Rasmus Nikolajsen

Baggrund

”en svane strækker hals og slår/ lidt med vingerne som om den/ lige, som når man stryger en/ hvid skjorte, skal gøre sig klar/ til nuet og det grønne er/ begyndt at trække sig ind i/ stammerne og efterlader/ således plads i bladene”.

”Hvad skal vi med al den skønhed?”, s. 1.

Rasmus Nikolajsen blev født 26. juni 1977 i København. Hans forældre blev skilt, da han var helt lille, og han voksede op i Grenaa med sin storebror og mor, som er sundhedsplejerske. Folkeskoleårene tilbragte han på Norddjurs Friskole, hvorefter han blev matematisk student fra Grenaa Gymnasium. Efter gymnasiet startede han med at læse litteraturvidenskab på universitetet, først i Odense og senere i København. Han blev cand.mag. i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet i 2006 med specialet ”Last Night a DJ Shaved My Wife” om remix og sampling i nyere dansk lyrik.

Rasmus Nikolajsen arbejder også selv med remix i sine digte, som ofte tager udgangspunkt i allerede eksisterende sange, digte, hverdagsklicheer mv. og giver teksten en ny mening. ”Remix’ene er bl.a. sådan en slags genoplivende terror, man kan jo roligt dræbe det, der allerede er dødt. Skægt nok kan jeg meget markant både lide og ikke lide originalerne til de remix, jeg har lavet,” siger Rasmus Nikolajsen. (Stefan Kjerkegaard: Ordroderi og elskovspludren. Sentura, 2003-11-24).

Hans skrivestil er præget af en legesyg tilgang til ord og grammatiske regler. ”Jeg synes godt, at det kan give mening at ophæve mening, eller f.eks. skrive decideret dårligt eller at skrive ”hellig marcipanbrøde”. Man skal bare ikke gøre det til regel. Men det skal heller ikke være en regel, at litteratur ikke må være sjov eller absurd eller punk,” siger Rasmus Nikolajsen. (Stefan Kjerkegaard: Ordroderi og elskovspludren. Sentura, 2003-11-24).

Rasmus Nikolajsen debuterede i 2000 med digtsamlingen ”Digte om lidt”. Siden er forfatterskabet blevet udvidet med digtsamlinger, den lyriske rejseroman ”I Athen” fra 2009, ”Den ulykkelige boghandler” fra 2012 og sportsromanen ”Udbryderne” fra 2015. Digtsamlingen ”Socialdemokratisk digt” fra 2010 er anden bog i en serie på otte digtsamlinger, der alle består eller kommer til at bestå af 64 digte eller digtenheder på hver 64 stavelser.

Udover sine udgivne bøger har Rasmus Nikolajsen fået publiceret tekster i bl.a. tidsskrifterne Apparatur, Øverste Kirurgiske, Den Blå Port og Hvedekorn og modtog i 2016 den nystiftede hæderspris fra Statens Kunstfond, Hanne Marie-prisen. I 2017 modtog han Kritikerprisen 2016 for ”Tilbage til unaturen”.

De første digtsamlinger

”hele vejen til Paris / er dit kys min sky / ingenting usikkert / når du blander dig uden om mig / er regnen mit bur”

”Frihed og sex på rejsen”, s. 43.

Rasmus Nikolajsens debut, digtsamlingen ”Digte om lidt”, fra 2000 og den efterfølgende ”SølvKANIN” fra 2001, er begge delt op i fem dele med hver fire digte.

23192616

Digtene tager ofte udgangspunkt i en detalje – en farve, en hundehvalp, et træk ved den elskede – og udfolder sig i en associerende og dynamisk stil derfra. Alt er i bevægelse og under mulig forvandling. Ofte er detaljen noget, som det lyriske jeg sanser, hvilket forstærker det associative og somme tider nærmest ubevidste præg.

