Debutromanen “Mono” fra 2007 handler om den 16-årige Jakobs efterskoleophold. Her bliver Jakob introduceret til ungdomslivet med dets oprør, forelskelser og venskaber. Han bliver venner med københavneren Ivan, som han både tiltrækkes og frastødes af. Efterskoleopholdet giver også Jakob mulighed for at lægge afstand til sine omklamrende, kristne forældre.
De voksne står i Jakobs verden for alt det kedelige og forudsigelige. Det er bl.a. udtrykt ved stereotype beskrivelser af lærerne og forældrene. Sproget i bogen er en blanding af ungt og gammelt, hvilket illustrerer, at Jakob befinder sig i grænselandet mellem barn og voksen. Ord som ”fuck” og ”kæmpe idiot” blander sig med mere ’voksne’ talemåder som ”fanden og hans pumpestok”. Somme tider reflekterer Jakob over talemåderne, somme tider bruger ham dem bare – som et billede på, at han prøver at tage afstand og frigøre sig fra de voksne, men stadig er afhængig af dem.
Bogen er fortalt af en alvidende tredjepersonsfortæller, men historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs synsvinkel. Det meste af romanen er en slags indre monolog (heraf titlen), som ind imellem afbrydes af handlingssekvenser og dialoger. I få tilfælde bevæger fortælleren sig kortvarigt ind i andre personer, f.eks. læreren HP. Det er dog primært igennem Jakobs øjne, virkeligheden skildres. Derfor er persongalleriet, med undtagelse af Ivan, ret fladt, og fortælleren kan karakteriseres som upålidelig.
Den kan også symbolisere Jakobs ensomhed, da ’mono’ betyder én. Han føler sig ikke som del af et fællesskab og ønsker på mange måder ikke at være det. For at danne sin egen identitet må han skille sig ud fra mængden. Det gør han bl.a. ved at blive punker og herigennem skabe en opposition til konventionerne, de voksne og de andre elever. Han formår dog ikke at udføre oprøret alene, derfor danner han alliance med Ivan, som besidder alt det, han ikke selv indeholder: Mod, antiautoritetstro og handlekraft. Jakob selv er passiv, siger ikke meget og har svært ved at holde øjenkontakt.