Rasmus Nikolajsens forfatterskab er en blanding af eksperimenter og systemisk alvor. Hans digte er kendetegnet ved et fokus på formen, som er domineret af matematiske systemer. Ofte har digtene et bestemt antal linjer, stavelser mv. F.eks. består flere af digtsamlingerne af 64 sider á otte linjer á otte stavelser, og titlerne har også otte stavelser.
Både digtene og prosateksterne er præget af en fri tilgang til grammatiske regler og betydninger samt en stor brug af metaforer og sammenligninger. Ordspil og rim har også en central plads. Ofte eksperimenteres der med ordenes betydning, f.eks. ved at bytte om på ord eller ved at gøre brug af eksisterende sange, digte mv.
Et karakteristisk træk i Rasmus Nikolajsens forfatterskab er, at elementer fra andre tekster, hverdagsklicheer og talemåder sættes sammen, og at der derved skabes en ny mening. Den romantiske ide om det originale værk er erstattet af en tidstypisk collageagtig metode, hvor elementer fra forskellige genrer, perioder og retninger sættes sammen i en ny sammenhæng og skaber sit eget udtryk. Den utraditionelle sprogbrug opfordrer til refleksion over ordenes opbygning og betydning og udvider opfattelsen af, hvad der giver mening.
Rasmus Nikolajsen laver sin egen stramme systematik. F.eks. i form af antal linjer, strofer, stavelser etc. Talsystemet giver en rytme, og den stramme systematik gør det muligt at komme tæt på store emner, fordi temaerne kan sættes i en ramme og på den måde gøres konkrete og almenmenneskelige.
De store temaer kommer ofte til udtryk i forhold til den elskede, og kærlighed og parforhold er et gennemgående tema i både prosateksterne og i digtene, som også tematiserer sprog og poesi, i form såvel som indhold.
”Tilbage til unaturen” betegner på mange måder et brud i Rasmus Nikolajsens ellers så samplingprægede lyrik. Remixet af sproget, hvor kendte vendinger o. lign. vendes på hovedet, er stort set fraværende. Og alligevel er digtsamlingen en diskret fortsættelse af Rasmus Nikolajsens forkærlighed for sampling, da den låner sin titel fra den roman, som fortællerjeget i ”Den ulykkelige boghandler”s titelhistorie skriver på.
Også forældreskab er blevet et tema i Rasmus Nikolajsens to seneste digtsamlinger: ”Barnevognshaiku” (2020) er skrevet, mens han gik tur med sin datter i et forsøg på at få hende til at sove, og far-temaet i ”Måske sjælen” italesætter det åndelige aspekt ved at sætte liv i verden.