Hvad skal vi med al den skønhed?

Citat
”Mennesker på vej og egens/ ego falder så nyt ego/ kan opstå og at betragte/ bladenes dødsdans er også/ at øve sig på trinene/ i ens egen død og alt man/ ikke kan forcere og må/ lade tiden arbejde frem.”

”Hvad skal vi med al den skønhed?”, s. 64.

Rasmus Nikolajsens digtsamling ”Hvad skal vi med al den skønhed?” er skrevet, mens bladene faldt af træerne, og samlingen fik da også genrebetegnelsen ’efterårsdigt’, da den udkom i 2018. Den korte digtsamling ligner sin forgænger ”Tilbage til unaturen” i sit fokus på naturen og fortsætter den sensitive og kontemplative tilgang til digtningen.

Talsystemer går også igen i ”Hvad skal vi med al den skønhed?”. Bogen er på 64 sider, hver side indeholder otte linjer, og hver linje har som oftest otte stavelser. Ligesom samlingens titel er otte stavelser lang. Hver side kan læses som et selvstændigt digt, men den kan også læses i sammenhæng med den forrige side, så sætningerne fortsættes fra side til side, og ”Hvad skal vi med al den skønhed?” kan dermed læses som et langt digt.

54588003

Centralt i både ”Tilbage til unaturen” og ”Hvad skal vi med al den skønhed?” står skønheden selv. Rasmus Nikolajsen skriver smukke digte med svaner, kastanjeblade, elmetræer og lys, der siver ud af en sky, men han skriver også digte, hvori der reflekteres over begrebet skønhed og det at skrive smukt og bruge metaforer. Som på s. 59-60, hvor han skriver ”(…) og vi/ mennesker synes at skoven/ er åh så smuk nu og måske/ smukt simpelthen betyder at/ vi mærker noget, en form for/ energi eller ånd (…)”. Selve det at skrive er også en rød tråd i digtsamlingen, hvor nogle fugle således kan gå og prikke ”(…) metaforer i/ den plørede plæne” (s. 10). På den måde bliver naturen en aktiv medspiller i forfatterens digtning og er med til at skabe de metaforer, de selv indgår i.

”Hvad skal vi med al den skønhed?” filosoferer over forgængelighed, døden og livets opløsning, som efteråret bliver et symbol på. Opløsningen bliver både noget, man kan stræbe efter – som med punkbandet Iceages evne til at række ”(…) om bag strukturerne,/ om hvor virkeligheden så/ at sige endnu ikke er indtruffet, hvor du er flow/ og energi (…)” (s. 57), og samtidig bliver efteråret et billede på accepten af døden. At iagttage de faldende blade i et forsøg på at acceptere ens eget kommende fald.