelse af digtene. I mit tilfælde er indenadslæsning absolut at foretrække,” sagde han i et interview. (Carsten Andersen: Digteren, der ikke ville være kendt. Politiken, 2007-03-16). Så årsagen til, at Peter Nielsen ikke var kendt uden for snævre litterære kredse, kunne langt hen ad vejen findes i hans egen modvilje mod at udstille sin person. For ham talte digtene for sig selv og kunne – og skulle – ikke forklares.
Udover sit virke som forfatter var Peter Nielsen forlagskonsulent og anmelder ved Fyens Stiftstidende, og han var en flittig oversætter af navnlig svensk og norsk litteratur, herunder bl.a. Tomas Tranströmer og Tua Forsström. Han oversatte også Paul Celan.
Peter Nielsen blev i 2004 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen ”Livet foreslår”. Forfatteren boede med sin kone Anni i Hinnerup udenfor Aarhus.