Det er karakteristisk for Rasmus Nikolajsens skrivestil at indsætte ord og talemåder i nye sammenhænge. Stilen er præget af en eksperimenterende tilgang til grammatiske regler, f.eks. leger nogle af digtene med de personlige stedord ’du’, ’jeg’ og ’vi’, som i følgende eksempel fra ”Digte om lidt”: ”Jeg tænker dig om: vi betyder lidt af hvert”. I eksemplet bliver ’dig’ indsat i stedet for ’mig’. Sætningen har den effekt, at det får læseren til at stoppe op ved sætningen, fordi talemåden normalt lyder ’jeg tænker mig om’. Den utraditionelle måde at bruge ord og grammatik skærper læserens opmærksomhed og opfordrer til refleksion over ordenes opbygning og betydning. På den måde udvides rammen for, hvad der kan forventes i læsningen af digtene, og hvad der giver mening.

Det er kendetegnende for Rasmus Nikolajsens digte, at de ofte er skrevet i matematiske systemer. ”Frihed og sex på rejsen” fra 2003 er delt op i fire dele med titler fra bogens titel, dvs. ”frihed”, ”og”, ”sex” og ”på rejsen”. Første afsnit består af digte på hver seks linjer, ”og”-afsnittet er blandet, mens ”sex” består af digte på hver fire linjer. ”På rejsen”-delen består af digte på hver fem linjer, som endvidere er bundet sammen af, at forrige digts slutsætning er næste digts startsætning.

Bogen tematiserer især kærlighed og frihed i forskellige afskygninger. Frihed i forhold til parforhold, frihed i forhold til samfund, konventioner og omverden samt frihed i forhold til sig selv, f.eks. kampen mod at blive fri for sin egen angst samt angsten for at miste den elskedes kærlighed.

I Athen

”Må disse sider engang trænge ind i hundenes bevidsthed som lopper i pelsen og fortælle dem at i mit livs knaldroman er timerne med dem et af de kapitler jeg finder behageligst.”

”I Athen”, s. 21.

Den korte lyriske rejseroman ”I Athen” fra 2009 følger fortællerens rejse 24. marts til 20. april i Athen. Bogen er skrevet på et legatophold på Det Danske Institut i Athen, og opholdet er inspireret af en lignende rejse, som H.C. Andersen foretog i de samme dage i 1841. Bogen består af samme antal tegn som H.C. Andersens dagbog, fortæller Rasmus Nikolajsen i en note.

”I Athen” er delt op i to dele, den første noget længere end den anden. Bogen er en blanding af rejsebeskrivelser og indre monolog, hvor fortællerens tanker og følelser gengives, oftest i en poetisk og associativ stil, hvor den ene tanke tager den næste. Bogen begynder med fortællerens afsked med hjembyen København en tidlig morgen, herefter følger beskrivelser af livet i Athen – menneskerne, bygningerne og de gadehunde, han føler sig mest hjemme hos. Det, der fylder mest i bogen, er fortællerens tanker og følelser, i forhold til det, han oplever og ser, men også refleksioner over tilværelsen, poesien og forholdet til den savnede kæreste.

27650376

Bogen er fortalt af en jegfortæller og henvender sig flere gange direkte til læseren, andre gange mere som til en dagbog. Sætningerne er ofte lange og ubrudte, hvilket forstærker den lyriske og associative stil og giver bogen et stærkt præg af nutid og nærvær.

Nogle steder fremstår teksten som ét langt digt, fyldt med metaforer og poetiske beskrivelser og sansninger. Andre steder, især i sidste del, er bogen mere dokumentaristisk med henvisninger til f.eks. citater fra den italienske forfatter og politiker Dante Alighieri og den amerikanske forfatter og antropolog Carlos Castaneda. Enkelte steder refererer bogen til dokumenter fra H.C. Andersens rejse, men den egentlige drivkraft i bogen er fortællerens refleksioner samt de poetiske formuleringer, der kæder sig ind i hinanden, i en leg med sprog og mening.

