Rasmus Nikolajsens forkærlighed for systemer gør det oplagt at drage paralleller til sentressernes systemdigtere som Inger Christensen, f.eks. hendes digtsamling ”Det” fra 1969. På samme måde kan han sammenlignes med systemdigteren Klaus Høeck, som ligesom Inger Christensen debuterede i 1960’erne, med digtsamlingen ”Yggdrasil” (1966). Klaus Høeck eksperimenterer i sine digte, ligesom Rasmus Nikolajsen, med elementer som f.eks. sonetter og rim.
Rasmus Nikolajsen adskiller sig dog både i indhold og udtryk fra de nævnte ældre digtere, især med sin remix- og collageagtige tilgang til lyrikken.
Af yngre, nyere digtere kan Rasmus Nikolajsen sammenlignes med Rasmus Halling Nielsen, som ligesom Nikolajsen er inspireret af 1960’ernes lyrik og har en legende og eksperimenterende tilgang til sprog og grammatik.
Med ”Udbryderne” tegner Rasmus Nikolajsen sig sammen med Lauge Larsen sig ind i en tradition af sportsromaner, som digter og cykelkommentator Jørgen Leth også er en del af. ”Tilbage til unaturen” er ligeledes en del af en tradition og bryder samtidig med traditionen. Især i højromantikken i midten af 1800-tallet var naturdigte med deres blomstrende billedsprog en populær genre, som bl.a. Adam Oehlenschläger (1748-1827) og Emil Aarestrup (1800-1856) var en del af. Rasmus Nikolajsens version af genren er nyskabende, da hans naturdigte er både sprogligt refleksive og skrevet i hverdagsvendinger blandet med metaforik. Digtene sker så at sige, mens de skrives, og selve skrivesituationen smelter sammen med solnedgangen og digterens bøvl med at beskrive de changerende farver præcist.