Peter Nielsens digtsamling fra 2003, ”Livet foreslår”, blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Samlingen består af otte tekster, hvoraf de første syv er korte, og den sidste er et 80 siders langdigt i 35 afsnit. I en slentrende prosastil beskriver digterjeget sin sansende erfaring af omverdenen. Med et præcist blik for farvernes og vejrligets skiften, fuglene i flugt over marken og birketræernes lys vandrer digteren, øjet og skriften rundt derude. I andre tekster sidder digterjeget inde og rydder op på skrivebordet, og det er den nære og lille verden, der udgør referencerammen for teksterne. Som titlen foreskriver, så er det netop livet, der foreslår mennesket ”nogle variationer og undlader at oplyse om/ hvilket tema der ligger til grund” (s. 69). Det er ikke individet, der er i centrum, men livet som sådan med relationer, omgivelser, steder, tiden, lyset og luften. Det er på den måde et ydmygt digterjeg, der orienterer sig i verden og tilspørger den, hvordan man kan vide sig sikker på den og hinanden. Og sig selv. Der er en autenticitetsdiskussion indlejret i samlingen, da det ikke er evident, hvornår noget er ægte eller ren overflade.
Også i dette værk diskuteres forholdet mellem natur og kultur: ”Selv gadelygterne tøver. Smukke og hjælpeløse / står de der og ved ikke om de er noget værd / i forhold til den månebelyste eng, der breder sig foran dem.” (s. 65-66). Synsvinklen er her hos gadelygterne og ikke hos jeget.
I den drivende pludren er der indbrud af vitser, spidsformuleringer og spørgsmål til eksistensen og vores ophold i den. Tableauer fra naturen spiller sammen med musikken, og der er regn, rum og klang i digtene. Udgangspunktet er en almindelighed og genkendelig verden med marker, vinduer og biler i tomgang. Herfra reflekterer digtene over tingenes væren og værdi: ”Ikke mindst ting som undlader at ulejlige sig med at komme til syne, betyder så meget: en vilkårlig skygge der gør det muligt at se, et vilkårligt lys der gør det nødvendigt at lukke øjnene. Skalaer.” (s. 34).
Selv fortæller Peter Nielsen om tilblivelsen af ”Livet foreslår”: ”Jeg forkastede på et tidspunkt den idé der indtil da havde båret det – at skrive en poetik. Nu gav jeg mig i stedet til at komprimere, slette, fortætte, og kom ned til nogle andre temaer. Det var ligesom at tømme et landskab for huse og infrastruktur. Så begyndte en håndfuld temaer at korrespondere med hinanden – jeg skulle bare med forsigtig hånd væve nogle tråde ind og sikre mig, at det ikke blev for overtydeligt.” (Nordisk råd foreslår. Litteratursiden, 2004-02-16).