Per Nilssons bøger handler om livets store spørgsmål. Temaer som kærlighed, venskab, ensomhed, længsel, svigt, livet og døden går igen. De handler om ting, man sjældent taler med hinanden om, men som hver især går rundt og tumler med. Især når man er ung. Og bøgerne handler om at være ung. Om at være ung og prøve at forstå sig selv og den verden man lever i. At finde ståsted i tilværelsen og se sig selv i forhold til andre mennesker. Og et af kendetegnene ved Per Nilssons bøger er, at hovedpersonernes tanker, følelser og den udvikling han eller hun gennemgår, er bøgernes egentlige handling
I Anarkai tænker Johan: - Vi begyndte at snakke om noget, jeg egentlig aldrig havde snakket med nogen om. Noget jeg havde spekuleret på hele mit liv: Hvor almindelig er jeg? Og hvordan skal jeg finde ud af det? Hvordan kan man vide noget om en anden, hvordan en anden er inderst inde? Det er måske noget, alle spekulerer over, hvad ved jeg. (s. 165-66).
Et andet kendetegn ved Per Nilsson bøger er, at de er velkomponeret og struktureret - men at grænsen for hvornår de kan læses af børn, unge og voksne er flydende. Per Nilsson plejer selv at sige, at han skriver til 16-årige, men at han godt ved, at hans bøger også bliver læst af mennesker, der er yngre og af voksne Og det store spørgsmålet er jo: Hvornår er man barn? Hvornår er man ung? Hvornår er man voksen?
Per Nilssons bøgerne handler om alvorlige ting, men de er altid fyldte med varme, indlevelse, humor og glæde - indhyllet i et flydende og poetisk sprog. Et eksempel på den stille humor finder man for eksempel i du og du og du . Den 12 årige Anon har netop taget afsked med den jævnaldrende Magdalena:
I virkeligheden gør det slet ikke noget, at hun ikke har nogen bryster, tænker han. Det får hun vel en dag . (s. 153)
I Per Nilssons bøger bliver der stillet mange spørgsmål. Bøgerne er filosofiske i den forstand at hovedpersonerne tænker meget over livet. I slutningen af Ravnens sang spørger David:
”Hvad er meningen? Siger jeg. – Hvad er meningen med mennesket?” og senere – ”Jeg mener, forklarer jeg, - hvorfor er vi til?” (s. 469).