Henry og June

Citat
”Jeg har truffet Henry Miller. Han kom til frokost med Richard Osborn, en advokat jeg måtte rådføre mig med om kontrakten vedrørende min bog om D.H. Lawrence. Så snart han steg ud af bilen (…), så jeg en mand, jeg kunne lide. I sine bøger er han farverig, viril, primitiv og storslået. Han er en mand, som livet gør fuld, tænkte jeg. Han er som mig.”
”Henry og June”, s. 12.

Anaïs Nins hovedværk er det selvbiografiske værk ”Diaries” (”Dagbøgerne”, 1976-1982). Hun begyndte sin dagbog i 1914, og har siden skrevet næsten hver dag resten af livet – på fransk indtil 1920 og derefter på engelsk. Hun udgav selv en censureret udgave i seks bind, men havde i sit testamente sørget for, at dele fra den ucensurerede udgave kunne udkomme. ”Henry and June” (”Henry og June”, 1990) udkom derfor i 1986. Den omhandler Pariser-årene 1931-32 og mødet med forfatteren Henry Miller og hans kone June Mansfield.

Henry, Anaïs og June bliver hinandens skæbne, og dagbogen beskriver både deres kunstneriske og erotiske udfoldelser. Den beskriver et trekantsdrama, hvor Nin efterhånden føler sig fanget imellem Junes skønhed og Henrys genialitet. Det første møde med Henry udvikler sig hurtigt, så den litterære forbindelse imellem dem bliver stærkere og stærkere. Så stærk, at Nin en dag viser ham det allerhelligste – Dagbogen. Men de deler også en fælles lidenskab for June, og Nin fremlægger i dagbogen deres samtaler om hende og den effekt, hun har på dem. June får stor betydning for deres videre digtning, hvor de begge igen og igen vender tilbage til hende i et forsøg på at fortolke og forstå hende. Hun er den smukkeste kvinde på jorden, ifølge Nins dagbogsoptegnelser, og hun elsker hende til vanvid. Hun føler, hun skal vælge imellem Henry og June, men kan ikke. Henry giver hende livet, June døden, som hun udtrykker det.

Det biografiske er selvsagt både udgangspunktet og indholdet i ”Henry og June”, men selvfølgelig bearbejdet i et litterært sprog. Nins møde med ægteparret bliver hendes frigørelse på godt og ondt, hvilket hun selv udtrykker således: ”I aftes græd jeg. Jeg græd, fordi den proces, der har gjort mig til kvinde, var smertefuld. Jeg græd, fordi jeg ikke mere var et barn med et barns blinde tillid. Jeg græd, fordi mine øjne blev åbnet, så jeg ser virkeligheden – ser Henrys egoisme, Junes magtbegær og min umættelige kreativitet…”. (”Henry og June”, s. 223).