Rasmus Nikolajsen kalder i bogens efterskrift selv bogen for et ’realitymix’; en sammenblanding af fortællerens egne erfaringer, litterære citater mv. ”At rejse er at lyve,” omskriver fortælleren H.C. Andersens motto, og i bogens begyndelse understreges blandingen af fiktion, fakta og lån af andres stof: ”Du er velkommen til at læse bekendelser, udfald, betragtninger, anekdoter og rejseoplevelser som mine egne, autentiske ytringer, oplevelser og så videre, det er de på sin vis alle, om end mange af dem er opdigtede eller stjålet fra allerede eksisterende litteratur, men du er også velkommen til at læse hele bogen som én stor konstruktion.” (s. 13).

64-siders-digtene

”Der skal kunst / på væggene som små rejser / til andre verdener der ikke / findes. Somom vi var L og / Æ der boede sammen i / GLÆDEN og så en formiddag / opdagede at vi havde / byttet plads.”

”Socialdemokratisk digt”, s. 56-57.

”Alting ender med et bryllup” fra 2008 er første bog i en serie på 64 sider, hvor hver side indeholder en strofe på otte linjer á otte stavelser – ligesom titlen også er på otte stavelser. Mange af digtene i ”Alting ender med et bryllup” er på forskellig vis udsprunget af eksisterende litteratur og tager ofte afsæt i en detalje i f.eks. et digt eller sang, som bruges i en ny kontekst. Nogle steder er det en hel digtstrofe eller et sangvers, der remix’es, f.eks. er digtet ”Om lidt er vi sammen” (s. 5) en slags omskrivning af en strofe i romantikkens digter Emil Aarestrups digt ”Angst”, mens ”Et kranie i mudder…” (s. 7) er et remix af ’My favorite things’ fra musicalen The Sound of Music. Ved at placere tingene i en ny kontekst brydes der med det konventionelle og forventelige.

27206298

Anden del i 64-serien, ”Socialdemokratisk digt” fra 2010, består ligeledes af 64 strofer á otte linjer á otte stavelser. Her fremstår de 64 sider dog som ét langt digt, hvor sidste ord i en strofe leder til første ord i den næste. Bogens titel har, ligesom de enkelte linjer i bogen, otte stavelser og refererer til, at der i digtet indgår tekstdele fra klassiske socialistiske slagsange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Internationale”.

Første del begynder med ’at’, mens de næste tre afdelinger begynder med ’jeg’. Der er dog tale om skiftende jeg’er. Der er f.eks. kæresten, der ikke ved, om hun tør få børn med en digter uden indtægt, en gammel dame i en Netto-kø og Ulla Bonde, som er ansat i A-kassen. Sidste del af digtsamlingen begynder med ’de’.

”Socialdemokratisk digt” tematiserer især kærlighed og parforhold, tanken og poesien. Ligesom de forrige digtsamlinger indeholder bogen mange metaforer og sammenligninger. Ofte leder den ene metafor over i den anden, i et associerende flow, som i følgende eksempel: ”En tanke / flad som en måtte. At se sin / udkårne efter en bytur / ligge flad på gulvet som en / uopvreden karklud. Tanker / brugt som brækjern.” (s. 10-11).

I eksemplet fremstilles tanken først som værende flad, dernæst som noget, der kan bruges til noget; som brækjern. Det vil sige som middel til at bryde noget op (med vold). Kæresten sammenlignes med en karklud, det vil sige også som noget, der har en nytteværdi, i dette tilfælde at kunne gøre noget rent. Dog er nytten ikke stor, fordi karkluden/kæresten ikke er vredet op.

Digtsamlingen kommer også ind på mere politiske emner, f.eks. digterens rolle i samfundet, og den dobbelthed, der ligger i at stå i ’nationens tjeneste’, samtidig med, at samfundet ikke vil betale digterne for at digte.

