Abhorsen-trilogien er en gennemført og overbevisende blanding af forskellige verdener. Grænserne er forrykkede eller helt ophævede, og livet og døden griber ukompliceret ind i hinanden, for eksempel er det muligt at opholde sig i døden med sjælen, mens ens fysiske krop stadig lever i livet, blot som stivnet form.
På samme måde, som livet og døden griber ind i hinanden, vikler den realistiske verden, Ancelstierre, og den fantastiske, Det Gamle Rige, sig ind i hinanden. Der er ingen tidsangivelse i romanerne, men beskrivelsen af Ancelstierre minder om et vesteuropæisk land i første halvdel af 1900-tallet, at dømme efter forekomsten og almindeligheden af biler, busser, telefoner og anden teknologi. Ancelstierre og Det Gamle Rige er adskilt af Muren, men griber alligevel ind i hinanden og påvirker hinanden, eksempelvis kan teknologien i Ancelstierre ikke virke, når magien fra Det Gamle Rige er for tæt på, f.eks. går det elektriske lys ud og telefonerne virker ikke inden for en bestemt afstand til Muren.
Sammenblandingen af de to verdener gør det lettere for læseren at identificere sig med personerne, fordi de har forbindelse til en ‘almindelig’ verden som den, læseren kender. Derudover gør den konsekvente indblanding af realistiske elementer behandlingen af trilogiens temaer – især skæbne og død – mere forståelig og ‘direkte anvendelig’ for læseren, fordi de ikke kun sættes i relation til den fantastiske verden, men også til den realistiske.
Skæbnebegrebet er et gennemgående tema i trilogien, der behandles i flere sammenhænge. Hovedpersonerne deler alle den opfattelse, at en forudbestemt livsvej er lagt ud for dem i en retning, de ikke kan ændre. Som handlingen skrider frem, finder de ud af, at det, de troede, var deres skæbne, ikke er den vej, de ender med at følge. Derimod har de fra starten af deres liv været styret mod den skæbne, de ender med at fuldende. Bøgerne repræsenterer på den måde det deterministiske synspunkt, at alt, der hænder, har en årsag. Man fødes ind i en skæbne, som man ender med at fuldende – selv om man ikke altid er bevidst om, hvor man er på vej hen.
I trilogien er flere udviklingshistorier forenet i en samlet historie, der følger Sabriels, Liraels og Sameths forandring fra barn til voksen på tætteste hold. Hovedpersonerne i alle tre bøger er teenagere, og man følger de typiske ungdomsproblemstillinger såsom kærlighed, identitetsforvirring og ønsket om at passe ind. Fælles for de tre personers udvikling er, at de når frem til en form for forståelse og accept af sig selv i takt med, at historien skrider frem.
Hovedpersonerne i alle tre dele af trilogien passer på den ene eller den anden måde ikke ind i deres omgivelser, og det er noget, der går dem på, men som de ender med at acceptere og endog værdsætte. De går fra at være utilfredse og utilpassede pubertetsunge til at være voksne, selvstændige individer, som står ved, hvem de er, om andre bifalder og forstår det eller ej. Beskrivelsen af personernes udvikling er tæt forbundet med skæbnebegrebet – det handler om at acceptere den, man er, for det står alligevel ikke til at ændre, og der er en ganske bestemt mening med det.