Pinligt-serien

Citat
”Hvis der er noget, der virkelig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, så er det, når mine forældre dukker op på skolen. Specielt hvis det sker uventet. Ved forældremøder er man ligesom forberedt.”
”Pinligt! – Dittes familie”, s. 89.

Henrik Nilaus’ serie om pigen Ditte består af de fem bind ”Pinligt! – Dittes familie” (2001), ”Pinligt! – Ferien i Grønland” (2003), ”Pinligt! – Ditte på efterskole” (2006), ”Pinligt! – Væddemålet” (2008) og ”Pinligt! – Dittes valg” (2011).

Ditte er en helt almindelig pige på 14 år. Hvis ikke lige det var, fordi hun havde den mest pinlige familie i hele verden. I seriens første og andet bind bor Ditte sammen med sin lillesøster Christina, sin storebror Mikkel og sin mor og far i Hillerød. Dittes far bliver let opslugt af en idé og glemmer ofte at tage hensyn til Ditte. F.eks. er hun ikke synderligt begejstret, da han vikarierer for hendes fodboldtræner og dermed trænger ind på et ellers forældrefrit område. Dittes mor er mere jordnær, men hun formår også ved flere lejligheder at gøre sin datter pinlig berørt. Blandt andet da hun i en fyldt togkupe spørger medpassagererne om bind til Ditte, der har fået sin første menstruation.

28906641

Dittes store drøm er at komme på efterskole, og hun bliver lykkelig, da hendes forældre giver hende et ophold på Wollerup Efterskole i konfirmationsgave. Seriens sidste tre bind skildrer hovedsageligt Dittes år på efterskolen. Hendes følelser, hendes forhold til drengen Alexander, hendes seksuelle debut og hendes venskaber og fjendskaber.

Humor spiller en stor rolle i bøgerne om Ditte og hendes familie, men det gør alvoren også. Henrik Nilaus behandler emner som ensomhed, kærestesorg og afprøvning af personlige grænser f.eks. i forbindelse med sex med stor indlevelse.

Bøgerne om Ditte er fortalt i jeg-form, og læseren får derfor et indblik i Dittes inderste tanker og følelser. Denne intimitet betyder, at man som læser har lettere ved at identificere sig med Ditte og det hun oplever, fordi man oplever det sammen med hende.

Bøgernes tematiske omdrejningspunkt er overgangen mellem barndom og ungdom og ikke mindst den opbrudsstemning, der præger denne tid. Ditte er hele tiden på vej. På vej væk fra familiens pinligheder, på vej væk fra alt det trygge og genkendelige og vigtigst på vej mod at finde ud af, hvem hun selv er.