Den ulykkelige boghandler

”Du sætter dig pænt med rank ryg i den dertil designede stol og tygger maden som du med gaflen har løftet fra tallerkenen og lastet ind i din da let åbne mund. Du er omgivelsernes slave, et vanemenneske, og kun en ny krise kan redde dig.”

”Den ulykkelige boghandler”, s. 61.

I 2012 udkom ”Den ulykkelige boghandler”, der er Rasmus Nikolajsens anden udgivelse i prosaform. Bogen består af tre uafhængige historier, der hver især handler om de små eller store hændelser, der ryster hverdagen, vanen, og påkalder sig refleksion og spørgsmålsstillen. F.eks. handler historien ”En omvej” om en biltur, hvor fortælleren og hans forlovede Sille er på vej fra Københavnsområdet til fortællerens barndomsferiested Kandestederne i Nordjylland. I takt med, at de to rejsende nærmer sig deres mål, nærmer sig også bogens klimaks, nemlig at den forlovede fortæller, at hun netop, da de skulle hente et maleri i Aarhus, har taget en graviditetstest og er gravid.

29351252

I titelfortællingen ”Den ulykkelige boghandler” tager fortælleren på en art overlevelsestur til Tippen i Sydhavnen. Her er det planen, at han vil skrive på romanen ”Tilbage til unaturen”. Han bliver dog forstyrret af mødet med spøgelset Krak, som fortæller sin historie og hvor han har gemt manuskriptet til en roman, som fortælleren er sikker på, vil give ham succes.

Historierne tematiserer bl.a. kunst, splittelse, idealer og illusioner. I ”En cykeltur” fortælles f.eks. om fortællerens teenageoplevelse med en tysk pige. Oplevelsen var så fantastisk, at den har sat et uopnåeligt ideal – og dermed en hindring – for fortællerens efterfølgende parforhold.

Alle tre historier fremstår som indre monologer, afbrudt af kortere handlingsbeskrivelser eller dialoger. Fortælleren reflekterer over forskellige temaer og sammensætter sin egen teori, ofte med udspring i noget, andre har skrevet eller sagt. Ligesom i sine digte blander Rasmus Nikolajsen med jævne mellemrum andre tekster ind i sine egne og refererer til bøger, digte, citater fra avisartikler mv.

Sproget er præget af lange, komplicerede sætninger. Det altoverskyggende sproglige virkemiddel i bogen er sammenligninger, ofte humoristiske, af både omgivelser – ”fuglene synger som stjernekrig i et arkadespil” (s. 79) – og fortællerens tanker og følelser – ”at jeg som sædvanlig ikke havde bemærket overgangen, som den grimme ælling der er den sidste i historien der opdager at den er en svane” (s. 101).

Tilbage til unaturen

”Pastelrosa, ild og guld, helt klart! / men acceptér også at der / er noget menstruation / over disse solnedgange. / Trøster det dig lidt at tænke / på at når vi mennesker er / væk, vil solen fortsat finde / nye måder at gå ned på?”

”Tilbage til unaturen”, s. 52-53.

Efter udgivelsen af sportskrimien ”Udbryderne” (2015), der er skrevet i samarbejde med cykelsportsentusiasten Lauge Larsen, udgav Rasmus Nikolajsen i 2016 digtsamlingen ”Tilbage til unaturen”. Bogen er en samling af naturdigte skrevet mellem 2011-2015 og er tredje digtsamling i den række, hvor ”Alting ender med et bryllup” og ”Socialdemokratisk digt” er de første to.

Digtene udspiller sig i og reflekterer over naturen – og samtidig kredser de om noget usagt: Om selve digtesituationen og om et brud mellem to mennesker. I refleksionen over både kærlighedens og menneskets forgængelighed står naturen som en uforanderlig kæmpe, der aften efter aften serverer den ene perfekt tonede solnedgang efter den anden.

