I 1980’erne og 1990’erne bliver tonen mindre desillusioneret og mere humoristisk med en stor brug af ironi og selvironi. Rejsetemaet er stadig gennemgående, og der er mange henvisninger til steder og fænomener uden for Danmark. Det gælder digtsamlingerne “Forsvar for vinden under døren” (1980), “Armenia” (1982), “Violinbyggerens by” (1985), “Håndens skælven i november” (1986), “Under mausolæet” (1987), “Vandspejlet” (1989) og “Glemmesteder” (1991).
Rejsen er ofte tematiseret som en modsætning til det at blive og det at have et fast tilhørssted. Eksempel på et digt, der problematiserer rejsen som fænomen, er digtet “Kufferter” fra “Støvets tyngde” (1992): “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud … / Men mere end nogle få nødvendige ting / har jeg sjældent taget frem … / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den ud nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig. / Hvis rejsen var blevet til det, jeg havde drømt om … / Men jeg rejste ikke / selv om mine kufferter stod færdigpakkede i årevis. / Hvis jeg havde lært at tale det sprog / som folk skriver kærlighedsbreve på her. / Men de eneste jeg taler med / er hotelejere og tjenere. / Min kuffert stod pakket og klar / i sommereftermiddagens stærke sol / til etiketterne krøllede og faldt af / så hvorfor skulle jeg lære sproget? / Med ærefrygt har jeg set solen gå ned i havet / og nettene blive løftet, dryppende af sølv / uden at deltage i den sang, som ledsagede ritualet / eller latteren omkring de spruttende lamper / når de delte brød, fisk og vin. / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet se mig selv være hjemme her / men hvorfor skulle jeg pakke den ud? / Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert. / Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.”
51682580
Ordet ’hvis’ optræder fem gange i digtet, og sætningen “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud” optræder tre gange og er en nøglesætning for digtets tema. Jeget spekulerer over sin rejseskæbne, men ser ingen grund til at ændre den. Forklaringen på dette er, at ved at have en pakket kuffert i sin nærhed, er jeget hele tiden klar til at rejse og kan dermed forblive fremmed for sine omgivelser. Jeget hører ikke til nogen steder og ønsker det heller ikke. Det vil ikke involvere sig, fordi det derved kan forblive fremmed og ude af stand til at blive “skadet”: “Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert.”
Lige som en stor del af Nordbrandts andre digte er “Kufferter” præget af prosalignende træk. Digtet indeholder stort set intet billedsprog, men kan læses som en allegori på hjemløshed. Digtets titel og hovedsubstantiv, “kufferter” er et symbol på rejsen og det at flytte sig, forandring og fornyelse. Kufferten står for opbrud, for opløsning af det velkendte. Den pakkede kuffert er hverken lig med hjemme eller fremme, men med undervejs.
Jeget i digtet begræder ikke sin skæbne, men sætter spørgsmålstegn ved den og forholder sig til sin identitet. Splittelsen, der findes hos jeget, mellem på en måde at længes efter at ville føle sig som en del af noget og på den anden side ikke ønske det, er dermed ikke kun for det dårlige. Hjemløsheden medfører nemlig ikke kun splittelse og isolation, men også, at jeget ikke bliver skadet.
Der er noget paradoksalt over digtet: Fordi kufferten er pakket, rejser jeget ikke. Den rationelle slutning vil være, at en pakket kuffert tyder på afrejse. Jeget siger først: “Hvis jeg havde min pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig …” og lægger dermed op til, at en uundgåelig rejse er under opsejling. Rejsen kræver imidlertid, set i lyset af den paradokse logik, at kufferten var blevet pakket ud. Så derfor lyder det i digtets slutlinjer: “Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.” Så uundgåelig er rejsen altså heller ikke. Selv skæbnen kan gradbøjes, hvilket illustrerer, at der ikke er noget, der er sikkert eller givet i digtet. Dette understreges af tankepauserne, udtrykt i de ekstra punktummer, og de antydende vendinger om, at rejsen “ser ud til” at være uundgåelig, og at alt “tyder på”, at jeget bliver. Ved at bruge disse forbeholdende vendinger efterlader digtet en mulighed for, at det modsatte godt kan være tilfældet. Digtet ender på den måde ikke som et helstøbt, lukket udsagn om verden, men fremstiller en verden, hvor alt er relativt.