Den amerikanske forfatter Anaïs Nin blev født i 1903. Hendes far Joaquin Nin var af cubansk oprindelse, men voksede op i Spanien. Hendes mor Rosa Culmell y Vigaraud havde cubansk, fransk og dansk blod i årerne, og eftersom familien flyttede meget, havde Nin en barndom i seks forskellige lande på fire sprog. I 1914 flyttede hun med sin mor og to søskende til New York, efter at faren forlod familien. Tabet af faren blev starten på hendes berømte dagbøger, hvor hun i begyndelsen skrev breve, der skulle lokke faren tilbage til familien. Også romanen ”The Winter of Artifice” fra 1939 har far-datter-forholdet som omdrejningspunkt.
I 1923 giftede Anaïs Nin sig med bankmanden Hugh Guiler (i dagbøgerne kaldet Ian Hugo), og sammen flyttede de til Paris i 1924. Det blev starten på livet som eksilforfatter, hvor hun som mange af sine samtidige udforskede Paris' erotiske mysterier. Den udforskning tog for alvor fart i 1931 efter mødet med Henry Miller og hans kone June Mansfield. Deres erotiske forhold og venskab er både dramatisk og legendarisk, og især June-oplevelserne har inspireret hende kunstnerisk. Det fremgår både af dagbogen ”Henry og June” og af debutromanen ”House of Incest” fra 1936.
Det promiskuøse, erotiske og lesbiske fylder både noveller og dagbøger. Det står side om side med maskespil, fortrængninger og dobbeltspil. Et maskespil udgør også Nins levede liv, hvor hun eksempelvis formåede at hemmeligholde, at hun i mere end 30 år havde to ægtemænd. Hun vendte sammen med Hugo tilbage til USA i 1940, og uden at lade sig skille giftede hun sig med den 16 år yngre Rupert Pole i 1959 i Los Angeles. Hun levede et dobbeltliv mellem New York med ægtemanden Hugo og Los Angeles med ægtemanden Pole, og først da hun døde, gik bigamiet op for ægtemændene.
På sine ældre dage underviste Nin på forskellige universiteter i USA, og i 1973 fik hun et ærefuldt professorat ved universitetet i Philadelphia. Hun døde af kræft i 1977.
Anaïs Nin skrev hele sit liv og levede på mange måder mere i skriften end i verden. I januar 1967 skrev hun om det i sin dagbog: ”Jeg bliver kun optændt, når jeg finder et spor der fører mig hen til en ny facet i en andens karakter, eller en ny version af en gammel historie, eller når jeg ajourfører mine portrætter. Jeg lever for Dagbogen.” (”Dagbog 7 1966-1974”, s. 50).