52163943

Digtene i ”Tilbage til unaturen” cirkler også om selve det at sætte ord på noget. Som i digtet ”Enghaven, 18. august 2013”, hvor jeget sukker ”Og ak, hvem der kunne skrive et digt om roser der bare handlede om roser.” Visse steder syder digterjeget af en humoristisk surhed, der ikke bare ”(…) har lyst til samleje med nogen”, men heller ikke synes, ”(…) nogen skal have samleje overhovedet” (s. 15-16).

I ”Tilbage til unaturen” fortsætter Rasmus Nikolajsen sit arbejde med systemer, selvom systemerne ikke er helt så stramme som i eksempelvis ”Socialdemokratisk digt”. Den gennemgående stil er små, komprimerede digte med otte linjer, hvor hver linje indeholder otte stavelser, og rent tematisk fungerer den virkelighedsnære centrering om naturen og om at befinde sig i, opleve og percipere naturen desuden som et systemisk benspænd.

I radioprogrammet ”Skønlitteratur på P1” fortæller Rasmus Nikolajsen om nødvendigheden af at bevæge sig udenfor for at skrive: ”Da jeg startede med at skrive bogen var jeg dels kontoransat og dels sad jeg derhjemme på mit hjemmekontor og skrev digte, og jeg mærkede sådan en sløvhed brede sig fra computeren og ud i mig (…) og jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg kunne opnå en eller anden form for koncentreret væren. Det gjorde jeg så ved at forlade computeren og gå ud i noget, som forekom mig at være natur for at skrive dér – for at skrive i et møde med naturen.” (Skønlitteratur på P1, DR, 2016-01-27).

Hvad skal vi med al den skønhed?

”Mennesker på vej og egens/ ego falder så nyt ego/ kan opstå og at betragte/ bladenes dødsdans er også/ at øve sig på trinene/ i ens egen død og alt man/ ikke kan forcere og må/ lade tiden arbejde frem.”

”Hvad skal vi med al den skønhed?”, s. 64.

Rasmus Nikolajsens digtsamling ”Hvad skal vi med al den skønhed?” er skrevet, mens bladene faldt af træerne, og samlingen fik da også genrebetegnelsen ’efterårsdigt’, da den udkom i 2018. Den korte digtsamling ligner sin forgænger ”Tilbage til unaturen” i sit fokus på naturen og fortsætter den sensitive og kontemplative tilgang til digtningen.

Talsystemer går også igen i ”Hvad skal vi med al den skønhed?”. Bogen er på 64 sider, hver side indeholder otte linjer, og hver linje har som oftest otte stavelser. Ligesom samlingens titel er otte stavelser lang. Hver side kan læses som et selvstændigt digt, men den kan også læses i sammenhæng med den forrige side, så sætningerne fortsættes fra side til side, og ”Hvad skal vi med al den skønhed?” kan dermed læses som et langt digt.

54588003

Centralt i både ”Tilbage til unaturen” og ”Hvad skal vi med al den skønhed?” står skønheden selv. Rasmus Nikolajsen skriver smukke digte med svaner, kastanjeblade, elmetræer og lys, der siver ud af en sky, men han skriver også digte, hvori der reflekteres over begrebet skønhed og det at skrive smukt og bruge metaforer. Som på s. 59-60, hvor han skriver ”(…) og vi/ mennesker synes at skoven/ er åh så smuk nu og måske/ smukt simpelthen betyder at/ vi mærker noget, en form for/ energi eller ånd (…)”. Selve det at skrive er også en rød tråd i digtsamlingen, hvor nogle fugle således kan gå og prikke ”(…) metaforer i/ den plørede plæne” (s. 10). På den måde bliver naturen en aktiv medspiller i forfatterens digtning og er med til at skabe de metaforer, de selv indgår i.

