Tilbage til unaturen

Citat
”Pastelrosa, ild og guld, helt klart! / men acceptér også at der / er noget menstruation / over disse solnedgange. / Trøster det dig lidt at tænke / på at når vi mennesker er / væk, vil solen fortsat finde / nye måder at gå ned på?”
”Tilbage til unaturen”, s. 52-53.

Efter udgivelsen af sportskrimien ”Udbryderne” (2015), der er skrevet i samarbejde med cykelsportsentusiasten Lauge Larsen, udgav Rasmus Nikolajsen i 2016 digtsamlingen ”Tilbage til unaturen”. Bogen er en samling af naturdigte skrevet mellem 2011-2015 og er tredje digtsamling i den række, hvor ”Alting ender med et bryllup” og ”Socialdemokratisk digt” er de første to. 

Digtene udspiller sig i og reflekterer over naturen – og samtidig kredser de om noget usagt: Om selve digtesituationen og om et brud mellem to mennesker. I refleksionen over både kærlighedens og menneskets forgængelighed står naturen som en uforanderlig kæmpe, der aften efter aften serverer den ene perfekt tonede solnedgang efter den anden. 

52163943

Digtene i ”Tilbage til unaturen” cirkler også om selve det at sætte ord på noget. Som i digtet ”Enghaven, 18. august 2013”, hvor jeget sukker ”Og ak, hvem der kunne skrive et digt om roser der bare handlede om roser.” Visse steder syder digterjeget af en humoristisk surhed, der ikke bare ”(…) har lyst til samleje med nogen”, men heller ikke synes, ”(…) nogen skal have samleje overhovedet” (s. 15-16).  

I ”Tilbage til unaturen” fortsætter Rasmus Nikolajsen sit arbejde med systemer, selvom systemerne ikke er helt så stramme som i eksempelvis ”Socialdemokratisk digt”. Den gennemgående stil er små, komprimerede digte med otte linjer, hvor hver linje indeholder otte stavelser, og rent tematisk fungerer den virkelighedsnære centrering om naturen og om at befinde sig i, opleve og percipere naturen desuden som et systemisk benspænd. 

I radioprogrammet ”Skønlitteratur på P1” fortæller Rasmus Nikolajsen om nødvendigheden af at bevæge sig udenfor for at skrive: ”Da jeg startede med at skrive bogen var jeg dels kontoransat og dels sad jeg derhjemme på mit hjemmekontor og skrev digte, og jeg mærkede sådan en sløvhed brede sig fra computeren og ud i mig (…) og jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg kunne opnå en eller anden form for koncentreret væren. Det gjorde jeg så ved at forlade computeren og gå ud i noget, som forekom mig at være natur for at skrive dér – for at skrive i et møde med naturen.” (Skønlitteratur på P1, DR, 2016-01-27).