Kamp mod en uhelbredelig sygdom

Citat
“Skjul Nøglen fra nysgerrige øjne. Arthur tænkte over det. Det lød som et godt råd, og der var noget ved Vicevogteren af Hoveddøren, som han instinktivt kunne lide og stolede på. Men hvordan kunne han skjule Nøglen, hvis han var nødt til at holde fast i den for at kunne trække vejret normalt?”
Garth Nix: “Hr. Mandag”, side122.

Første del i serien Rigets Nøgler er “Mr. Monday” fra 2003 (“Hr. Mandag”, 2007), der handler om den adopterede og stærkt astmaplagede dreng Arthur Penhaligon. I sin første idrætstime på en ny skole får Arthur et voldsomt astmaanfald i en skov og møder nogle meget mærkelige væsner. Arthur er tæt på at dø, men en mystisk nøgle redder hans liv. Selvom Arthurs liv er reddet, er resten af verden ikke i sikkerhed, for den frygtelige sygdom, sovepesten, er pludselig brudt ud, og det lader til, at det har noget at gøre med den særlige nøgle. En uhyggelig fremmed kaldet Hr. Mandag, hans mystiske budbringer Nyser og en hær af sære væsner med hundeansigter og bowlerhatte vil nemlig gøre alt for at få nøglen tilbage. Arthur søger desperat til et nyligt opstået, mystisk hus i byen, som kun han kan se, for at finde svar på mysteriet om nøglen. I Husets univers kommer Arthur på en farefuld og spændende rejse, hvor han præsenteres for sin virkelige skæbne. Han opdager også, at verden er langt mere, end den ser ud til; den er blot en af mange dimensioner, der alle hviler på en pagt – Arven – og hvis Arven bliver brudt, er alle verdener i fare.

Der bliver i den grad leget med tid, rum og dimensioner i denne første del af Rigets Nøgler-serien, og der stilles store krav til læserens åbenhed og opmærksomhed.

26737745

På grund af det moderne univers er det let for nutidens læser at identificere sig med Arthur, en identifikation der yderligere forstærkes af, at Arthur ikke er særlig helteagtig, men nærmere kalder på læserens sympati, end beundring. Arthur er realistisk og troværdig og tager ikke som Abhorsen-trilogiens hovedpersoner forholdsvist hurtigt sin skæbne på sig. Arthur kæmper tværtimod en stædig kamp for at vende tilbage til sit normale liv, han ønsker ikke at være en helt.

Problemstillingen, at en dødsensfarlig, ukendt sygdom pludselig bryder ud, er en original og aktuel måde at blande fantasy og virkelighed på. Tidens snak om miltbrand og spredning af livstruende, kemisk fremstillede sygdomme for eksempel til brug i terror, gør emnet højaktuelt – og skræmmende. Bogen viser, hvilke gennemgribende konsekvenser et sådant udbrud har, i den lille og i den store sammenhæng, og giver et indblik i personernes bekyminger både for deres pårørende og for hele verden.