”Hvad skal vi med al den skønhed?” filosoferer over forgængelighed, døden og livets opløsning, som efteråret bliver et symbol på. Opløsningen bliver både noget, man kan stræbe efter – som med punkbandet Iceages evne til at række ”(…) om bag strukturerne,/ om hvor virkeligheden så/ at sige endnu ikke er indtruffet, hvor du er flow/ og energi (…)” (s. 57), og samtidig bliver efteråret et billede på accepten af døden. At iagttage de faldende blade i et forsøg på at acceptere ens eget kommende fald.

Måske sjælen

”Min farmor har lyst til at gå/ ud og åbne hoveddøren./ hun synes det allerede/ har varet alt for længe. Alt,/ alt for længe har hun ventet/ på at det skulle banke på./ Donk. Donk. – Åbn, råber en stemme/ vredt, ellers sprænger vi fandme/ døren (…)”

”Måske sjælen”, s. 79-80.

Rasmus Nikolajsens farfar var modstandsmand under Anden Verdenskrig. Selvom han ikke optræder direkte i den autofiktive digtsamling ”Måske sjælen” (2022), så står modstandshistorien – og Rasmus Nikolajsens farmors historie – centralt i prosadigtene, der starter under den tyske besættelse af Danmark. Digterens farmor er højgravid, og hendes lille datter leger på gulvet, mens hendes knap etårige søn får mad i køkkenet af en barnepige. Da det banker hårdt på døren, står Gestapo på den anden side, så farmoren forsvinder ud af køkkendøren med sin lille pige i hånden og efterlader drengen, der senere bliver Rasmus Nikolajsens far. Han bliver taget af Gestapo og senere sat i en plejefamilie.

62523891

I en podcast hos forlaget Gutkind (gutkind.dk/podcast/gutkind-bogcast-det-tager-en-krig) siger Rasmus Nikolajsen, at ”Måske sjælen” er den bog, han altid har forsøgt at undgå at skrive, og det var først, da han selv blev forælder, at han begyndte at se den dramatiske historie fra sin farmors perspektiv: Hvordan måtte det være at forlade sin baby og samtidig vide, at det ikke er ansvarlige voksne, der skal passe på barnet?

I et nutidsspor er digteren selv på vej hen til ansvarlige voksne, nemlig de pædagoger, der passer på hans lille datter, og dermed bliver det et tema at forlade – og gense – sit barn. Også farmoren er med i nutidssporet, men her forlader hun selv verden, og efter hendes død skal tingene i hendes lejlighed fordeles i familien. Her oplever digteren, at farmorens (vrede) sjæl ikke for alvor har sluppet denne verden endnu, og sjælsspørgsmålet ses også i referencer til både kristendom, buddhisme og kabbala i et forsøg på at italesætte det åndelige aspekt ved at blive forælder og sætte en sjæl i verden.

I ”Måske sjælen” ses systemdigtningen i, at alle sider har tolv linjer, og alle linjer har otte stavelser – og bogen har genrebetegnelsen familieversfortælling. På den måde styrer poesiens regler og en fast metrik fortællingen, men reglerne ser Rasmus Nikolajsen som en befrielse frem for en restriktion, siger han i den førnævnte podcast (gutkind.dk/podcast/gutkind-bogcast-det-tager-en-krig, 17:00). På det sproglige plan vrimler det med smukke naturbilleder og metaforer som i digtsamlingen ”Tilbage til unaturen”.

Genrer og tematikker

Rasmus Nikolajsens forfatterskab er en blanding af eksperimenter og systemisk alvor. Hans digte er kendetegnet ved et fokus på formen, som er domineret af matematiske systemer. Ofte har digtene et bestemt antal linjer, stavelser mv. F.eks. består flere af digtsamlingerne af 64 sider á otte linjer á otte stavelser, og titlerne har også otte stavelser.

Både digtene og prosateksterne er præget af en fri tilgang til grammatiske regler og betydninger samt en stor brug af metaforer og sammenligninger. Ordspil og rim har også en central plads. Ofte eksperimenteres der med ordenes betydning, f.eks. ved at bytte om på ord eller ved at gøre brug af eksisterende sange, digte mv.

