Noréns digtpraksis i 1960- og 70’erne var karakteriseret af digte, der som tiden dikterede det, var fyldt med surrealistiske indslag som psykedeliske strømme af fantasi, iblandet mere kølige og ligefremme afsnit. De var også præget af Noréns psykiske problemer på den tid, bl.a. et ophold på psykiatrisk afdeling. Denne periode i forfatterskabet kaldes undertiden for ”Schizz-poesi”, en forkortelse af Schizofren-poesi.
Med romandebuten ”Biavlerne” i 1970 og efterfølgeren ”I den underjordiske himmel” bevægede Norén sig både fra lyrikken til prosaen, men også til en ny motivkreds. I romanerne dykkes der ned i den stockholmske underverden, hvor samfundets udstødte opholder sig. Norén beskriver narkomaner, kriminelle og prostituerede og deres omgang med kriminalitet, sex og fornedrelse. Værkerne peger frem mod Noréns sene dramatiske produktion, hvor han tager udgangspunkt i samme samfundslag.
I 1980 droppede Norén poesien og koncentrerede sig i stedet om overvejende naturalistisk drama, hvilket må siges at være et radikalt skift fra den overvejende surrealistiske lyrik. Noréns tidlige skuespil havde ofte et selvbiografisk afsæt fra hotellet i Genarp. Noréns stykke har fokus på familie- og forholdsrelationer, både hos underklassen, middelklassen og overklassen, ofte af forkvaklet og destruktiv art. Hans manuskripter er ofte utroligt lange med en spilletid på flere timer, hvor dialogen kværner afsted med konstante forvirringer, misforståelser, afbrydelser, parallelle samtalespor og tilbagespring. Indholdet er ofte dystert med forfærdelige familiehemmeligheder, kriminelle handlinger eller på anden vis med fokus på menneskets mørkeste og mest skamfulde handlinger. Den menneskelige eksistens er Noréns primære undersøgelsesobjekt, og derfor må man sige, at han udspringer af en eksistentialistisk skole med fokus på den menneskelige psyke under betingelserne af det moderne vestlige samfunds rammer. Hans hensynsløshed som dramatiker og kontroversielle figur både i skrift og interviews har delt vandene omkring Norén, som ofte enten udråbes som gal eller genial.