I 2012 udkom ”Den ulykkelige boghandler”, der er Rasmus Nikolajsens anden udgivelse i prosaform. Bogen består af tre uafhængige historier, der hver især handler om de små eller store hændelser, der ryster hverdagen, vanen, og påkalder sig refleksion og spørgsmålsstillen. F.eks. handler historien ”En omvej” om en biltur, hvor fortælleren og hans forlovede Sille er på vej fra Københavnsområdet til fortællerens barndomsferiested Kandestederne i Nordjylland. I takt med, at de to rejsende nærmer sig deres mål, nærmer sig også bogens klimaks, nemlig at den forlovede fortæller, at hun netop, da de skulle hente et maleri i Aarhus, har taget en graviditetstest og er gravid.
29351252
I titelfortællingen ”Den ulykkelige boghandler” tager fortælleren på en art overlevelsestur til Tippen i Sydhavnen. Her er det planen, at han vil skrive på romanen ”Tilbage til unaturen”. Han bliver dog forstyrret af mødet med spøgelset Krak, som fortæller sin historie og hvor han har gemt manuskriptet til en roman, som fortælleren er sikker på, vil give ham succes.
Historierne tematiserer bl.a. kunst, splittelse, idealer og illusioner. I ”En cykeltur” fortælles f.eks. om fortællerens teenageoplevelse med en tysk pige. Oplevelsen var så fantastisk, at den har sat et uopnåeligt ideal – og dermed en hindring – for fortællerens efterfølgende parforhold.
Alle tre historier fremstår som indre monologer, afbrudt af kortere handlingsbeskrivelser eller dialoger. Fortælleren reflekterer over forskellige temaer og sammensætter sin egen teori, ofte med udspring i noget, andre har skrevet eller sagt. Ligesom i sine digte blander Rasmus Nikolajsen med jævne mellemrum andre tekster ind i sine egne og refererer til bøger, digte, citater fra avisartikler mv.
Sproget er præget af lange, komplicerede sætninger. Det altoverskyggende sproglige virkemiddel i bogen er sammenligninger, ofte humoristiske, af både omgivelser – ”fuglene synger som stjernekrig i et arkadespil” (s. 79) – og fortællerens tanker og følelser – ”at jeg som sædvanlig ikke havde bemærket overgangen, som den grimme ælling der er den sidste i historien der opdager at den er en svane” (s. 101).