Et karakteristisk træk i Rasmus Nikolajsens forfatterskab er, at elementer fra andre tekster, hverdagsklicheer og talemåder sættes sammen, og at der derved skabes en ny mening. Den romantiske ide om det originale værk er erstattet af en tidstypisk collageagtig metode, hvor elementer fra forskellige genrer, perioder og retninger sættes sammen i en ny sammenhæng og skaber sit eget udtryk. Den utraditionelle sprogbrug opfordrer til refleksion over ordenes opbygning og betydning og udvider opfattelsen af, hvad der giver mening.

Rasmus Nikolajsen laver sin egen stramme systematik. F.eks. i form af antal linjer, strofer, stavelser etc. Talsystemet giver en rytme, og den stramme systematik gør det muligt at komme tæt på store emner, fordi temaerne kan sættes i en ramme og på den måde gøres konkrete og almenmenneskelige.

De store temaer kommer ofte til udtryk i forhold til den elskede, og kærlighed og parforhold er et gennemgående tema i både prosateksterne og i digtene, som også tematiserer sprog og poesi, i form såvel som indhold.

”Tilbage til unaturen” betegner på mange måder et brud i Rasmus Nikolajsens ellers så samplingprægede lyrik. Remixet af sproget, hvor kendte vendinger o. lign. vendes på hovedet, er stort set fraværende. Og alligevel er digtsamlingen en diskret fortsættelse af Rasmus Nikolajsens forkærlighed for sampling, da den låner sin titel fra den roman, som fortællerjeget i ”Den ulykkelige boghandler”s titelhistorie skriver på.

Også forældreskab er blevet et tema i Rasmus Nikolajsens to seneste digtsamlinger: ”Barnevognshaiku” (2020) er skrevet, mens han gik tur med sin datter i et forsøg på at få hende til at sove, og far-temaet i ”Måske sjælen” italesætter det åndelige aspekt ved at sætte liv i verden.

Beslægtede forfatterskaber

Rasmus Nikolajsens forkærlighed for systemer gør det oplagt at drage paralleller til sentressernes systemdigtere som Inger Christensen, f.eks. hendes digtsamling ”Det” fra 1969. På samme måde kan han sammenlignes med systemdigteren Klaus Høeck, som ligesom Inger Christensen debuterede i 1960’erne, med digtsamlingen ”Yggdrasil” (1966). Klaus Høeck eksperimenterer i sine digte, ligesom Rasmus Nikolajsen, med elementer som f.eks. sonetter og rim.

Rasmus Nikolajsen adskiller sig dog både i indhold og udtryk fra de nævnte ældre digtere, især med sin remix- og collageagtige tilgang til lyrikken.

Af yngre, nyere digtere kan Rasmus Nikolajsen sammenlignes med Rasmus Halling Nielsen, som ligesom Nikolajsen er inspireret af 1960’ernes lyrik og har en legende og eksperimenterende tilgang til sprog og grammatik.

Med ”Udbryderne” tegner Rasmus Nikolajsen sig sammen med Lauge Larsen sig ind i en tradition af sportsromaner, som digter og cykelkommentator Jørgen Leth også er en del af. ”Tilbage til unaturen” er ligeledes en del af en tradition og bryder samtidig med traditionen. Især i højromantikken i midten af 1800-tallet var naturdigte med deres blomstrende billedsprog en populær genre, som bl.a. Adam Oehlenschläger (1748-1827) og Emil Aarestrup (1800-1856) var en del af. Rasmus Nikolajsens version af genren er nyskabende, da hans naturdigte er både sprogligt refleksive og skrevet i hverdagsvendinger blandet med metaforik. Digtene sker så at sige, mens de skrives, og selve skrivesituationen smelter sammen med solnedgangen og digterens bøvl med at beskrive de changerende farver præcist.