Danskheden

I det 21. århundrede går der lidt længere tid mellem, at Nordbrandt udgiver en digtsamling. Han kaster sig i mellemtiden over andre genrer. I 2005 udgiver han “Dumhedens løvefødder: idiosynkrasier m.m.”, som er en bog med klummer, essays og små historier, hvori Nordbrandt kritiserer aviser, mobiltelefoner, fundamentalismen i Tyrkiet, menneskenes dumhed med meget mere. I 2008 udgiver han børnebogen “Lille Duduk og store Godok: en opbyggelig fortælling for de små” og i 2010 krimien “Keldby slagteren: julemysterium”.

28408579

Fire digtsamlinger er det blevet til i 2010'erne: “Fralandsvind” fra 2001, “Pjaltefisk” fra 2004, “Besøgstid” fra 2007 og senest “Vi danskere” fra 2010. “Vi danskere” behandler den såkaldte danskhed i forskellige afskygninger. Form og tone i samlingens digte er oftest prosaens, som i digtet “Når der bare bliver grinet”, som handler om den danske humor: “Den danske humor er vel nok sjov / og så er den så menneskelig. / Andre mennesker har også humor / den er bare ikke rigtig sjov / ikke sjov på den rigtige sjove danske måde. / Hvis I forstår, hvad jeg mener. / Og det gør I jo, hvis I er danskere. / Hvis I ikke er, kan det være det samme.”

Sarkasmen er åbenlys, der gøres grin med den danske humor og det overhovedet at definere en humor som dansk. På den måde lægger afsenderen afstand til dansk humor og danskere, men gør det med selvironi, da forfatteren selv er dansk og tilslutter sig danskerne: “Hvis I forstår, hvad jeg mener. / Og det gør I jo, hvis I er danskere.” Digtet bliver på en gang indforstået og afstandstagende. Kritisk, men også selvkritisk.

Kritikken af Danmark, danskere og danskhed er gennemgående i Nordbrandts forfatterskab, tydeligst kommer den til udtryk i hans essays, klummer og andre personlige betragtninger. Med en høj grad af humor og selvironi beskriver Nordbrandt sine betragtninger om alt mellem himmel og jord og reflekterer over sammenhænge og mangel på samme. Et eksempel på personlige betragtninger i bogform er Nordbrandts dagbog fra hans liv i Tyrkiet, “Ruzname”, fra 1996 og erindringsbogen “Døden fra Lübeck” fra 2002. Denne fortæller om Nordbrandts svære opvækst og kommer med forskellige bud på hans antipati over for Danmark, blandt andet:

“En stor del af mit liv har jeg ikke brudt mig om Danmark og kun nødigt kommet der. I de seneste år er mit forhold til landet blevet bedre. Jeg tror, det hænger sammen med lugten. Den tunge hørm af dansk mad, der i 50’erne lå som en klæbende dyne over byerne, har lettet, selv om man stadig kan finde enkelte kroge, hvor den dominerer. Hvad man end kan sige om indvandringen og dens problemer, har fremmede madkulturers ankomst gjort luften behageligere at indånde.” (Henrik Nordbrandt: “Døden fra Lübeck”, s. 111-112).